Stille, roligt og rørende
6.0
Det er en sjælden berigelse at få lov at se to film som Richard Linklaters ”Before Sunrise” og ”Before Sunset”. Den første, ”Before Sunrise” fra 1995, er et udsøgt bevis på den reneste form for film, den slags film der hviler i sig selv og fuldkommen afvæbner seeren i dennes higen efter at hvile med. Det samme kan for så vidt siges om den mindst lige så fantastiske toer, ”Before Sunset”, der med samme beherskede penselstrøg maler kærlighedens udefinerbare væsen ud over en stram, men velovervejet spilletid. Uden effekter, kameratricks eller understøttende stemningsmusik, men blot med en filmformel pillet helt ned til rødderne - helt dernede hvor vi igen mindes om, hvor magisk en oplevelse det rent faktisk kan være at se film.
Det er dog ingen hemmelighed at Linklater og hans for evigt uforglemmelige filmpar, Jesse og Celine, for alvor slår alt og alle omkuld med efterfølgeren ”Before Sunset”. Ikke blot er det en, som sin tvillingefilm, umådelig gennemført, velskrevet og -spillet film, der præsenterer os for en af filmhistoriens mest overbevisende romancer med samme naturlighed som en frisk brise havluft - det er tilmed lykkes Linklater at skabe en unik samhørighed mellem sine to film, et bånd der binder dem sammen og forener dem i et endnu højere luftlag. Man vil med sikkerhed aldrig kunne opleve Jesse og Celines første, lidenskabelige møde i ”Before Sunrise” på ny uden at se frem mod deres hjerteskærende genforening, ligesom man utvivlsomt ikke vil lade sig kunne opsluge af ”Before Sunset” uden glimtvis at kigge tilbage mod de mindst ligeså længselsfulde blikke, de udvekslede ni år forinden.
Sådan kan man frydes og forundres over den helt igennem unikke bedrift, Richard Linklater og hans to blændende hovedindehavere, Ethan Hawke og Julie Delpy, har begået med de to film, ”Before Sunrise” og ”Before Sunset”. Frydes over dialogen og skuespillet, der fylder hver en lavmælt scene med en fuldkommen uimodståelig friskhed, samtidig med at forundre sig over, at der intet mere skal til for at gøre seks kvarters snaksaglig slentren op og ned af Paris’ såvel som Wiens gader til et uforglemmeligt bekendtskab. Lige netop masser af snak og masser af færden omkring i de smukke europæiske storbyer lyder nemlig den skrigende simple præmis fra Linklater, og den er tilsvarende i begge af de to film. I ”Before Sunset” er snakken bare en smule mere fabelagtig i sin måde at være troværdig på, og storbyomgivelserne bare en smule mere yndefuldt indfanget af det evigt flydende, skinnekørende kamera.
Yderligere ville det være en tåbelighed at opstille de to gnistrende perler mod hinanden. Her står man nemlig med to film, der sammen slår et rørende slag for filmkundskaben i sin absolut mest skinbarlige form - med en bagvedliggende idé der er lige så forunderlig klart tænkt, som resultatet er veludført. To mennesker, et kamera og en masse jordnære følelser lyder som sagt ikke af meget, men at det er nok til at kunne skabe en god, ja oven i købet sindsoprivende god film, er hermed bevist.
Det er dog ingen hemmelighed at Linklater og hans for evigt uforglemmelige filmpar, Jesse og Celine, for alvor slår alt og alle omkuld med efterfølgeren ”Before Sunset”. Ikke blot er det en, som sin tvillingefilm, umådelig gennemført, velskrevet og -spillet film, der præsenterer os for en af filmhistoriens mest overbevisende romancer med samme naturlighed som en frisk brise havluft - det er tilmed lykkes Linklater at skabe en unik samhørighed mellem sine to film, et bånd der binder dem sammen og forener dem i et endnu højere luftlag. Man vil med sikkerhed aldrig kunne opleve Jesse og Celines første, lidenskabelige møde i ”Before Sunrise” på ny uden at se frem mod deres hjerteskærende genforening, ligesom man utvivlsomt ikke vil lade sig kunne opsluge af ”Before Sunset” uden glimtvis at kigge tilbage mod de mindst ligeså længselsfulde blikke, de udvekslede ni år forinden.
Sådan kan man frydes og forundres over den helt igennem unikke bedrift, Richard Linklater og hans to blændende hovedindehavere, Ethan Hawke og Julie Delpy, har begået med de to film, ”Before Sunrise” og ”Before Sunset”. Frydes over dialogen og skuespillet, der fylder hver en lavmælt scene med en fuldkommen uimodståelig friskhed, samtidig med at forundre sig over, at der intet mere skal til for at gøre seks kvarters snaksaglig slentren op og ned af Paris’ såvel som Wiens gader til et uforglemmeligt bekendtskab. Lige netop masser af snak og masser af færden omkring i de smukke europæiske storbyer lyder nemlig den skrigende simple præmis fra Linklater, og den er tilsvarende i begge af de to film. I ”Before Sunset” er snakken bare en smule mere fabelagtig i sin måde at være troværdig på, og storbyomgivelserne bare en smule mere yndefuldt indfanget af det evigt flydende, skinnekørende kamera.
Yderligere ville det være en tåbelighed at opstille de to gnistrende perler mod hinanden. Her står man nemlig med to film, der sammen slår et rørende slag for filmkundskaben i sin absolut mest skinbarlige form - med en bagvedliggende idé der er lige så forunderlig klart tænkt, som resultatet er veludført. To mennesker, et kamera og en masse jordnære følelser lyder som sagt ikke af meget, men at det er nok til at kunne skabe en god, ja oven i købet sindsoprivende god film, er hermed bevist.
23/09-2008
