Selvtægt i sorte uniformer
2.0
Rio de Janeiros svar på det amerikanske SWAT-politi hedder BOPE. En lille elitestyrke af sortklædte betjente, der med alle midler bekæmper kriminalitet og korruption, men selv er ubestikkelige - altså hvis man tror på, at virkeligheden ser ud som i "Tropa de Elite".
Og jeg kan sagtens tro, at mange ting er præcist skildret i "Tropa de Elite". Især dens overordnede billede af et Rio, hvor slumkvartererne reelt regeres af skarpt bevæbnede narkogangstere, hvor det almindelige politi er bundkorrupt og selv opkræver beskyttelsespenge - og hvor specialisterne fra BOPE slår til med ekstrem brutalitet. Og det er så her, at "Tropa de Elite" i min verden kammer fuldstændig over, for den påstår reelt, at BOPE-folkene er løsningen på storbyens sorte sider. Selv om deres mentalitet er skyd først, og skyd for at dræbe, når du ser en kriminel. Og torturér de mennesker, der måske kan fortælle, hvor du kan finde de kriminelle.
Jeg tror egentlig, at forfatter-instruktør José Padilha har villet noget andet med filmen. Jeg tror, at hans historie om en BOPE-kaptajn, der søger efter sin afløser, mens pavens besøg i Rio nærmer sig, er et forsøg på at lave et hudløst ærligt portræt af forholdene i både slummen og politiet. Men det ødelægges af, at filmen så entydigt fortælles fra elitestyrkens vinkel. Deres filosofi om at møde vold med endnu hårdere vold hyldes, mens folk med ideer om at løse problemerne på andre måder fremstilles som naive fjolser. Understreget af BOPE-kaptajnens kyniske voice-over gennem hele filmen.
Normalt ville man se det som et kvalitetstegn, at Padilha har haft en tidligere BOPE-officer til at hjælpe med at skrive filmen - men her synes jeg nærmere, det undergraver filmens troværdighed. Selv om der faktisk er klare tilløb til at beskrive, hvordan den hårde uddannelse og volden i dagligdagen får BOPE-betjentene til at miste deres menneskelighed.
"Tropa de Elite" er lavet med en voldsom energi. Masser af nattebilleder af folk, der spæner rundt og skyder på hinanden. Teknisk er den bestemt ikke ueffen. Men bortset fra den tvivlsomme morale synes jeg, at historien er for rodet opbygget - ja, nærmest helt bagvendt fortalt. Det er oplagt at sammenligne filmen med Fernando Meirelles' "City of God", og der er altså klasseforskel. Både i dybden og forståelsen for slumkvarterernes problemer og det rent filmtekniske, hvor "City of God" var langt mere medrivende på grund af fremragende fotografering og klipning. "Tropa de Elite" er bare hårdtpumpet og fladpandet.
Der er så åbenlyst nogle, der har set andre takter i "Tropa de Elite", end jeg gør. Ellers ville den ikke have vundet Guldbjørnen på dette års Berlinfestival, hvor den bl.a. var oppe mod fremragende film som "There Will Be Blood" og "Elegy". Den pris fatter jeg simpelt hen ikke, at man kan give til en film, der måske nok har haft noble intentioner, men er endt som et fascistoidt voldsorgie. Hvis den havde haft Charles Bronson i hovedrollen, ville jurymedlemmerne have grint hånligt ad den.
Og jeg kan sagtens tro, at mange ting er præcist skildret i "Tropa de Elite". Især dens overordnede billede af et Rio, hvor slumkvartererne reelt regeres af skarpt bevæbnede narkogangstere, hvor det almindelige politi er bundkorrupt og selv opkræver beskyttelsespenge - og hvor specialisterne fra BOPE slår til med ekstrem brutalitet. Og det er så her, at "Tropa de Elite" i min verden kammer fuldstændig over, for den påstår reelt, at BOPE-folkene er løsningen på storbyens sorte sider. Selv om deres mentalitet er skyd først, og skyd for at dræbe, når du ser en kriminel. Og torturér de mennesker, der måske kan fortælle, hvor du kan finde de kriminelle.
Jeg tror egentlig, at forfatter-instruktør José Padilha har villet noget andet med filmen. Jeg tror, at hans historie om en BOPE-kaptajn, der søger efter sin afløser, mens pavens besøg i Rio nærmer sig, er et forsøg på at lave et hudløst ærligt portræt af forholdene i både slummen og politiet. Men det ødelægges af, at filmen så entydigt fortælles fra elitestyrkens vinkel. Deres filosofi om at møde vold med endnu hårdere vold hyldes, mens folk med ideer om at løse problemerne på andre måder fremstilles som naive fjolser. Understreget af BOPE-kaptajnens kyniske voice-over gennem hele filmen.
Normalt ville man se det som et kvalitetstegn, at Padilha har haft en tidligere BOPE-officer til at hjælpe med at skrive filmen - men her synes jeg nærmere, det undergraver filmens troværdighed. Selv om der faktisk er klare tilløb til at beskrive, hvordan den hårde uddannelse og volden i dagligdagen får BOPE-betjentene til at miste deres menneskelighed.
"Tropa de Elite" er lavet med en voldsom energi. Masser af nattebilleder af folk, der spæner rundt og skyder på hinanden. Teknisk er den bestemt ikke ueffen. Men bortset fra den tvivlsomme morale synes jeg, at historien er for rodet opbygget - ja, nærmest helt bagvendt fortalt. Det er oplagt at sammenligne filmen med Fernando Meirelles' "City of God", og der er altså klasseforskel. Både i dybden og forståelsen for slumkvarterernes problemer og det rent filmtekniske, hvor "City of God" var langt mere medrivende på grund af fremragende fotografering og klipning. "Tropa de Elite" er bare hårdtpumpet og fladpandet.
Der er så åbenlyst nogle, der har set andre takter i "Tropa de Elite", end jeg gør. Ellers ville den ikke have vundet Guldbjørnen på dette års Berlinfestival, hvor den bl.a. var oppe mod fremragende film som "There Will Be Blood" og "Elegy". Den pris fatter jeg simpelt hen ikke, at man kan give til en film, der måske nok har haft noble intentioner, men er endt som et fascistoidt voldsorgie. Hvis den havde haft Charles Bronson i hovedrollen, ville jurymedlemmerne have grint hånligt ad den.
24/09-2008
