Pinagtigt dum varulve-horror
2.0
Neil Marshalls såkaldte kult-film "Dog Soldiers" fra 2002 tager afsæt i det klassiske isolations-plot, hvor hovedpersonerne (hér soldater på øvelse) er totalt afskåret fra kontakt med omverdenen... selv om det hele kun foregår i Skotland. Det viser sig, at et større antal varulve har huseret på egnen i årevis uden andres end MI-5/6's og en enkelt idealistisk zoologs vidende. Det går selvfølgelig helt galt... blandt andet fordi vor hovedperson har en ekstraordinært stærk trang til at spille principfast helt uanset omkostningerne.
Det er en momentvis komisk men (underligt nok) overvejende alvorligt (og dermed latterligt) formidlet forestilling. Det er dog en absolut nødvendighed, at man efterlader enhver lyst til at tænke i sammenhæng og realisme langt uden for husets fire vægge. Alt fra dramaturgiske virkemidler til dialogens kvalitet er nemligt helt nede at skrabe bunden. Klichéerne og de hullede handlingsmotiver står i kø. Eneste oplivende moment er de ganske få humoristiske optrin (hunden, der ikke vil gi' slip på sergentens udhængende tarme samt scenen med lukningen af skudsår med superlim).
Skuespillerne anført af Kevin McKidd får smidt forbløffende meget energi i nogle manuskriptmæssigt elendigt bearbejdede figurer - måske en antydning af Marshalls stærkt begrænsede potentiale som instruktør... Et indtryk han yderligere bekræftede med den mere vellykket dystre men mindst ligeså hullede gyser "The Descent" (2005) og senest med superheltinde-actionbraget "Doomsday" (2008).
Samlet set må man undre sig over Marshalls lyst til at begå en så gennemført forudsigelig film, som end ikke glimrer ved sine specialeffekter (men dog ved sin blodighed)? Han har formentlig haft noget nær total frihed til at lave noget originalt. Alligevel er han endt med en mildt sagt tumpet pseudo-gyser, der synes rettet mod en ret snæver målgruppe: Drengerøvene som altid.
Det er en kunst at lave en elementært spændende gyser. Denne film har intet andet end den vedvarende energi og fremdrift i handlingen at byde på, og dén slags opfyldes trods alt i de fleste film inden for genren. Samlet set en pinligt dum europæisk horrorfilm.
- "Kult"? Kun for Marshall-fans, som åbenbart udgør en forbløffende talstærk skare...
Det er en momentvis komisk men (underligt nok) overvejende alvorligt (og dermed latterligt) formidlet forestilling. Det er dog en absolut nødvendighed, at man efterlader enhver lyst til at tænke i sammenhæng og realisme langt uden for husets fire vægge. Alt fra dramaturgiske virkemidler til dialogens kvalitet er nemligt helt nede at skrabe bunden. Klichéerne og de hullede handlingsmotiver står i kø. Eneste oplivende moment er de ganske få humoristiske optrin (hunden, der ikke vil gi' slip på sergentens udhængende tarme samt scenen med lukningen af skudsår med superlim).
Skuespillerne anført af Kevin McKidd får smidt forbløffende meget energi i nogle manuskriptmæssigt elendigt bearbejdede figurer - måske en antydning af Marshalls stærkt begrænsede potentiale som instruktør... Et indtryk han yderligere bekræftede med den mere vellykket dystre men mindst ligeså hullede gyser "The Descent" (2005) og senest med superheltinde-actionbraget "Doomsday" (2008).
Samlet set må man undre sig over Marshalls lyst til at begå en så gennemført forudsigelig film, som end ikke glimrer ved sine specialeffekter (men dog ved sin blodighed)? Han har formentlig haft noget nær total frihed til at lave noget originalt. Alligevel er han endt med en mildt sagt tumpet pseudo-gyser, der synes rettet mod en ret snæver målgruppe: Drengerøvene som altid.
Det er en kunst at lave en elementært spændende gyser. Denne film har intet andet end den vedvarende energi og fremdrift i handlingen at byde på, og dén slags opfyldes trods alt i de fleste film inden for genren. Samlet set en pinligt dum europæisk horrorfilm.
- "Kult"? Kun for Marshall-fans, som åbenbart udgør en forbløffende talstærk skare...
24/09-2008
