Arnolds Jul
1.0
Traditionen tro har et rigtig lykkeligt amerikansk juleeventyr premiere over hele landet i december måned. Og traditionen tro har filmen fået en håbløs dansk titel - "Mission: Julegave".
Man bliver træt bare ved tanken. De sidste frygtelige timer før butikkerne lukker juleaftensdag. Trætte familiemedlemmer stresser rundt får at nå de sidste indkøb af madvarer, juletræer og gaver. Som griske gribbe kaster de sig over de sidste varer i et dødsdømt forsøg på at skabe den rigtige stemning, og perfekte jul i familiens skød. Forretningsmanden Howard Langston, spillet med sædvanlig unuancerethed af alle tiders actionhelt Arnold Schwarzenegger, får lov at mærke juletravlheden på egen krop. Han er arbejdsnarkoman og forsømmer i hverdagen både konen Liz (Rita Wilson) og sønnen Jamie (Jake Lloyd).
Da samvittigheden derfor begynder at nage, begiver han sig ud i indkøbshelvedet, for i det mindste at købe den julegave Jamie ønsker sig mest - en actiondukke kaldet "Turbo Man". Men netop som tegn på hans dårlige præstation i rollen som fader, har alle andre forældre for længst købt gaver, og Turbo Man, som på Arnoldsk hedder Tørbo Man, er totalt udsolgt. Så må Howard på mission: julegave og via den hæsblæssende gavejagt, bliver vi publikumer vidner til en tidstypisk actionfilm med hurtige klip, slowmotion-sekvenser og gevaldige sammenstød mellem good- og bad guys.
Da det jo er jul er alle våben skiftet ud med relativt harmløst legetøj, og Arnold jagtes hverken af biler, fly eller højteknologisk isenkram, men højst af et juleudsmykket rensdyr. Som lys på juletræskæden efterfølger den ene forhindring den anden. I køen foran legetøjsbutikken, hvor en perfid ekspedient holder hundredevis af hektiske forældre stagne de sidste minutter før åbningstid, møder Howard sin ligemand og senere rival - postarbejderen Myron - spillet af en oplagt Sinbad. Myron er selv "den dårlige far", i modsætning til Howard, da han er fraskilt og uden egentlig kontakt til sit barn. Han kaster sig over Howard og foreslår en alliance og fælles jagt på "Turbo Man". Howard afviser forslaget, han vil "wørk alone" og filmens helt spinkle og gennemgående træk grundlægges: Arnolds ensomme kamp mod resten af verden.
Handy Man og Action Man
Desværre er "Mission: Julegave" tung at danse med. De forskellige situationer, som udover kapløbet med Myron, tæller tåbelige falde-på-halen komiske sammenstød - i ordets egentlige forstand - med færdselsbetjenten Hammell (Robert Conrad) og den fuskede julemand (James Belushi), samt hans håndlangere. Situationerne er overspillede og ikke særlig morsomme. Og det er lige lovlig lette point på komedie-skalaen, når kæmpemæssige Arnold forsøger at smyge sig gennem snævre rør og skrøbelige hængebroer i et giganstisk klatrestativ, i et forsøg på at tilbagevinde en bold som en lille overnuttet pige har nuppet. Filmens eneste morsomme og helstøbte figur er Liz og Howards nabo - Ted (Phil Hartman). Han er selvfølgelig en stereotype på lige fod med de andre personer, men der er vitalitet og karakter i dén rolle. Ted er alenefar til et overforkælet drengebarn, og han er alle nabolagets husmødres ven. En handy-man til fingerspidserne - en fin kontrast til Arnold og "Turbo Man". Iført ternet skjorte og termovest dukker han op overalt, ikke som hvid tornado, men som hjælpende hånd for alle de små understimulerede husmødre. Uden at han fremstår som "sissy", ifører han sig Liz's forklæde og overtager på forførende vis hendes småkagebageri. Liz er heldigvis ikke sådan at slå ud, men Howard bliver jaloux, og det bidrager til yderligere gags.
Begrænsning er en kunst
"Mission: Julegave" er en anstrengende komedie, som ville have været meget sjovere, hvis den havde lagt en dæmper på komikken og ikke udlevet den specielle amerikanske læresætning om, at overdrivelse fremmer forståelsen. At filmens gennemgående farver er grøn og rød er en sjov detalje, men at Arnold klarer alle ærterne - udkoger skulle man måske sige - og faktisk ender med at blive Jamies "Turbo Man" i egen høje person - se selv - er næsten uudholdeligt, og filmen afsluttes, som alle rigtige juleeventyr skal, på fuldstændig forudsigelig vis.
Man bliver træt bare ved tanken. De sidste frygtelige timer før butikkerne lukker juleaftensdag. Trætte familiemedlemmer stresser rundt får at nå de sidste indkøb af madvarer, juletræer og gaver. Som griske gribbe kaster de sig over de sidste varer i et dødsdømt forsøg på at skabe den rigtige stemning, og perfekte jul i familiens skød. Forretningsmanden Howard Langston, spillet med sædvanlig unuancerethed af alle tiders actionhelt Arnold Schwarzenegger, får lov at mærke juletravlheden på egen krop. Han er arbejdsnarkoman og forsømmer i hverdagen både konen Liz (Rita Wilson) og sønnen Jamie (Jake Lloyd).
Da samvittigheden derfor begynder at nage, begiver han sig ud i indkøbshelvedet, for i det mindste at købe den julegave Jamie ønsker sig mest - en actiondukke kaldet "Turbo Man". Men netop som tegn på hans dårlige præstation i rollen som fader, har alle andre forældre for længst købt gaver, og Turbo Man, som på Arnoldsk hedder Tørbo Man, er totalt udsolgt. Så må Howard på mission: julegave og via den hæsblæssende gavejagt, bliver vi publikumer vidner til en tidstypisk actionfilm med hurtige klip, slowmotion-sekvenser og gevaldige sammenstød mellem good- og bad guys.
Da det jo er jul er alle våben skiftet ud med relativt harmløst legetøj, og Arnold jagtes hverken af biler, fly eller højteknologisk isenkram, men højst af et juleudsmykket rensdyr. Som lys på juletræskæden efterfølger den ene forhindring den anden. I køen foran legetøjsbutikken, hvor en perfid ekspedient holder hundredevis af hektiske forældre stagne de sidste minutter før åbningstid, møder Howard sin ligemand og senere rival - postarbejderen Myron - spillet af en oplagt Sinbad. Myron er selv "den dårlige far", i modsætning til Howard, da han er fraskilt og uden egentlig kontakt til sit barn. Han kaster sig over Howard og foreslår en alliance og fælles jagt på "Turbo Man". Howard afviser forslaget, han vil "wørk alone" og filmens helt spinkle og gennemgående træk grundlægges: Arnolds ensomme kamp mod resten af verden.
Handy Man og Action Man
Desværre er "Mission: Julegave" tung at danse med. De forskellige situationer, som udover kapløbet med Myron, tæller tåbelige falde-på-halen komiske sammenstød - i ordets egentlige forstand - med færdselsbetjenten Hammell (Robert Conrad) og den fuskede julemand (James Belushi), samt hans håndlangere. Situationerne er overspillede og ikke særlig morsomme. Og det er lige lovlig lette point på komedie-skalaen, når kæmpemæssige Arnold forsøger at smyge sig gennem snævre rør og skrøbelige hængebroer i et giganstisk klatrestativ, i et forsøg på at tilbagevinde en bold som en lille overnuttet pige har nuppet. Filmens eneste morsomme og helstøbte figur er Liz og Howards nabo - Ted (Phil Hartman). Han er selvfølgelig en stereotype på lige fod med de andre personer, men der er vitalitet og karakter i dén rolle. Ted er alenefar til et overforkælet drengebarn, og han er alle nabolagets husmødres ven. En handy-man til fingerspidserne - en fin kontrast til Arnold og "Turbo Man". Iført ternet skjorte og termovest dukker han op overalt, ikke som hvid tornado, men som hjælpende hånd for alle de små understimulerede husmødre. Uden at han fremstår som "sissy", ifører han sig Liz's forklæde og overtager på forførende vis hendes småkagebageri. Liz er heldigvis ikke sådan at slå ud, men Howard bliver jaloux, og det bidrager til yderligere gags.
Begrænsning er en kunst
"Mission: Julegave" er en anstrengende komedie, som ville have været meget sjovere, hvis den havde lagt en dæmper på komikken og ikke udlevet den specielle amerikanske læresætning om, at overdrivelse fremmer forståelsen. At filmens gennemgående farver er grøn og rød er en sjov detalje, men at Arnold klarer alle ærterne - udkoger skulle man måske sige - og faktisk ender med at blive Jamies "Turbo Man" i egen høje person - se selv - er næsten uudholdeligt, og filmen afsluttes, som alle rigtige juleeventyr skal, på fuldstændig forudsigelig vis.
19/11-2018
