Ikke ueffen
3.0
Hollywood-udgave af den oprindelige "Bangkok Dangerous", som de hongkongske tvillingebrødre Oxide og Danny Pang lavede i 1999. Det er også Pang-brødrene, der har instrueret denne version, men i forhold til originalen er der, formentlig for at gøre den mere salgbar med amerikanske øjne, lavet om på flere væsentlige præmisser.
Men det handler stadig om en lejemorder, som her er amerikaner og ankommer til Bangkok for at udføre de fire mord, som skal give ham penge nok til at kunne trække sig tilbage. Det bliver dog kompliceret, da han forelsker sig og mister sin iskolde tilgang til jobbet. Filmens centrale tema er derfor ret klassisk: Den hårde mand, der pludselig finder ud af, at han også er et menneske. Der er noget dobbeltkonfekt i, at hovedpersonen både forelsker sig i en døvstum pige og fatter sympati for en ung thailænder, som han tager som sin lærling - én af delene kunne have været nok. Men det fungerer udmærket som ramme for en stadigt mere presset hovedperson.
Og filmens virkelige styrke ligger så også i den tekniske udførelse. Pang-brødrene har et stort visuelt talent, der her kommer til udtryk i både fede actionscener og en flot lang slutsekvens. Meget teatralsk på den asiatiske måde, men absolut nydeligt lavet, hvis man er til den stil. Næsten hele filmen foregår i et aftensort, stemningsfyldt Bangkok - og jeg var virkelig imponeret af, at man faktisk kan se, hvad der sker i hele det afsluttende lange (og stilfulde) shootout, selv om det foregår i halvmørke. Pang-brødrene kan lære mange andre filmfolk noget om at lave nattebilleder.
Denne version af historien får også et løft af at have en international stjerne, Nicolas Cage, i hovedrollen. Cage har en tendens til at køre den slags roller hjem på karisma frem for egentligt skuespil, men selv på de betingelser (og med ualmindeligt grimt hår) fylder han rollen fint ud. Cage får ganske kvalificeret modspil af både Shahkrit Yamnarm som lærlingen og den hongkongske pop- og film-superstjerne Charlie Yeung som hans døvstumme forelskelse.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at den oprindelige thailandske udgave af "Bangkok Dangerous" nok var en bedre film. Men denne Hollywood-version er absolut ikke uden evner - for mig var den bl.a. et positivt første møde med Pang-brødrene. Jeg vil klart samle deres ældre film op, hvis jeg falder over dem i en dvd-butik.
Men det handler stadig om en lejemorder, som her er amerikaner og ankommer til Bangkok for at udføre de fire mord, som skal give ham penge nok til at kunne trække sig tilbage. Det bliver dog kompliceret, da han forelsker sig og mister sin iskolde tilgang til jobbet. Filmens centrale tema er derfor ret klassisk: Den hårde mand, der pludselig finder ud af, at han også er et menneske. Der er noget dobbeltkonfekt i, at hovedpersonen både forelsker sig i en døvstum pige og fatter sympati for en ung thailænder, som han tager som sin lærling - én af delene kunne have været nok. Men det fungerer udmærket som ramme for en stadigt mere presset hovedperson.
Og filmens virkelige styrke ligger så også i den tekniske udførelse. Pang-brødrene har et stort visuelt talent, der her kommer til udtryk i både fede actionscener og en flot lang slutsekvens. Meget teatralsk på den asiatiske måde, men absolut nydeligt lavet, hvis man er til den stil. Næsten hele filmen foregår i et aftensort, stemningsfyldt Bangkok - og jeg var virkelig imponeret af, at man faktisk kan se, hvad der sker i hele det afsluttende lange (og stilfulde) shootout, selv om det foregår i halvmørke. Pang-brødrene kan lære mange andre filmfolk noget om at lave nattebilleder.
Denne version af historien får også et løft af at have en international stjerne, Nicolas Cage, i hovedrollen. Cage har en tendens til at køre den slags roller hjem på karisma frem for egentligt skuespil, men selv på de betingelser (og med ualmindeligt grimt hår) fylder han rollen fint ud. Cage får ganske kvalificeret modspil af både Shahkrit Yamnarm som lærlingen og den hongkongske pop- og film-superstjerne Charlie Yeung som hans døvstumme forelskelse.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at den oprindelige thailandske udgave af "Bangkok Dangerous" nok var en bedre film. Men denne Hollywood-version er absolut ikke uden evner - for mig var den bl.a. et positivt første møde med Pang-brødrene. Jeg vil klart samle deres ældre film op, hvis jeg falder over dem i en dvd-butik.
28/09-2008
