Når stjernerne på flaget falmer
4.0
Drømmen om bare at hæve alle pengene på kontoen, bruge halvdelen af dem på en fed kværn og en sovepose, og så ellers bare fræse ud mod ørkens solnedgang på de ensomme veje i ens eget bestemte tempo, er en illusion, alle på et tidspunkt har haft ind og runde på tænkeren. Om det er, at slippe væk fra det dikterende samfund, eller i simpelthen desperat nød på, at finde sig selv og livet på de golde ørkensletter er i hver for sig det samme. Det hele handler om, at rage den ægte frihed til sig, hvor banal den end måtte være. Den frihed man i underbevidstheden ønsker, men muligvis ikke er parat til, at gribe.
Men hvad er konsekvenserne ved at leve under den rebelske fane? Et muligt svar giver Dennis Hoppers kontroversielle ”Easy Rider”, på denne drøm om de to kulturviseret motor-hippier udlever for fuldt gas. En drøm, som de næsten er mere bange for, at vågne op af, end at leve den. Det er blevet gjort med stålfast vilje og ønske om, at fortælle USA's påberåbte frisind noget vigtigt, at det brænder direkte igennem billederne og de indvirkende. Desværre er ”Easy Rider” periodevis så fortabt til sin vision og kærlighed omkring sit budskab, at den taber tekniske færdigheder som spillefilm, og billederne er i lange perioder tabt for dynamik.
Hoppers filmsprog er flosset, i et måske billigt forsøg på, at symboliserer den afmægtighed de to knallert kører har overfor det store og massesigende tomrum de lever deres liv i. Det er alt for antistringent, og den røde tråd og puls i historien udebliver i momentvis – selvom hvert eneste billede er malet med en ualmindelig stor interesse for arbejdet. Hjertet bag filmen er i sig selv prisværdig nok, men det er mere filmens vigtighed, man skal vælge at se ”Easy Rider” for.
Selvom andre film før har været og sige, at Den Amerikanske Drøm nærmere kan betegnes som et falsk spejl til et mareridt eller en illusion som ikke findes (nogen der sagde Daniel Plainview?), så brænder ”Easy Rider” ekstra meget for sit mørke bud på Den Amerikanske Drøm, både fordi den i sin kritik af fremmedfjendskhed overfor anderledes dyrkende kulturer, de ualmindelig, modstræbende og unikke (her set i den stille, frustreret motorcykel kører, som bare vil fræse ud på motorvejen i jagten efter livet) gør Hoppers værk utroligt aktuelt, og fordi, at den turde give baghjul til normalerne i sin tid, og fortælle en nødvendig, vedkommende og vigtig historie om USA’s 60’ere. ’Born to be wild’ er måske ikke så lut og legekage endda.
Peter Fonda og Dennis Hoppers halvdampende syretrip og livs filosoferende præstation er beundringsværdigt, som passionen for vigtigheden i filmen selv er. Deres uforståenhed overfor livet, som de ikke magter at tage hånd om – eller også er det netop dem der gør(?) - stråler ud af øjnene på dem begge, og selv ikke et ekstra, hårdt vrid på gashåndtaget kan få dem til, at undslippe de farlige, frygtende øjne de bebrejdende bliver set af. ”Easy Rider” er en kult film man skal hylde for, at gå mod strømmen, og give et anderledes billede på to cowboyers rid på deres metalheste mod den amerikanske solnedgang, mens det ofte glemte mørke omsluger dem.
Men hvad er konsekvenserne ved at leve under den rebelske fane? Et muligt svar giver Dennis Hoppers kontroversielle ”Easy Rider”, på denne drøm om de to kulturviseret motor-hippier udlever for fuldt gas. En drøm, som de næsten er mere bange for, at vågne op af, end at leve den. Det er blevet gjort med stålfast vilje og ønske om, at fortælle USA's påberåbte frisind noget vigtigt, at det brænder direkte igennem billederne og de indvirkende. Desværre er ”Easy Rider” periodevis så fortabt til sin vision og kærlighed omkring sit budskab, at den taber tekniske færdigheder som spillefilm, og billederne er i lange perioder tabt for dynamik.
Hoppers filmsprog er flosset, i et måske billigt forsøg på, at symboliserer den afmægtighed de to knallert kører har overfor det store og massesigende tomrum de lever deres liv i. Det er alt for antistringent, og den røde tråd og puls i historien udebliver i momentvis – selvom hvert eneste billede er malet med en ualmindelig stor interesse for arbejdet. Hjertet bag filmen er i sig selv prisværdig nok, men det er mere filmens vigtighed, man skal vælge at se ”Easy Rider” for.
Selvom andre film før har været og sige, at Den Amerikanske Drøm nærmere kan betegnes som et falsk spejl til et mareridt eller en illusion som ikke findes (nogen der sagde Daniel Plainview?), så brænder ”Easy Rider” ekstra meget for sit mørke bud på Den Amerikanske Drøm, både fordi den i sin kritik af fremmedfjendskhed overfor anderledes dyrkende kulturer, de ualmindelig, modstræbende og unikke (her set i den stille, frustreret motorcykel kører, som bare vil fræse ud på motorvejen i jagten efter livet) gør Hoppers værk utroligt aktuelt, og fordi, at den turde give baghjul til normalerne i sin tid, og fortælle en nødvendig, vedkommende og vigtig historie om USA’s 60’ere. ’Born to be wild’ er måske ikke så lut og legekage endda.
Peter Fonda og Dennis Hoppers halvdampende syretrip og livs filosoferende præstation er beundringsværdigt, som passionen for vigtigheden i filmen selv er. Deres uforståenhed overfor livet, som de ikke magter at tage hånd om – eller også er det netop dem der gør(?) - stråler ud af øjnene på dem begge, og selv ikke et ekstra, hårdt vrid på gashåndtaget kan få dem til, at undslippe de farlige, frygtende øjne de bebrejdende bliver set af. ”Easy Rider” er en kult film man skal hylde for, at gå mod strømmen, og give et anderledes billede på to cowboyers rid på deres metalheste mod den amerikanske solnedgang, mens det ofte glemte mørke omsluger dem.
30/09-2008
