Dum komedie med godt budskab
3.0
Komisk kaosfilm fra Adam Sandler, der selv spiller hovedrollen som den israelske superagent The Zohan. Han er en nationalhelt, men træt af at jage terrorister, så han simulerer sin egen død og rejser til New York for at opfylde sin drøm om at blive stjernefrisør. Men Zohan ender i en salon i det palæstinensiske kvarter, hvor han selvfølgelig bliver genkendt af gamle fjender.
"You Don't Mess with the Zohan" er virkelig 'a mess'. Historien er både stærkt usammenhængende og temmelig forudsigelig, og filmen indeholder en imponerende mængde platheder, der nogle gange er tæt på at forvandle den til ren spoof-film. Jeg har fx aldrig før set en Adam Sandler-film, hvor humoren lå så kraftigt under bæltestedet. Og Dennis Dugans fraværende instruktion hjælper ikke på sammenhængen ... men det er Dugans fjerde film med Sandler, så stjernen må vel have vidst, hvad det var for en type instruktør, han hyrede.
Alligevel er det faktisk en ganske fornøjelig film, for der er en god del af de konstante forsøg på at være morsom, der virker. Man kan vel sige, at den er overbevisende i sin plathed. Der er fx en smuk startscene, hvor Zohan på en israelsk strand spiller hackysack i overlegen stil, mens pigerne dåner omkring ham. I det hele taget er hans overdrevne, superhelte-agtige evner som agent ret morsomme. Og Sandlers fuldstændig overspillede stil passer godt til hans senere rolle som seksuelt hyperaktiv frisør i glinsende discotøj og grim 80'er-frisure. Plus at jeg godt kan se det morsomme i spillet cattysack ...
Men vigtigst af alt er, at det her er en film, der har hjertet med. Selv om jeg undervejs spekulerede på, om Sandlers primære målgruppe mon er 10-årige drenge, er den overbevisende godhjertet i sit simple budskab om, at israelere og palæstinensere bare skulle holde op med at slås. Der bliver gjort nogenlunde lige meget grin med begge parter - bl.a. køres der fint på klicheerne om både jøder og arabere som forretningsdrivende.
At Sandler selv er jøde, gør det ikke mindre overbevisende, at han har lavet en film, der ikke fordømmer nogen af parterne i Mellemøstens evighedskonflikt. Til gengæld er det trist at se, at filmens største roller som palæstinensere spilles af henholdsvis en italiensk-amerikaner (John Turturro), en canadisk-marokkansk jøde (Emmanuelle Chriqui) og en californisk jøde (Rob Schneider). Det har tilsyneladende været svært at finde arabiske skuespillere til rollerne, muligvis fordi Sandler faktisk er kendt for at være republikaner og trofast Israel-støtte.
"You Don't Mess with the Zohan" er absolut ikke nogen god film. Men det er en overraskende morsom dum komedie med et sympatisk budskab.
"You Don't Mess with the Zohan" er virkelig 'a mess'. Historien er både stærkt usammenhængende og temmelig forudsigelig, og filmen indeholder en imponerende mængde platheder, der nogle gange er tæt på at forvandle den til ren spoof-film. Jeg har fx aldrig før set en Adam Sandler-film, hvor humoren lå så kraftigt under bæltestedet. Og Dennis Dugans fraværende instruktion hjælper ikke på sammenhængen ... men det er Dugans fjerde film med Sandler, så stjernen må vel have vidst, hvad det var for en type instruktør, han hyrede.
Alligevel er det faktisk en ganske fornøjelig film, for der er en god del af de konstante forsøg på at være morsom, der virker. Man kan vel sige, at den er overbevisende i sin plathed. Der er fx en smuk startscene, hvor Zohan på en israelsk strand spiller hackysack i overlegen stil, mens pigerne dåner omkring ham. I det hele taget er hans overdrevne, superhelte-agtige evner som agent ret morsomme. Og Sandlers fuldstændig overspillede stil passer godt til hans senere rolle som seksuelt hyperaktiv frisør i glinsende discotøj og grim 80'er-frisure. Plus at jeg godt kan se det morsomme i spillet cattysack ...
Men vigtigst af alt er, at det her er en film, der har hjertet med. Selv om jeg undervejs spekulerede på, om Sandlers primære målgruppe mon er 10-årige drenge, er den overbevisende godhjertet i sit simple budskab om, at israelere og palæstinensere bare skulle holde op med at slås. Der bliver gjort nogenlunde lige meget grin med begge parter - bl.a. køres der fint på klicheerne om både jøder og arabere som forretningsdrivende.
At Sandler selv er jøde, gør det ikke mindre overbevisende, at han har lavet en film, der ikke fordømmer nogen af parterne i Mellemøstens evighedskonflikt. Til gengæld er det trist at se, at filmens største roller som palæstinensere spilles af henholdsvis en italiensk-amerikaner (John Turturro), en canadisk-marokkansk jøde (Emmanuelle Chriqui) og en californisk jøde (Rob Schneider). Det har tilsyneladende været svært at finde arabiske skuespillere til rollerne, muligvis fordi Sandler faktisk er kendt for at være republikaner og trofast Israel-støtte.
"You Don't Mess with the Zohan" er absolut ikke nogen god film. Men det er en overraskende morsom dum komedie med et sympatisk budskab.
01/10-2008
