humoristisk pessimisme

Den tidligere teaterinstruktør Mike Nichols spillefilmsdebuterede lovende i 1966 med filmatiseringen af Edward Albees stykke Who’s Afraid of Virginia Woolf, hvor han allerede tidligt udviste et håndelag for intimt skuespil, overlegen historiefortælling og en kynisk fascination for fejlfyldte og usympatiske karakterer. Allerede året efter indkasserede Nichols mærkbar prestige og filmisk formfuldenhed med sin adaption af Charles Webbs roman om den unge Benjamin Braddock, der ikke kan finde ståsted eller mål i livet. En simpel fortælling, der i Nichols’ intellektuelle og sorthumoristiske hænder omdannes til et legende og tidløst mesterværk, der under sit rolige historielag bobler med sarkastisk pessimisme og analytisk tankevækning, og The Graduate fremstår som den klareste definition på en filmklassiker, da den ikke kun er et generationsskildrende unikum af kløgtig observans og beskrivelse, men den har yderligere formået subtilt at skubbe filmiske grænser takket være en klar modstand mod alment publikumslefleri og en filmisk egenrådighed langt ud over det sædvanlige.

The Graduate er et nærgående studie i håbløshed og opgivelse, og Nichols’ injicerer sit værk med en god portion teatralsk selvsikkerhed, hvor der dvæles behændigt ved de frustrerede implicitte. Vi befinder os i et overklassemiljø, der skildres med en distancerende humor, hvor de utallige socialevents ikke byder på andet end gensidigt rygklapperi, ukontrollerbar alkoholglæde og overfladiske værdier. Heriblandt finder vi filmens hovedperson, personificeret af Dustin Hoffman, der efter endt studie ikke kender sit livs næste mål, og han kommer hurtigt til at fremstå som en fyldestgørende allegori for den stillestående ungdom, der siden fødslen er blevet indoktrineret med planer om storslåede akademiske og højerestående karriereforløb. Det lyder karikeret, men Nichols undviger elegant klichéerne og bringer nuancer og et grandiost kunstnerisk touch til projektet. Desuden er The Graduate nok den mest energiske og underholdende film om stilstand, man kan finde, og manuskriptet er nærmest skræmmende stringent og intelligent sammensat, hvor man ydermere har haft overskud til at opfinde nogle af filmhistoriens mest rammende og mindeværdige replikker.

I en af sine tidligere roller er Hoffman brillant som Braddock, der i den altsigende indledning transporteres uden at bevæge sig, mens musikken udelukker omverdenen for det paralyserede individ. Grundlæggende er Hoffman en kedsommelig narcissist, der ikke har overskud eller lyst til andre end sig selv, men hans situation er så relationsvenlig og personligt, at man aldrig mister interesse for ham. På overfladen er han et glansbillede på funktionalitet, men bag facaden ligger der intet andet end febrilsk frustration og meningsløshed overfor fremtidsplanerne, hvilket han dyrker med en tragisk selvhøjtidelighed. Hoffman er stillestående observatør overfor miljøets ignoranter og i en symbolsk scene som dykker, holder han sig selv kun kunstigt i live, mens han senere flyder ovenpå et transparent fundament, der uforklarende bærer ham ingensteds. Kedsomheden brydes dog, da han indleder en affære med en ven af familien (I think, I think you're the most attractive of all my parents' friends. I mean that), mesterligt spillet af en forførende og manipulerende Anne Bancroft, der uden de store motiver egentlig også bare leder efter en flugt fra hverdagen. The Graduate indeholder filmhistoriens mest fantastiske forførelsesscene, hvor Bancroft som en kæmpe gradvist fortærer Hoffmans skræmte lam, og denne sekvens tilnærmer sig en nærmest mytologisk og ikke mindst uendelig morsom substans.

Hoffmans pacificering brydes en smule, men det er først, da Bancrofts smukke datter kommer ind i billedet, at han for alvor finder sit mål med livet. Hoffman forelsker sig, og med en yndig Katharine Ross prydes både Hoffman og filmen med emotioner og et lille håb blandt det passable. Hoffmans forskruede manddomslærlingsperiode hos moderen er nu overstået, og efter et uhyggelig ondskabsfuld date, jagter han nu kærligheden hos datteren. Underholdningsniveauet er stadig på sit allerhøjeste, og Nichols giver sin film et strejf af optimisme, der efter forviklinger og masser af handlinger fra Hoffmans side, dog stadig slutter med at latterliggøre sit publikum gennem et af de bedste slutbilleder, jeg mindes at have set på film. Hoffman har vundet Ross tilbage efter en kirkelig begivenhed med den forkerte, og da de tilstedeværende er lukket inde i kirken med deres egne snæversynethed (et kors bruges som lås, provokerende detalje fra Nichols’ side), hopper Hoffman og Ross lykkeligt på en bus, og i romantikerens øjne lever lykkeligt til deres dages ende. Stemningen skiftes dog langsomt hos de to, for hvad er målet nu? De kigger ikke engang på hinanden, og ikke nok med at Nichols’ bruger samme transport-uden-bevægelse symbolik som i starten af filmen, lydsiden spiller endda atter Simon and Garfunkels udødeliggjorte Sound of Silence, der om noget beskriver trøstesløshed. Tarantino brugte med samme effekt denne salvationsillusion i Jackie Brown, og hos Nichols rammer det umådelig stærkt og ondt, da kærligheden som frelse virker som et naivt synspunkt for ikke kun de involverede, men også hos publikum. Hyggelig eskapisme er det ikke.

The Graduate er en skelsættende og inspirerende klassiker, der er fornemt filmet med en nærmest insisterende intimitet og akkompagneres af en uforglemmelig musikside komponeret af Simon and Garfunkel, der beriger filmen betydeligt. Nichols’ humoristiske pessimisme er besynderligt smittende og hårdtslående innovativt og atypisk for amerikanske dramafilm. Han gjorde det igen i 2004 med det overrumplende kammerspil Closer, hvor han i anden omgang desværre blev skamløst og ufortjent overset. Min affektion for sidstnævnte Closer er uendelig, men The Graduate er dog indiskutabelt den gyldne krone på værket, for det er uforfalsket og fantastisk filmkunst af højeste kvalitet. Marginaler fra de seks stjerner.