En genres nakkeskud
3.0
Når det somme tider sker, at filmverdenen tages op til revision, springer der oftest en tendens eller to i øjnene, der kraftigt læner sig op af den sideløbende samtid. Dem har der altid været masser af - og i anledning af italienske Matteo Garrones meget lidt gangsteragtige gangsterfilm, ”Gomorra”, synes en af tidens bærende filmtendenser netop at få slået endnu en tyk streg under sig: Nemlig tendensen til at give de snorlige genrebegreber et ordentligt hak i tuden.
Sidste år blev der uddelt massevis af øretæver til de regelsatte begreber - da westernfolket (igen igen) blev degraderet til en flok paranoide og egoistiske udskud i ”The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford”, mens ”Paranoid Park” indhyllede sit ungdomstema i ren meditationsstemning og science-fiction-genren fik et større og endnu mere fortrøstningsløst verdenskaos på sit repertoire end hidtil i ”Children of Men”. Til den liste kan vi så tilføje et par af årets film som ”Cloverfield”, ”No Country for Old Men” og ”There Will Be Blood”, der alle går desillusionernes vej - og på toppen af tronen kan vi så passende sætte ”Gomorra”, der lægger absolut alle kræfter i at demontere og genopfinde sin egen genre.
Allerede i filmens første scene står Matteo Garrones dagorden om at pille al majestætisk glans af vores velkendte gangsterbillede helt abnorm klar, når to småfede gangstere efterlades med en kugle i brystet midt i henholdsvis et solbad og en manicurebehandling. Morderne klunter sig ud af den snuskede skønhedsklinik og kører væk på deres knallerter - og så er kursen ellers sat mod at tegne filmhistoriens mest uglamrøse gangsterportræt.
At det lykkes, kan der næsten ikke herske tvivl om. Omtrent 30 minutter inde i ”Gomorra” står det allerede skrigende klart, at gangsterfilmsgenren aldrig har set mage, når to teenageknægte fra filmens bredde persongalleri springer rundt i underhyler på en tilfældig strand og tømmer det ene magasin efter det andet fra et par håndvåben, de har stjålet fra den lokale mafia. Det er som sådan en fascinerende scene, der viljefast gør op med de illusionsbilleder vi hver især må have af gangstere og deres tilhørende ’goder’, ikke mindst med et håndholdt kamera der, rystende og fuldstændig uelegant, gør en hel kunst i at sværme omkring karakterernes svedige ansigter i samme monotone spor - men det er også en scene som scenerne er flest i ”Gomorra”, nemlig uden anden pointe og andet egentlig formål end at pille brodden af alt det, der nogensinde har gjort gangstere på film til et dragende bekendtskab.
Her snubler Matteo Garrone simpelthen i samme bjørnefælde, der nær tog livet af John Hillcoats punk-western, ”The Proposition”. ”Gomorra” får ganske vist vendt godt og grundig rundt på alt hvad der har med filmgangsternes ærefulde kodeks at gøre, men den gode historie - den, der meget gerne skulle holde vores interesse indkapslet i 2 timer og et kvarter og måske endda forsøge at gøre os en livslektion rigere - ryger i svinget.
Sidste år blev der uddelt massevis af øretæver til de regelsatte begreber - da westernfolket (igen igen) blev degraderet til en flok paranoide og egoistiske udskud i ”The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford”, mens ”Paranoid Park” indhyllede sit ungdomstema i ren meditationsstemning og science-fiction-genren fik et større og endnu mere fortrøstningsløst verdenskaos på sit repertoire end hidtil i ”Children of Men”. Til den liste kan vi så tilføje et par af årets film som ”Cloverfield”, ”No Country for Old Men” og ”There Will Be Blood”, der alle går desillusionernes vej - og på toppen af tronen kan vi så passende sætte ”Gomorra”, der lægger absolut alle kræfter i at demontere og genopfinde sin egen genre.
Allerede i filmens første scene står Matteo Garrones dagorden om at pille al majestætisk glans af vores velkendte gangsterbillede helt abnorm klar, når to småfede gangstere efterlades med en kugle i brystet midt i henholdsvis et solbad og en manicurebehandling. Morderne klunter sig ud af den snuskede skønhedsklinik og kører væk på deres knallerter - og så er kursen ellers sat mod at tegne filmhistoriens mest uglamrøse gangsterportræt.
At det lykkes, kan der næsten ikke herske tvivl om. Omtrent 30 minutter inde i ”Gomorra” står det allerede skrigende klart, at gangsterfilmsgenren aldrig har set mage, når to teenageknægte fra filmens bredde persongalleri springer rundt i underhyler på en tilfældig strand og tømmer det ene magasin efter det andet fra et par håndvåben, de har stjålet fra den lokale mafia. Det er som sådan en fascinerende scene, der viljefast gør op med de illusionsbilleder vi hver især må have af gangstere og deres tilhørende ’goder’, ikke mindst med et håndholdt kamera der, rystende og fuldstændig uelegant, gør en hel kunst i at sværme omkring karakterernes svedige ansigter i samme monotone spor - men det er også en scene som scenerne er flest i ”Gomorra”, nemlig uden anden pointe og andet egentlig formål end at pille brodden af alt det, der nogensinde har gjort gangstere på film til et dragende bekendtskab.
Her snubler Matteo Garrone simpelthen i samme bjørnefælde, der nær tog livet af John Hillcoats punk-western, ”The Proposition”. ”Gomorra” får ganske vist vendt godt og grundig rundt på alt hvad der har med filmgangsternes ærefulde kodeks at gøre, men den gode historie - den, der meget gerne skulle holde vores interesse indkapslet i 2 timer og et kvarter og måske endda forsøge at gøre os en livslektion rigere - ryger i svinget.
05/10-2008
