Italiensk pseudorealisme
2.0
Filmatisering af journalisten Roberto Savianos bog af samme navn, der beskriver, hvordan den syditalienske mafia kaldet camorra arbejder - og som er én af de senere års største italienske bestsellere. Bogen "Gomorra" bliver beskrevet som en slags dokufiktion eller new journalism, hvor forfatteren blander dokumentariske scener med selvbiografiske passager, og hvor man ikke helt kan gennemskue, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion. Men hvor helheden er fængende, fordi den rystende dokumentarstil bliver sat over for forfatterens personlige overvejelser om, hvordan mafia-mentaliteten er dybt integreret i det italienske samfund.
Filmen "Gomorra" tager et skridt baglæns og gør sig til ren betragter. Her er ingen fortæller eller hovedperson, der sætter tingene i perspektiv, kun en håndfuld krydsklippede, men uafhængige små historier, der i tilstræbt dokumentarisk stil fortæller om camorraens forbrydelser og arbejdsmetoder.
Resultatet er en rodet, uvedkommende film. "Gomorra" har en stor styrke i sine rå, kompromisløse billeder fra Napoli-forstaden Scampìa, der er kendt for at være fyldt med narko og fuldstændig kontrolleret af camorraen. Der er så grimt og forfaldent og håbløst, at man godt forstår, at dens usympatiske, steroidepumpede beboere har kriminalitet som deres mest oplagte karrieremulighed. Filmen illustrerer også ganske effektivt, hvordan camorraen har infiltreret den italienske tøjindustri, og hvordan den har ansvaret for den ulovlige dumpning af enorme mængder giftigt affald i Syditalien. Men instruktør Matteo Garrone får slet ikke flettet de mange tråde sammen til en helhed.
Problemet med denne her film er, at den så gerne vil ligne en dokumentarfilm, at den skyder sig selv i foden. Det kan være fint nok at arbejde med en håndfuld små historier, der belyser et emne, men enhver begavet dokumentarfilmmager vil vide, at det ikke virker uden en fortæller eller lignende til at flette dem ind i en større sammenhæng. Ligesom en dygtig dokumentarfilmmager ville huske at få seerne til at identificere sig med hovedpersonerne, så deres historier bliver interessante. Her når man aldrig at komme ind på livet af dem og tænker bare nå ja, når de bliver henrettet af camorristaerne.
"Gomorra" er simpelt hen så forelsket i sit emne, at den bliver indforstået. Man forstår fx nok, at der er krig mellem et par af camorra-klanerne, men det er ikke helt til at finde ud af, hvem der er hvem, og hvad det går ud på. Efter at have set filmen gik jeg på nettet og fandt hurtigt ud af, at det handler om en voldsom klankrig, som udspillede sig i 2004 - men det bliver overhovedet ikke forklaret i filmen. Måske er det så velkendt i Italien, at det er ligetil for det italienske publikum. Men man kan i hvert fald ikke beskylde filmen for at tage sine seere i hånden og forklare sig.
Og hvis jeg skal være lidt kynisk, så er der ærligt talt ikke noget nyt at komme efter i "Gomorra", hvis man på forhånd har interesseret sig en lille smule for, hvordan mafia-organisationer fungerer. De sociale mekanismer og den iskolde kynisme blev fx også beskrevet i en film som "Goodfellas". Den fortalte det bare som en sammenhængende, spændende historie med vedkommende personer i hovedrollerne.
Filmen "Gomorra" tager et skridt baglæns og gør sig til ren betragter. Her er ingen fortæller eller hovedperson, der sætter tingene i perspektiv, kun en håndfuld krydsklippede, men uafhængige små historier, der i tilstræbt dokumentarisk stil fortæller om camorraens forbrydelser og arbejdsmetoder.
Resultatet er en rodet, uvedkommende film. "Gomorra" har en stor styrke i sine rå, kompromisløse billeder fra Napoli-forstaden Scampìa, der er kendt for at være fyldt med narko og fuldstændig kontrolleret af camorraen. Der er så grimt og forfaldent og håbløst, at man godt forstår, at dens usympatiske, steroidepumpede beboere har kriminalitet som deres mest oplagte karrieremulighed. Filmen illustrerer også ganske effektivt, hvordan camorraen har infiltreret den italienske tøjindustri, og hvordan den har ansvaret for den ulovlige dumpning af enorme mængder giftigt affald i Syditalien. Men instruktør Matteo Garrone får slet ikke flettet de mange tråde sammen til en helhed.
Problemet med denne her film er, at den så gerne vil ligne en dokumentarfilm, at den skyder sig selv i foden. Det kan være fint nok at arbejde med en håndfuld små historier, der belyser et emne, men enhver begavet dokumentarfilmmager vil vide, at det ikke virker uden en fortæller eller lignende til at flette dem ind i en større sammenhæng. Ligesom en dygtig dokumentarfilmmager ville huske at få seerne til at identificere sig med hovedpersonerne, så deres historier bliver interessante. Her når man aldrig at komme ind på livet af dem og tænker bare nå ja, når de bliver henrettet af camorristaerne.
"Gomorra" er simpelt hen så forelsket i sit emne, at den bliver indforstået. Man forstår fx nok, at der er krig mellem et par af camorra-klanerne, men det er ikke helt til at finde ud af, hvem der er hvem, og hvad det går ud på. Efter at have set filmen gik jeg på nettet og fandt hurtigt ud af, at det handler om en voldsom klankrig, som udspillede sig i 2004 - men det bliver overhovedet ikke forklaret i filmen. Måske er det så velkendt i Italien, at det er ligetil for det italienske publikum. Men man kan i hvert fald ikke beskylde filmen for at tage sine seere i hånden og forklare sig.
Og hvis jeg skal være lidt kynisk, så er der ærligt talt ikke noget nyt at komme efter i "Gomorra", hvis man på forhånd har interesseret sig en lille smule for, hvordan mafia-organisationer fungerer. De sociale mekanismer og den iskolde kynisme blev fx også beskrevet i en film som "Goodfellas". Den fortalte det bare som en sammenhængende, spændende historie med vedkommende personer i hovedrollerne.
08/10-2008
