"I Thought I Was God"
4.0
Efter den lange ørkenvandring der var Kundun er Scorsese tilbage på New Yorks gader, men gangsterhabitten er skiftet ud med en livredder uniformen når Nicolas Cage folder sig ud som den desillusionerede ambulanceredder Frank Pierce. Han har nemlig ikke reddet nogen i over et år siden han mistede en ung gravid pige. Som han selv siger i en af filmens bedste replikker: I thought I was God when I started, but then I slowly began to realize this... I'm a grief mop"
Igennem tre nætter med tre forskellige kolleger følger man Pierces redningsarbejde på nærmeste hold, som desværre alt for ofte ender med endnu et dødsfald. I forbindelse med et hjerteanfald møder Pierce en ung pige, som efterhånden bliver hans livline til virkeligheden, mens dennes mure langsomt ramler ned om ørene på ham.
Filmen kan vel nærmest ses som et dokumentarprogram på speed. New Yorks regnvåde gader suser forbi mens alle former for urban musik flyver gennem højtalerne, mens Pierce begynder at tvivle mere og mere på sine evner, mens hans kolleger blot fortrænger de ting de ser med at have et noget nært sygt forhold til andet såsom mad, Bibelen og vold.
Franks psykiske "descent" er kernen i filmen. Dette illustreres med bragende sort humor når alarmcentralen (med stemmen af Scorsese himself) begynder at lave alarmopkald der giver mindre og mindre mening som f.eks. en kvinde der bliver holdt gidsel af sin kat. Ikke kun godt bevist at det går ned ad bakke for Pierce psykisk men samtidig en god indikator for hvor forvirrende og surrealistisk et job som ambulanceredder nogle gange kan være, hvor skillevæggen mellem virkelighed og hallucinationer udviskes.
På trods af denne fremragende udførelse af historien kan mauskriptet ikke sige sig fri for nogle dødpunkter. Franks liv udenfor ambulancen beskrives ret så uengagerende og tandløst og i disse perioder går filmen helt i stå, men aldrig for længe ad gangen til man når at kede sig voldsomt meget.
Nicolas Cage er helt suveræn som Pierce. John Goodman, Ving Rhames og specielt Tom Sizemore som Pierces makkere er hylende morsomme og suveræne på hver deres måder, hvor sidstnævnte specielt gør sig bemærket som en mand der lige så godt vil bringe folk i lighuset som han vil redde dem.
Bringing Out The Dead er nok Scorseses mest utraditionelle New York-film den besidder en absurditet som jeg ikke har kunnet finde i Scorseses andre film. Det er måske også derfor filmen går i stå i de følelsesmæssige scener. Scorsese har simpelthen kastet alt sin kærlighed på ambulance-scenerne som der heldigvis også er mange.
Hvis man er Scorsese fan er denne et must. Den banker ikke hans tidlige film af banen men den er et godt alternativ til en af hans mange gangsterfilm.
Igennem tre nætter med tre forskellige kolleger følger man Pierces redningsarbejde på nærmeste hold, som desværre alt for ofte ender med endnu et dødsfald. I forbindelse med et hjerteanfald møder Pierce en ung pige, som efterhånden bliver hans livline til virkeligheden, mens dennes mure langsomt ramler ned om ørene på ham.
Filmen kan vel nærmest ses som et dokumentarprogram på speed. New Yorks regnvåde gader suser forbi mens alle former for urban musik flyver gennem højtalerne, mens Pierce begynder at tvivle mere og mere på sine evner, mens hans kolleger blot fortrænger de ting de ser med at have et noget nært sygt forhold til andet såsom mad, Bibelen og vold.
Franks psykiske "descent" er kernen i filmen. Dette illustreres med bragende sort humor når alarmcentralen (med stemmen af Scorsese himself) begynder at lave alarmopkald der giver mindre og mindre mening som f.eks. en kvinde der bliver holdt gidsel af sin kat. Ikke kun godt bevist at det går ned ad bakke for Pierce psykisk men samtidig en god indikator for hvor forvirrende og surrealistisk et job som ambulanceredder nogle gange kan være, hvor skillevæggen mellem virkelighed og hallucinationer udviskes.
På trods af denne fremragende udførelse af historien kan mauskriptet ikke sige sig fri for nogle dødpunkter. Franks liv udenfor ambulancen beskrives ret så uengagerende og tandløst og i disse perioder går filmen helt i stå, men aldrig for længe ad gangen til man når at kede sig voldsomt meget.
Nicolas Cage er helt suveræn som Pierce. John Goodman, Ving Rhames og specielt Tom Sizemore som Pierces makkere er hylende morsomme og suveræne på hver deres måder, hvor sidstnævnte specielt gør sig bemærket som en mand der lige så godt vil bringe folk i lighuset som han vil redde dem.
Bringing Out The Dead er nok Scorseses mest utraditionelle New York-film den besidder en absurditet som jeg ikke har kunnet finde i Scorseses andre film. Det er måske også derfor filmen går i stå i de følelsesmæssige scener. Scorsese har simpelthen kastet alt sin kærlighed på ambulance-scenerne som der heldigvis også er mange.
Hvis man er Scorsese fan er denne et must. Den banker ikke hans tidlige film af banen men den er et godt alternativ til en af hans mange gangsterfilm.
08/10-2008
