Beton-mafia
4.0
Den romantiserede Godfather-lignende forestilling om mafiaen rives hårdt og brutalt fra hinanden i Matteo Garrones rå og blodige ”Gomorra”. Filmen er en blanding af socialrealisme og voldsfilm. Filmen bevæger sig ud af flere kroge af Napolis mafia-virksomhed. Fra ulovlig nedgravning af giftigt affald til gadehandel af narko.
Teenagedrenge i slumkvartererne efterligner Tony Montana og stjæler våben fra de store drenge. En modeskrædder sælger sit talent til en kinesisk fabrik imod sin mafiainvolverede chefs vilje. En kynisk forretningsmafioso skider højt og flot på sine truckchauffører, når de brænder op af berøring med livsfarlige giftstoffer. En gammel mafiarevisor må leve i angst i slumkvarteret, hvor nye, brutale bander dagligt dræber hinanden. Garrone smider os midt ind i virvarret uden megen forklaring.
Alle disse historier kører på engang, i et stort virvar faktisk flere, og i starten er det uklart, om og hvordan de hænger sammen. Nogle historier deler samme usle ramme. Nemlig et betonhelvede af en gigantisk slumbygning midt i ingenting, hvorfra gangstere væbnet med maskingeværer står vagt over deres narkohandel. Men ellers er det kun den samme håbløse, trøstesløse tone og linket til den samme napolitanske mafia, der holder historierne samlet.
”Gomorra” er en ganske ubehagelig film. En afromantisering af mafiaen. Derfor er der næsten ingen sympatiske personer i filmen. Garrone formår heller ikke at sætte så meget kød eller menneskelighed på sine personer. Der er en del mangler som fortælling efter min smag. Men som en opdatering på billedet af mafian er det en ganske fin, omend ubehagelig film.
Teenagedrenge i slumkvartererne efterligner Tony Montana og stjæler våben fra de store drenge. En modeskrædder sælger sit talent til en kinesisk fabrik imod sin mafiainvolverede chefs vilje. En kynisk forretningsmafioso skider højt og flot på sine truckchauffører, når de brænder op af berøring med livsfarlige giftstoffer. En gammel mafiarevisor må leve i angst i slumkvarteret, hvor nye, brutale bander dagligt dræber hinanden. Garrone smider os midt ind i virvarret uden megen forklaring.
Alle disse historier kører på engang, i et stort virvar faktisk flere, og i starten er det uklart, om og hvordan de hænger sammen. Nogle historier deler samme usle ramme. Nemlig et betonhelvede af en gigantisk slumbygning midt i ingenting, hvorfra gangstere væbnet med maskingeværer står vagt over deres narkohandel. Men ellers er det kun den samme håbløse, trøstesløse tone og linket til den samme napolitanske mafia, der holder historierne samlet.
”Gomorra” er en ganske ubehagelig film. En afromantisering af mafiaen. Derfor er der næsten ingen sympatiske personer i filmen. Garrone formår heller ikke at sætte så meget kød eller menneskelighed på sine personer. Der er en del mangler som fortælling efter min smag. Men som en opdatering på billedet af mafian er det en ganske fin, omend ubehagelig film.
14/10-2008
