Skyggen af heltemod
6.0
Melville skildrer den franske modstandskamp under Anden Verdenskrig som et eksistentialistisk drama. Mænd og kvinder er jaget vildt i en grå verden, hvor tyskere og forræddere kan gøre det af med dem når som helst. De kan ikke stole på nogen. Men de bliver nødt til det alligevel.
Modstandskampen er afglamouriseret. Det meste af kampen består af ensomhed og kedsomhed. Til tider afbrudt af vold, forrædderi, desperation og smertefulde valg.
Gerbier (Lino Ventura) var en ganske almindelig byplanlægger før krigen. Nu planlægger han aktiviteterne for en celle i modstandskampen. Melville følger ham forholdsvist nøgternt og med en matter-of-fact-tone igennem fangelejre, en tur med menneskesmugling over atlanten, en henrettelse af en forrædder. Ofte sker der ikke det store. Og når der endelig sker noget er det grumt, beskidt og hårdt. Modstandsfolkene var ikke væbnet til tænderne. De klarede sig med, hvad de havde. Et køkkenhåndklæde til at kvæle en mand. Et stykke reb og nogle røggranater til en befrielsesaktion.
Langsomt men sikkert introducerer Melville flere personer. Sætter flere ting på spil. Gerbiers højre hånd Felix (Paul Crauchet) der tages til fange af nazisterne. Og den kloge kone Mathilde (Simone Signoret), der ud over sin store overblik og organisatoriske talent, også puster et glimt af omsorg og varme i den ellers trøstesløse og farlige verden.
Langsomt, men sikkert kommer personerne ind under huden på publikum. Melville viser os deres sindstilstand. Langsomt lærer vi, at virkeligt heltemod ikke er et spørgsmål om anerkendelse og klapsalver, men ubehagelige, selvopofrende handlinger foretaget i ensomhed og anonymitet. Måske er det hele håbløst i sidste ende. Men uden en mission, et formål, er der ingen grund til at bevæge benene igennem livet.
Modstandskampen er afglamouriseret. Det meste af kampen består af ensomhed og kedsomhed. Til tider afbrudt af vold, forrædderi, desperation og smertefulde valg.
Gerbier (Lino Ventura) var en ganske almindelig byplanlægger før krigen. Nu planlægger han aktiviteterne for en celle i modstandskampen. Melville følger ham forholdsvist nøgternt og med en matter-of-fact-tone igennem fangelejre, en tur med menneskesmugling over atlanten, en henrettelse af en forrædder. Ofte sker der ikke det store. Og når der endelig sker noget er det grumt, beskidt og hårdt. Modstandsfolkene var ikke væbnet til tænderne. De klarede sig med, hvad de havde. Et køkkenhåndklæde til at kvæle en mand. Et stykke reb og nogle røggranater til en befrielsesaktion.
Langsomt men sikkert introducerer Melville flere personer. Sætter flere ting på spil. Gerbiers højre hånd Felix (Paul Crauchet) der tages til fange af nazisterne. Og den kloge kone Mathilde (Simone Signoret), der ud over sin store overblik og organisatoriske talent, også puster et glimt af omsorg og varme i den ellers trøstesløse og farlige verden.
Langsomt, men sikkert kommer personerne ind under huden på publikum. Melville viser os deres sindstilstand. Langsomt lærer vi, at virkeligt heltemod ikke er et spørgsmål om anerkendelse og klapsalver, men ubehagelige, selvopofrende handlinger foretaget i ensomhed og anonymitet. Måske er det hele håbløst i sidste ende. Men uden en mission, et formål, er der ingen grund til at bevæge benene igennem livet.
15/10-2008
