To tosser der redder dagen
4.0
Hvis man, ligesom jeg selv, troede at filmugens største flok af idioter allerede var blevet udbasuneret i brødrene Coens ”Burn After Reading”, så kan man godt tro om igen. Intelligensniveauet rammer nemlig endnu engang bunden og skraber den med pibeklang i Ben Stillers ”Tropic Thunder”, der er Hollywoods seneste forsøg på at parodiere sig selv. Det er både hørt og set før, men takket være to af tossehovedernes frontløbere er filmen alligevel helt sin egen.
Den ene af de to subtile tumper, der næsten på egen hånd slæber ”Tropic Thunder” over målstregen, er en australske ’method actor’ ved navn Kirk Lazarus, der på én gang vidner om indbegrebet af alt det finkulturelle snobberi man kan tænke sig, og samtidig en ”Larger than life”-kunstner, med nosser og viljestyrke af stål. Sådan en karakter har der med garanti ikke skullet nogen yderlig begavet manuskriptforfatter til for at udtænke - faktisk ville det tangere det besynderlige, hvis ikke en selvskrevet arketype som Lazarus var at finde i en film, der kærligt, men knastørt uddeler tæsk til filmbranchen.
Nu er det bare sådan, at manden der bringer Lazarus til live hedder Robert Downey Jr. og er benådet med den mest tilbagelænede og afbalancerede form for komisk talent. Og når vores krukkede kunstner-ven vælger at få foretaget en pigmentoperation for at gå i ét med rollen som den afroamerikanske sergent Osiris, kommer der flammer under kedlerne hos Downey Jr. som aldrig før set. Det er ubetalelig sjovt, at se Lazarus forsvinde med hud og hår i sin rolle, ligesom det er et fascinerende studie i karakterskuespillets kunst når vores kære Robert Downey Jr. følger trop.
Den anden af de to bærende kræfter i ”Tropic Thunder” hedder Les Grossman og er filmproducer med et temperament, der aldrig forlader kogepunktet. Han er skaldet, går med guldkæde og danser hiphop - og når ja, så er han spillet af ingen ringere end Tom Cruise. Lyder det mærkeligt? For så kan man lige så godt opgive at forestille sig hvor mærkeligt - og skrupmorsomt - det ser ud. Alle overvejelser om politisk korrekthed eller religiøse begrænsninger hos Cruise bliver simpelthen skamskudt til spåner, når Grossman tramper alt og alle over fødderne. Fandenivoldskheden fra hans energiske og dybt rørende signaturrolle som traumatiseret mandschauvinist i ”Magnolia” anes ganske vist et sted i den kyniske filmproducers vilde øjne. Ellers har vi aldrig set mage til hvad mr. Scientology her begår af skrupelløse løjer - og gud, hvor jeg dog elskede det.
De resterende komiske indslag i ”Tropic Thunder” er ikke for alvor værd at skrive hjem om. Jack Black kæmper med liv og lemmer for at få noget brugbart ud af sin håbløst bøvede karakter, Jeff Portnoy, mens Ben Stiller aldrig når ud over sit påfund om den retarderede bondedreng Simple Jack - et påfund der til gengæld også morer i fulde flor undervejs. Årets helt uforglemmelige filmminder skal findes i Downey der snakker ’badass’ og Cruise der danser hiphop. Og det er eddersatme også sjovt.
Den ene af de to subtile tumper, der næsten på egen hånd slæber ”Tropic Thunder” over målstregen, er en australske ’method actor’ ved navn Kirk Lazarus, der på én gang vidner om indbegrebet af alt det finkulturelle snobberi man kan tænke sig, og samtidig en ”Larger than life”-kunstner, med nosser og viljestyrke af stål. Sådan en karakter har der med garanti ikke skullet nogen yderlig begavet manuskriptforfatter til for at udtænke - faktisk ville det tangere det besynderlige, hvis ikke en selvskrevet arketype som Lazarus var at finde i en film, der kærligt, men knastørt uddeler tæsk til filmbranchen.
Nu er det bare sådan, at manden der bringer Lazarus til live hedder Robert Downey Jr. og er benådet med den mest tilbagelænede og afbalancerede form for komisk talent. Og når vores krukkede kunstner-ven vælger at få foretaget en pigmentoperation for at gå i ét med rollen som den afroamerikanske sergent Osiris, kommer der flammer under kedlerne hos Downey Jr. som aldrig før set. Det er ubetalelig sjovt, at se Lazarus forsvinde med hud og hår i sin rolle, ligesom det er et fascinerende studie i karakterskuespillets kunst når vores kære Robert Downey Jr. følger trop.
Den anden af de to bærende kræfter i ”Tropic Thunder” hedder Les Grossman og er filmproducer med et temperament, der aldrig forlader kogepunktet. Han er skaldet, går med guldkæde og danser hiphop - og når ja, så er han spillet af ingen ringere end Tom Cruise. Lyder det mærkeligt? For så kan man lige så godt opgive at forestille sig hvor mærkeligt - og skrupmorsomt - det ser ud. Alle overvejelser om politisk korrekthed eller religiøse begrænsninger hos Cruise bliver simpelthen skamskudt til spåner, når Grossman tramper alt og alle over fødderne. Fandenivoldskheden fra hans energiske og dybt rørende signaturrolle som traumatiseret mandschauvinist i ”Magnolia” anes ganske vist et sted i den kyniske filmproducers vilde øjne. Ellers har vi aldrig set mage til hvad mr. Scientology her begår af skrupelløse løjer - og gud, hvor jeg dog elskede det.
De resterende komiske indslag i ”Tropic Thunder” er ikke for alvor værd at skrive hjem om. Jack Black kæmper med liv og lemmer for at få noget brugbart ud af sin håbløst bøvede karakter, Jeff Portnoy, mens Ben Stiller aldrig når ud over sit påfund om den retarderede bondedreng Simple Jack - et påfund der til gengæld også morer i fulde flor undervejs. Årets helt uforglemmelige filmminder skal findes i Downey der snakker ’badass’ og Cruise der danser hiphop. Og det er eddersatme også sjovt.
17/10-2008
