- Sympathy for the Masters of War -
3.0
”The Deer Hunter” har om man kan lide det eller ej, fået status som en krigshistorisk film af bedste kaliber. Uanset hvad kan en film som denne bare ikke gå i glemmebogen, da den har Meryl Streep, Christopher Walken, John Cazale og Robert DeNiro med ombord, skuespillere da de var i deres bedste alder af karrieren. De russisk-roulette sekvenser får ligeledes stadig filmen til at sidde fast på nethinden til den dag i dag.
Samtidig skriver den sig i historiebøgerne som én af de første film til give et portræt af Vietnam-krigen. Kun tre års mellemrum var der imellem Vietnam-krigen og ”The Deer Hunter”.
I filmens forsøg på at lære os personerne at kende, bliver vi ført igennem en times lang introduktion til Stevens bryllup. Desværre rammer instruktøren Cimino, ved siden af. Vi får ikke lært vores hovedpersoner at kende og heller ikke deres relationer særlig godt. Men hvad er det vi får serveret den første time af filmen? En gruppe unge mænd alkoholiserede stort set hele vejen igennem. Ingen baggrund og intet kendskab, bare en flok unge fulde amøber. Dog får vi én klar besked, nemlig at Michael er den rationelle, modige og ansvarlige i vennekredsen. Han formår at redde sig ud af kattepinen under russisk-roulette, redde de andre, få Steven hjem fra hospitalet, trøste Linda og finde en traumatiseret Nick nede i Vietnams mørke bugte, som desværre når at skyde sig selv. At Michael igennem alle disse noble gerninger er påklædt sin amerikanske uniform, hvor han utvetydigt fremstår som en patriotisk ildsjæl, der hjælper hvor han kan, er både ensidigt og påklistret, men først og fremmest perverst.
Lad os mindes scenen, hvor en vietnameser sprænger en gruppe uskyldige bønder i luften og skyder en kvinde med sit barn i armene. Heldigvis slår Robert DeNiro til! Han tager sin flammekaster og flamberer den onde vietnameser, men skyder ham dog til sidst med sin M16 riffel - han skal jo ikke brænde til døde, det ville alligevel være at stramme den. Næste scene er vores venner tvunget til at spille russisk-roulette mod hinanden. Scenen er uafrystelig, og giver en hjerterystelse som bliver siddende og ikke slipper. Det er en meget god konstruktion, men desværre også entydig fordom. Hvis den scenes formål ikke var at portrættere de stakkels amerikanske soldater og de onde nordvietnamesere, så ved jeg ikke hvad formålet ellers måtte være. Der tillægges samtidig en utroværdighed under de historiske overlæg og overvejelser, da man aldrig har haft noget bevis for at der fandtes tvangsdueller i russisk-roulette blandt de amerikanske og sydvietnamesiske fangere. Bør man opdigte sådan noget?
Dette er det eneste man ser fra Vietnam-krigen. Og ud fra dét kan jeg kun støtte op om filmhistoriker Christian Braad Thomsens egen beskrivelse af filmen:
”Året før Apocalypse Now havde Michael Cimino udsendt The Deer Hunter, der i lighed med en række andre Hollywood-film forsøgte at fremstille USA's vietnamesiske modstandere som sadister og anglede efter sympati med de slagne amerikanske soldater, hvilket var omtrent lige så smagløst, som hvis Tyskland efter 2. verdenskrig havde udsendt en film, der søgte at fremstille SS-officererne i et sympatisk lys.” (citat fra bogen ”Drømmefilm”)
Tilsvarende fim som "Apocalypse Now", "Platoon", "Full Metal Jacket" og "Born on the Fourth of July" giver alle et artistisk og samtidig realistisk syn på krigen og den kulde der følger med, uden propaganda, uden censur. I "The Deer Hunter" ser man ikke én handling som de amerikanske tropper ikke kan være bekendte.
”Hvis man er så flabet at sammenligne den med den anden store Vietnamfilm fra 1970'erne, 'Dommedag nu', virker 'The Deer Hunter' unægtelig bleg. Mens 'Dommedag nu' er et umådelig visionært forsøg på at understrege krigens vanvid og menneskets mørkeste sider, er 'The Deer Hunter' en slags Vietnamkrigens 'Borte med blæsten'. Et underspillet og smukt melodrama, der forsøger at ramme alle hjertets melankolske melodier ... I 'Dommedag nu' lyder en af de centrale replikker, 'jeg elsker lugten af napalm om morgenen'. Den slags uforglemmelig brutal poesi kan 'The Deer Hunter' ikke ryste op med.” (Peer Juul Carlsen Filmland P1)
I det emotionelle klimaks kunne jeg ikke lade være med at fnise, da de begyndte at synge ”God Bless America”, for hvor selvhøjtidelig kan man udstrække sig? Hvor må det være skønt og konformt at elske sig selv så meget som de gør.
Nødvendig proamerikanisme?
Jeg kan sagtens forstå at den vandt fem tunge Oscars ved prisuddelingen år 1979. Amerikanerne må have været pavestolte over den. De må have haft brug for sådan en film, der kunne fortælle dem hvorfor. At nordvietnameserne indlysende var bestialske og følelsesafmonterede, og hvor hårdt det var for de unge amerikanske soldater, der havde tabt en krig for første gang.
Kudos til et skuespil så godt, at det trods alt formår at skubbe den lidt ud af kurs som en lort.
Samtidig skriver den sig i historiebøgerne som én af de første film til give et portræt af Vietnam-krigen. Kun tre års mellemrum var der imellem Vietnam-krigen og ”The Deer Hunter”.
I filmens forsøg på at lære os personerne at kende, bliver vi ført igennem en times lang introduktion til Stevens bryllup. Desværre rammer instruktøren Cimino, ved siden af. Vi får ikke lært vores hovedpersoner at kende og heller ikke deres relationer særlig godt. Men hvad er det vi får serveret den første time af filmen? En gruppe unge mænd alkoholiserede stort set hele vejen igennem. Ingen baggrund og intet kendskab, bare en flok unge fulde amøber. Dog får vi én klar besked, nemlig at Michael er den rationelle, modige og ansvarlige i vennekredsen. Han formår at redde sig ud af kattepinen under russisk-roulette, redde de andre, få Steven hjem fra hospitalet, trøste Linda og finde en traumatiseret Nick nede i Vietnams mørke bugte, som desværre når at skyde sig selv. At Michael igennem alle disse noble gerninger er påklædt sin amerikanske uniform, hvor han utvetydigt fremstår som en patriotisk ildsjæl, der hjælper hvor han kan, er både ensidigt og påklistret, men først og fremmest perverst.
Lad os mindes scenen, hvor en vietnameser sprænger en gruppe uskyldige bønder i luften og skyder en kvinde med sit barn i armene. Heldigvis slår Robert DeNiro til! Han tager sin flammekaster og flamberer den onde vietnameser, men skyder ham dog til sidst med sin M16 riffel - han skal jo ikke brænde til døde, det ville alligevel være at stramme den. Næste scene er vores venner tvunget til at spille russisk-roulette mod hinanden. Scenen er uafrystelig, og giver en hjerterystelse som bliver siddende og ikke slipper. Det er en meget god konstruktion, men desværre også entydig fordom. Hvis den scenes formål ikke var at portrættere de stakkels amerikanske soldater og de onde nordvietnamesere, så ved jeg ikke hvad formålet ellers måtte være. Der tillægges samtidig en utroværdighed under de historiske overlæg og overvejelser, da man aldrig har haft noget bevis for at der fandtes tvangsdueller i russisk-roulette blandt de amerikanske og sydvietnamesiske fangere. Bør man opdigte sådan noget?
Dette er det eneste man ser fra Vietnam-krigen. Og ud fra dét kan jeg kun støtte op om filmhistoriker Christian Braad Thomsens egen beskrivelse af filmen:
”Året før Apocalypse Now havde Michael Cimino udsendt The Deer Hunter, der i lighed med en række andre Hollywood-film forsøgte at fremstille USA's vietnamesiske modstandere som sadister og anglede efter sympati med de slagne amerikanske soldater, hvilket var omtrent lige så smagløst, som hvis Tyskland efter 2. verdenskrig havde udsendt en film, der søgte at fremstille SS-officererne i et sympatisk lys.” (citat fra bogen ”Drømmefilm”)
Tilsvarende fim som "Apocalypse Now", "Platoon", "Full Metal Jacket" og "Born on the Fourth of July" giver alle et artistisk og samtidig realistisk syn på krigen og den kulde der følger med, uden propaganda, uden censur. I "The Deer Hunter" ser man ikke én handling som de amerikanske tropper ikke kan være bekendte.
”Hvis man er så flabet at sammenligne den med den anden store Vietnamfilm fra 1970'erne, 'Dommedag nu', virker 'The Deer Hunter' unægtelig bleg. Mens 'Dommedag nu' er et umådelig visionært forsøg på at understrege krigens vanvid og menneskets mørkeste sider, er 'The Deer Hunter' en slags Vietnamkrigens 'Borte med blæsten'. Et underspillet og smukt melodrama, der forsøger at ramme alle hjertets melankolske melodier ... I 'Dommedag nu' lyder en af de centrale replikker, 'jeg elsker lugten af napalm om morgenen'. Den slags uforglemmelig brutal poesi kan 'The Deer Hunter' ikke ryste op med.” (Peer Juul Carlsen Filmland P1)
I det emotionelle klimaks kunne jeg ikke lade være med at fnise, da de begyndte at synge ”God Bless America”, for hvor selvhøjtidelig kan man udstrække sig? Hvor må det være skønt og konformt at elske sig selv så meget som de gør.
Nødvendig proamerikanisme?
Jeg kan sagtens forstå at den vandt fem tunge Oscars ved prisuddelingen år 1979. Amerikanerne må have været pavestolte over den. De må have haft brug for sådan en film, der kunne fortælle dem hvorfor. At nordvietnameserne indlysende var bestialske og følelsesafmonterede, og hvor hårdt det var for de unge amerikanske soldater, der havde tabt en krig for første gang.
Kudos til et skuespil så godt, at det trods alt formår at skubbe den lidt ud af kurs som en lort.
23/10-2008
