Kunstfilm om popkunstner
2.0
Trods en spændende visuel stil og gode skuespilpræstationer skal man være rigtig, rigtig glad for Andy Warhol for at stå denne film igennem
Den tidlige død i 1987 har på ingen måder svækket interessen for mennesket og kunstneren Andy Warhol, der gennem 60'erne og 70'erne satte dagsordenen inden for popkunsten bl.a. med sine portrætter af tidens populærkulturikoner. På den tid var han ganske enkelt noget af det mest hippe, man kunne forestille sig, og omkring ham blomstrede et kreativt miljø med musikere, billed- og filmkunstnere med alt, hvad der fulgte med af antiautoritære holdninger, stoffer og besynderlig 60'er-dekadence. Warhols vedvarende popularitet udmønter sig for tiden i flere film, der udspiller sig i periferien af hans bekendtskabskreds. Sidste år kom "Basquiat" - om en ung Warhol-protegé. For nylig var der i Filmhusets Sneakbar en ret skøn kortfilm om en hel landsby i Tjekkiet (eller der omkring), hvor Andy Warhol næsten var blevet udnævnt til skytshelgen, og nu får så "I Shot Andy Warhol" (der ganske vist er fra 1995) dansk biografpremiere.
Society for Cutting Up Men
"I Shot Andy Warhol" er historien om den feminstiske forfatter Valerie Solanas (Lily Taylor), der i 1968 forsøgte at myrde Warhol i dennes atelier som følge af en galopperende paranoia og bitterhed på tilværelsen i almindelighed, og mænd i særdeleshed. Valerie, der efter eget udsagn er en "butch dyke" lever som randeksistens i New York, hvor hun tjener til dagen og vejen ved tiggeri og prostitution, alt imens hun skriver som en rasende på sin bog "The SCUM Manifesto" (hvor SCUM står for Society for Cutting Up Men - en forening, hun var stifter og eneste medlem af) og sit teaterstykke "Up Your Ass". Som man måske kan gætte ud fra SCUM, er Valerie bragende lesbisk og fanatisk feminist, men derudover er hun en ildsjæl, når det gælder om at udbrede sit budskab. Denne entusiasme er ofte ved at tippe over i rendyrket psykose, men hele tiden fremstår hun, omend noget uortodoks, lynende intelligent og knivskarp i replikken.
En dag introducerer hendes transseksuelle veninde Candy (Stephen Dorff) hende for Andy Warhol (Jared Harris), som Valerie gerne - og noget virkelighedsfjernt - ser som producent af "Up Your Ass". Tilsyneladende er slænget i Warhols atelier, "The Factory", samt Warhol selv den oplagte omgangskreds for en særling som Valerie, men trods Warhols interesse for og nysgerrighed over fænomenet Valerie Solanas, er hun og hendes stykke en tand for bizart - selv for ham.
Da Valerie samtidig med hans gentagne afvisninger i en selvopfyldende profeti må se sig snydt, trynet og forfulgt af samtlige mænd, hun møder i sit liv, beslutter hun sig for at slå Warhol ihjel.
Vild film for Warhol-aficionados
"I Shot Andy Warhol" er en film med et ret vildt visuelt udtryk. Der zappes heftigt i tid, rum og virkelighedsplaner, ligesom der både anvendes s/h-, farve- og Super 8-optagelser. Vild er også skildringen af kunstnermiljøet omkring Warhol i 60'ernes New York. Og endeløs "namedropping" gør, at man skal sidde med tungen lige i munden for at følge med i, hvem der er hvem i det store slæng af disciple, der alle bader sig i lyset fra Warhols påståede genialitet.
Men denne vildskab til trods fænger filmen ikke rigtig. Selve historien er ganske enkelt ikke interessant nok for dem, der ikke er inkarnerede Warhol-aficionados, og ingen af de skildrede personer har så meget som ét træk tilsammen, der gør, at man kan holde af dem. Stort spil af Lily Taylor til trods er Valerie Solanas simpelthen så pisseirriterende, at man får lyst til at piske hende hele vejen ud af filmstrimlen. Jared Harris' Warhol er et excentrisk, distanceret og gådefuldt menneske, der frem for at virke genial virker snotdum. Det er svært at føle fascinationen for mandens påståede geni, når filmen giver én lyst til at gjalde "FUPMAGER" ud i biografens mørke. I en mindre rolle er Stephen Dorff dog ret gennemført som den transseksuelle Candy.
Man kan bestemt ikke frakende instruktøren og manuskriptforfatteren Mary Harron en stor portion talent for sin afvikling af historien og sine visuelle påhit, men overordnet set er "I Shot Andy Warhol" for nærværende anmelder lige lovlig independent og... øhhh... kedelig. Det er simpelthen en svær film at holde af, og man skal nok være meget fascineret af og inde i Warhol-"myten" for at få det fulde udbytte.
Den tidlige død i 1987 har på ingen måder svækket interessen for mennesket og kunstneren Andy Warhol, der gennem 60'erne og 70'erne satte dagsordenen inden for popkunsten bl.a. med sine portrætter af tidens populærkulturikoner. På den tid var han ganske enkelt noget af det mest hippe, man kunne forestille sig, og omkring ham blomstrede et kreativt miljø med musikere, billed- og filmkunstnere med alt, hvad der fulgte med af antiautoritære holdninger, stoffer og besynderlig 60'er-dekadence. Warhols vedvarende popularitet udmønter sig for tiden i flere film, der udspiller sig i periferien af hans bekendtskabskreds. Sidste år kom "Basquiat" - om en ung Warhol-protegé. For nylig var der i Filmhusets Sneakbar en ret skøn kortfilm om en hel landsby i Tjekkiet (eller der omkring), hvor Andy Warhol næsten var blevet udnævnt til skytshelgen, og nu får så "I Shot Andy Warhol" (der ganske vist er fra 1995) dansk biografpremiere.
Society for Cutting Up Men
"I Shot Andy Warhol" er historien om den feminstiske forfatter Valerie Solanas (Lily Taylor), der i 1968 forsøgte at myrde Warhol i dennes atelier som følge af en galopperende paranoia og bitterhed på tilværelsen i almindelighed, og mænd i særdeleshed. Valerie, der efter eget udsagn er en "butch dyke" lever som randeksistens i New York, hvor hun tjener til dagen og vejen ved tiggeri og prostitution, alt imens hun skriver som en rasende på sin bog "The SCUM Manifesto" (hvor SCUM står for Society for Cutting Up Men - en forening, hun var stifter og eneste medlem af) og sit teaterstykke "Up Your Ass". Som man måske kan gætte ud fra SCUM, er Valerie bragende lesbisk og fanatisk feminist, men derudover er hun en ildsjæl, når det gælder om at udbrede sit budskab. Denne entusiasme er ofte ved at tippe over i rendyrket psykose, men hele tiden fremstår hun, omend noget uortodoks, lynende intelligent og knivskarp i replikken.
En dag introducerer hendes transseksuelle veninde Candy (Stephen Dorff) hende for Andy Warhol (Jared Harris), som Valerie gerne - og noget virkelighedsfjernt - ser som producent af "Up Your Ass". Tilsyneladende er slænget i Warhols atelier, "The Factory", samt Warhol selv den oplagte omgangskreds for en særling som Valerie, men trods Warhols interesse for og nysgerrighed over fænomenet Valerie Solanas, er hun og hendes stykke en tand for bizart - selv for ham.
Da Valerie samtidig med hans gentagne afvisninger i en selvopfyldende profeti må se sig snydt, trynet og forfulgt af samtlige mænd, hun møder i sit liv, beslutter hun sig for at slå Warhol ihjel.
Vild film for Warhol-aficionados
"I Shot Andy Warhol" er en film med et ret vildt visuelt udtryk. Der zappes heftigt i tid, rum og virkelighedsplaner, ligesom der både anvendes s/h-, farve- og Super 8-optagelser. Vild er også skildringen af kunstnermiljøet omkring Warhol i 60'ernes New York. Og endeløs "namedropping" gør, at man skal sidde med tungen lige i munden for at følge med i, hvem der er hvem i det store slæng af disciple, der alle bader sig i lyset fra Warhols påståede genialitet.
Men denne vildskab til trods fænger filmen ikke rigtig. Selve historien er ganske enkelt ikke interessant nok for dem, der ikke er inkarnerede Warhol-aficionados, og ingen af de skildrede personer har så meget som ét træk tilsammen, der gør, at man kan holde af dem. Stort spil af Lily Taylor til trods er Valerie Solanas simpelthen så pisseirriterende, at man får lyst til at piske hende hele vejen ud af filmstrimlen. Jared Harris' Warhol er et excentrisk, distanceret og gådefuldt menneske, der frem for at virke genial virker snotdum. Det er svært at føle fascinationen for mandens påståede geni, når filmen giver én lyst til at gjalde "FUPMAGER" ud i biografens mørke. I en mindre rolle er Stephen Dorff dog ret gennemført som den transseksuelle Candy.
Man kan bestemt ikke frakende instruktøren og manuskriptforfatteren Mary Harron en stor portion talent for sin afvikling af historien og sine visuelle påhit, men overordnet set er "I Shot Andy Warhol" for nærværende anmelder lige lovlig independent og... øhhh... kedelig. Det er simpelthen en svær film at holde af, og man skal nok være meget fascineret af og inde i Warhol-"myten" for at få det fulde udbytte.
19/11-2018
