Ulv i fåreklæder
3.0
Kuldslået russisk drama om blind autoritetstro og fatal faderbinding i Stalinismens skygge.
I efteråret 1952 rejser den unge krigsenke Katja (Ekaterina Rednikova) sammen med sin 6-årige søn Sanja (Misha Philipchuk) gennem et krigshærget og forarmet Sovjetunionen. På et tog møder de den charmerende og galante officer Toljan (Vladimir Mashkov), som straks forfører den ensomme og hungrende Katja, og sammen indlogerer de sig på et ydmygt værelse i en lille provinsbys kommunale beboelseskvarter. Den bryske, maskuline Toljan bliver (som stedfar) legemliggørelsen af magt og autoritet for drengen Sanja, der elsker og hader ham på samme tid.
En aften efter et drikkegilde inviterer Toljan generøst alle kvarterets beboere i cirkus, men det viser sig blot at være et påskud for at få dem ud af huset, for i mellemtiden stjæler han alle deres værdier: sølvtøj, bestik, smykker og rubler. Desperat, men forelsket, prøver Katja at få ham til at levere tingene tilbage, men den dominerende Toljan afslår. Den lille familie må flygte til et rekreationsområde ved Sortehavet, hvor der ikke går længe, inden Toljan igen udnytter sin rang og charme til at bestjæle beboerne. Med dette bryder Katjas illusioner sammen. Hun indser, at den militærrang, fra hvilken bedrageren Toljan henter megen af sin autoritet og anseelse, er pure opspind. Som den usle tyv han er, har han blot stjålet uniformens æresbevisninger for at nyde agtelse blandt det uoplyste proletariat.
Da hun slår op med ham, indhentes han af sin fortid og indespærres i en arbejdslejr. Efter en mislykket abort dør Katja i barselssengen, og den nu 12-årige Sanja er overladt til sig selv. Det er på dét tidspunkt, at han igen møder Toljan, som nu er en fordrukken, hjemløs vagabond. I håbet om, at han vil kunne huske Sanja og moderen, prøver drengen at tale med ham, men Toljan, der tydeligvis ikke vil vide af dem, afslår enhver form for dialog. Den efterfølgende nat skyder Sanja den forhadte fader-substitut i ryggen, netop som han er kravlet ombord i en tom godsvogn. Fortiden er død, men hvad kan fremtiden byde på for den forældreløse dreng?
"Den russiske tyv" er altså et billedsmukt historisk efterkrigsdrama fra et Rusland under Stalinismens åg, og skulle vel kunne rubriceres i kategorien "mesterværk".
Identificering problematisk
Problemet er blot, at den identificering med Sanja, som kunne have gjort filmen eminent, i mine øjne aldrig helt finder sted. Hvor gerne man end vil sympatisere med drengens usle kår og ambivalente faderforhold, forbliver "Den russiske tyv" distancerende. Den skildrer fint social déroute, men lider under en lidt usammenhængende voice-over og den helt utroværdige afslutning, hvor illusionen om den store faderkærlighed går endeligt tabt for Sanja, og han derpå henretter sin stedfar. Selvfølgelig kan scenen tolkes symbolsk: Sanja må slå sin personifikation af faderbilledet ihjel for selv at vinde retten til manddom. Men for mig at se er det et overflødigt postulat. Det var allerede fremgået af den foregående film, uden at det behøvede at komme til skuddrama. Desuden er det mirakuløst, at drengen "tilfældigt" møder manden igen i et så stort geografisk område som Sovjet.
Ærgerligt også, at alt for meget plotstruktur skal afvikles i de sidste 20 minutter af filmen, som ellers har taget sig god tid indtil da. At "Den russiske tyv" absolut skal ende med den ene store melodramatiske kliché efter den anden ligger vel implicit i tragediens form, og det er netop dén, instruktøren Pavel Chukhrai, som så mange af sine landsmænd før ham, har været fascineret af.
Trio af fremragende skuespillere
Én af de største nydelser ved "Den russiske tyv" er den veloplagte trio af skuespillere, som udgør filmens omdrejningspunkt. I rollen som den afstumpede svindler-officer yder Vladimir Mashkov kraftfuldt og virilt spil, og overfor ham finder smukke og sensuelle Ekaterina Rednikova fint udtryk for beskyttende moderkærlighed og intim sårbarhed. Hun evner også konkret determinisme, da hun opdager svindleren Toljans sande jeg, og så er Misha Philipchuk simpelthen et fund som drengen Sanja. Hans ekspressive øjne og mimik er denne films sande force.
"Den russiske tyv" var i 1998 nomineret til en Oscar-statuette i kategorien "bedste udenlandske film", men måtte vige for den hollandske "Karakter". Måske ganske symptomatisk, for noget entydigt mesterværk er filmen ikke, selv om den bestemt er både seværdig og ind imellem ganske vedkommende. Eller også er det bare sommervarmen, der har gjort mig til en lidt for mavesur og forventningsfuld kritiker.
I efteråret 1952 rejser den unge krigsenke Katja (Ekaterina Rednikova) sammen med sin 6-årige søn Sanja (Misha Philipchuk) gennem et krigshærget og forarmet Sovjetunionen. På et tog møder de den charmerende og galante officer Toljan (Vladimir Mashkov), som straks forfører den ensomme og hungrende Katja, og sammen indlogerer de sig på et ydmygt værelse i en lille provinsbys kommunale beboelseskvarter. Den bryske, maskuline Toljan bliver (som stedfar) legemliggørelsen af magt og autoritet for drengen Sanja, der elsker og hader ham på samme tid.
En aften efter et drikkegilde inviterer Toljan generøst alle kvarterets beboere i cirkus, men det viser sig blot at være et påskud for at få dem ud af huset, for i mellemtiden stjæler han alle deres værdier: sølvtøj, bestik, smykker og rubler. Desperat, men forelsket, prøver Katja at få ham til at levere tingene tilbage, men den dominerende Toljan afslår. Den lille familie må flygte til et rekreationsområde ved Sortehavet, hvor der ikke går længe, inden Toljan igen udnytter sin rang og charme til at bestjæle beboerne. Med dette bryder Katjas illusioner sammen. Hun indser, at den militærrang, fra hvilken bedrageren Toljan henter megen af sin autoritet og anseelse, er pure opspind. Som den usle tyv han er, har han blot stjålet uniformens æresbevisninger for at nyde agtelse blandt det uoplyste proletariat.
Da hun slår op med ham, indhentes han af sin fortid og indespærres i en arbejdslejr. Efter en mislykket abort dør Katja i barselssengen, og den nu 12-årige Sanja er overladt til sig selv. Det er på dét tidspunkt, at han igen møder Toljan, som nu er en fordrukken, hjemløs vagabond. I håbet om, at han vil kunne huske Sanja og moderen, prøver drengen at tale med ham, men Toljan, der tydeligvis ikke vil vide af dem, afslår enhver form for dialog. Den efterfølgende nat skyder Sanja den forhadte fader-substitut i ryggen, netop som han er kravlet ombord i en tom godsvogn. Fortiden er død, men hvad kan fremtiden byde på for den forældreløse dreng?
"Den russiske tyv" er altså et billedsmukt historisk efterkrigsdrama fra et Rusland under Stalinismens åg, og skulle vel kunne rubriceres i kategorien "mesterværk".
Identificering problematisk
Problemet er blot, at den identificering med Sanja, som kunne have gjort filmen eminent, i mine øjne aldrig helt finder sted. Hvor gerne man end vil sympatisere med drengens usle kår og ambivalente faderforhold, forbliver "Den russiske tyv" distancerende. Den skildrer fint social déroute, men lider under en lidt usammenhængende voice-over og den helt utroværdige afslutning, hvor illusionen om den store faderkærlighed går endeligt tabt for Sanja, og han derpå henretter sin stedfar. Selvfølgelig kan scenen tolkes symbolsk: Sanja må slå sin personifikation af faderbilledet ihjel for selv at vinde retten til manddom. Men for mig at se er det et overflødigt postulat. Det var allerede fremgået af den foregående film, uden at det behøvede at komme til skuddrama. Desuden er det mirakuløst, at drengen "tilfældigt" møder manden igen i et så stort geografisk område som Sovjet.
Ærgerligt også, at alt for meget plotstruktur skal afvikles i de sidste 20 minutter af filmen, som ellers har taget sig god tid indtil da. At "Den russiske tyv" absolut skal ende med den ene store melodramatiske kliché efter den anden ligger vel implicit i tragediens form, og det er netop dén, instruktøren Pavel Chukhrai, som så mange af sine landsmænd før ham, har været fascineret af.
Trio af fremragende skuespillere
Én af de største nydelser ved "Den russiske tyv" er den veloplagte trio af skuespillere, som udgør filmens omdrejningspunkt. I rollen som den afstumpede svindler-officer yder Vladimir Mashkov kraftfuldt og virilt spil, og overfor ham finder smukke og sensuelle Ekaterina Rednikova fint udtryk for beskyttende moderkærlighed og intim sårbarhed. Hun evner også konkret determinisme, da hun opdager svindleren Toljans sande jeg, og så er Misha Philipchuk simpelthen et fund som drengen Sanja. Hans ekspressive øjne og mimik er denne films sande force.
"Den russiske tyv" var i 1998 nomineret til en Oscar-statuette i kategorien "bedste udenlandske film", men måtte vige for den hollandske "Karakter". Måske ganske symptomatisk, for noget entydigt mesterværk er filmen ikke, selv om den bestemt er både seværdig og ind imellem ganske vedkommende. Eller også er det bare sommervarmen, der har gjort mig til en lidt for mavesur og forventningsfuld kritiker.
19/11-2018