mighty kites
3.0
Den schweiziske instruktør Marc Forster har siden sin karrieres begyndelse imponeret med et distingverende filmisk flair og en genrealsidighed, der gang på gang har udledt til yderst seværdige og i flere tilfælde mindeværdige værker, hvor en oprigtig interesse for det humane og en gennemført karakterpsykologi har gennemsudlet hans film. Gennembrudsfilmen Monster´s Ball var et uafrysteligt studie udi menneskelig smerte, mens den efterfølgende Finding Neverland var en smuk og rørende film om at finde tilbage til den barnlige glæde i og til livet, hvor Forster udviste en kompetent og indsigtsfuld følelsesbeherskelse, der var selv de store mestre forundt. Den semi-psykedeliske Stay fik tæv af kritikerne og ingen opmærksomhed fra publikum, hvilket jeg finder lettere uretfærdigt, for selvom den langtfra er fejlfri, er det en visuelt original ”forløsnings”-film med et stort hjerte og kompromisløs ønske om at gå egne veje. Stranger Than Fiction er Forsters ubestridte perle, en inspirerende fortælling om at leve livet, i kongruens med at besidde den sødeste og mest reelle kærlighedshistorie, man kan forestille sig. Forster er indiskutabelt en genreeksplorerer (adrenalinen løber allerede ude af kontrol i forventningen om, hvad Forster præsenterer som Bond-iscenesætter!), og han virkede derfor også som det oplagte valg til at adapterer Khaled Hosseinis litterære bestseller Drageløberen til filmmediet. Indsatsen er upåklageligt, men resultatet er desværre det svageste udspil, vi hidtil har set fra Forsters side, uden at det dog på nogen måder bliver dårligt.
Drageløberen er en fortælling om den lurende fortid, der måske ligger bag os, men som på et eller andet tidspunkt altid vil forøge hastigheden og indhente os, hvilket sker for forfatteren Amir, der må tage tilbage til sit hjemland Afghanistan for at handle, hvor han tidligere har stået passivt til. Den talentfulde forfatter David Benioff (hvis seneste roman, City of Thieves, er blandt det bedste, jeg nogensinde har læst!) har godt fat i de interessante tematikker omkring racefordomme, undertrykkelse og klasseforskelle, men der bides over store brød, og alt gennemtykkes ikke ordentligt, før der sluges. Selvom Benioff og Forster (der også kollaborerede på Stay) har to timer til rådighed, så får de ikke destilleret de store tidsspring og den bredtfavnende historie, så Drageløberen føles ultimativt som flere film i en, der hver især kommer til at mangle det endegyldige spadestik for at dramatikken for alvor bliver nærværende og gribende. Børneskuespillerne gør en troværdig, om end lige lovlig teatralsk, indsats i filmens store flashback (der har en herlig scene, hvor de overvære Syv Mænd Sejrer, naiv retfærdighed), mens Amir og faderens integration til det amerikanske samfund kommer for mig til at stå som det bedste element i filmen, hvor ære og tab for alvor perspektiveres gennem deres nu proletareksistens. Filmens sidste historievending, hvor Amir tager tilbage for at finde den fortabte og forsømte vens søn, hænger tematisk sammen med at give tilbage, hvor man har modtaget, men den føles ude af kontekst og lidt for desperat i sin iver efter at finde en tilpas dramatisk afslutning på de foregående begivenheder. Til gengæld sænker Forster tempoet helt ned i den fine afslutningsscene, der på bedre vis beskriver Amirs udvikling end hele hans heroiske frelseodysse tidligere.
Drageløberen er glimrende og stemningsmættet fotograferet, og produktionsmæssigt er der ikke en finger at sætte på filmen. Forbavsende nok vakler Forster dog i sin historiefortælling og bibringer ikke den ellers så allestedsnærværende vitalitet fra tidligere film, og man kommer aldrig til at leve sig så meget ind i filmen, som man egentlig gerne vil. Der er dog flere gode scener og rørende momenter at finde i Drageløberen, og så er der ydermere en herlighed at man har valgt at anvende de impliceredes originale sprog og ikke amerikansk med en karikeret accent, som ellers beklageligvis har været kutyme. Drageløberen burde nok erhverve sig de fire stjerner, for den har hjertet på rette sted og stærke forsøg på at ekspandere den amerikanske mainstreambås, men jeg blev lettere skuffet og kiggede nogle gange på urets nedtællingstid, så tre stjerner herfra med en moderat anbefaling bliver det til.
Drageløberen er en fortælling om den lurende fortid, der måske ligger bag os, men som på et eller andet tidspunkt altid vil forøge hastigheden og indhente os, hvilket sker for forfatteren Amir, der må tage tilbage til sit hjemland Afghanistan for at handle, hvor han tidligere har stået passivt til. Den talentfulde forfatter David Benioff (hvis seneste roman, City of Thieves, er blandt det bedste, jeg nogensinde har læst!) har godt fat i de interessante tematikker omkring racefordomme, undertrykkelse og klasseforskelle, men der bides over store brød, og alt gennemtykkes ikke ordentligt, før der sluges. Selvom Benioff og Forster (der også kollaborerede på Stay) har to timer til rådighed, så får de ikke destilleret de store tidsspring og den bredtfavnende historie, så Drageløberen føles ultimativt som flere film i en, der hver især kommer til at mangle det endegyldige spadestik for at dramatikken for alvor bliver nærværende og gribende. Børneskuespillerne gør en troværdig, om end lige lovlig teatralsk, indsats i filmens store flashback (der har en herlig scene, hvor de overvære Syv Mænd Sejrer, naiv retfærdighed), mens Amir og faderens integration til det amerikanske samfund kommer for mig til at stå som det bedste element i filmen, hvor ære og tab for alvor perspektiveres gennem deres nu proletareksistens. Filmens sidste historievending, hvor Amir tager tilbage for at finde den fortabte og forsømte vens søn, hænger tematisk sammen med at give tilbage, hvor man har modtaget, men den føles ude af kontekst og lidt for desperat i sin iver efter at finde en tilpas dramatisk afslutning på de foregående begivenheder. Til gengæld sænker Forster tempoet helt ned i den fine afslutningsscene, der på bedre vis beskriver Amirs udvikling end hele hans heroiske frelseodysse tidligere.
Drageløberen er glimrende og stemningsmættet fotograferet, og produktionsmæssigt er der ikke en finger at sætte på filmen. Forbavsende nok vakler Forster dog i sin historiefortælling og bibringer ikke den ellers så allestedsnærværende vitalitet fra tidligere film, og man kommer aldrig til at leve sig så meget ind i filmen, som man egentlig gerne vil. Der er dog flere gode scener og rørende momenter at finde i Drageløberen, og så er der ydermere en herlighed at man har valgt at anvende de impliceredes originale sprog og ikke amerikansk med en karikeret accent, som ellers beklageligvis har været kutyme. Drageløberen burde nok erhverve sig de fire stjerner, for den har hjertet på rette sted og stærke forsøg på at ekspandere den amerikanske mainstreambås, men jeg blev lettere skuffet og kiggede nogle gange på urets nedtællingstid, så tre stjerner herfra med en moderat anbefaling bliver det til.
28/10-2008
