Kedelig slasher
1.0
*spoilers*
Har Liv Tyler virkelig ikke fortjent bedre end at ende som skrigeballon i andenrangs gyserfilm?
I "The Strangers" gør hun og Scott Speedman et fint forsøg på at spille skuespil i filmens første fjerdedel. De er et ungt par, der har været til bryllupsfest, og han havde planlagt, at det også skulle være deres store aften. Han har friet. Hun har sagt, at hun ikke var klar. Deres forhold er et spørgsmålstegn af distance og ømhed, og de når at blive etableret som personer, man gider interessere sig for. Og så banker det på døren til deres feriehytte, for udenfor venter nogle mærkelige mennesker med masker på at gøre det til en dårlig slasherfilm.
"The Strangers" er forfatter-instruktør Bryan Bertinos første film, og den viser faktisk, at han har talent - især som instruktør. Bertino giver sig som nævnt tid til at få etableret hovedpersonerne ordentligt, før det går løs, og i resten af filmen er der flere gange glimrende spændingsopbygning efter den helt klassiske gyserrecept. Det er selvfølgelig også en forudsigelig recept, men den virker, godt hjulpet af Peter Sovas skumle fotografering.
Desværre er Bertinos manuskript bare ualmindeligt tyndt. Lad gå med, at han pakker handlingen ind i en bøhmands-ramme af at være baseret på virkelige begivenheder. Det er selvfølgelig løgn - inspirationen kommer dels fra The Manson Family, dels fra at Bertino som barn oplevede, at indbrudstyve bankede på døren for at tjekke, om der var nogen hjemme. Værre er det, at man reelt allerede i filmens første scene får at vide, at de to hovedpersoner dør. Kombinér det med, at de maskerede fremmede har en magisk evne til hele tiden at være to skridt foran, så hovedpersonerne ikke har bare en smule succes med noget af det, de forsøger - og så har man altså en kedelig gyserfilm.
Én af slashergenrens gyldne regler er, at man skal kunne føle håb for hovedpersonerne. De skal have nogle delsejre og noget, der ligner en vej ud. Ellers ender man som her med at sidde og håbe på, at morderne snart får det overstået, mens Liv Tyler skriger løs.
"The Strangers" har en kuriøs detalje i, at én af morderne spilles af Gemma Ward. Det er ret mystisk, at man får en supermodel med i sin film, blot for at gemme hende bag en maske i samtlige 85 minutter. Men overordnet er det altså en film, der nok starter med at fange interessen, men derefter synker ned i kedsomhed og forudsigelighed.
Nå ja, og så afslutter Bryan Bertino i øvrigt også filmen med den absolut værste gyserkliché af dem alle.
Har Liv Tyler virkelig ikke fortjent bedre end at ende som skrigeballon i andenrangs gyserfilm?
I "The Strangers" gør hun og Scott Speedman et fint forsøg på at spille skuespil i filmens første fjerdedel. De er et ungt par, der har været til bryllupsfest, og han havde planlagt, at det også skulle være deres store aften. Han har friet. Hun har sagt, at hun ikke var klar. Deres forhold er et spørgsmålstegn af distance og ømhed, og de når at blive etableret som personer, man gider interessere sig for. Og så banker det på døren til deres feriehytte, for udenfor venter nogle mærkelige mennesker med masker på at gøre det til en dårlig slasherfilm.
"The Strangers" er forfatter-instruktør Bryan Bertinos første film, og den viser faktisk, at han har talent - især som instruktør. Bertino giver sig som nævnt tid til at få etableret hovedpersonerne ordentligt, før det går løs, og i resten af filmen er der flere gange glimrende spændingsopbygning efter den helt klassiske gyserrecept. Det er selvfølgelig også en forudsigelig recept, men den virker, godt hjulpet af Peter Sovas skumle fotografering.
Desværre er Bertinos manuskript bare ualmindeligt tyndt. Lad gå med, at han pakker handlingen ind i en bøhmands-ramme af at være baseret på virkelige begivenheder. Det er selvfølgelig løgn - inspirationen kommer dels fra The Manson Family, dels fra at Bertino som barn oplevede, at indbrudstyve bankede på døren for at tjekke, om der var nogen hjemme. Værre er det, at man reelt allerede i filmens første scene får at vide, at de to hovedpersoner dør. Kombinér det med, at de maskerede fremmede har en magisk evne til hele tiden at være to skridt foran, så hovedpersonerne ikke har bare en smule succes med noget af det, de forsøger - og så har man altså en kedelig gyserfilm.
Én af slashergenrens gyldne regler er, at man skal kunne føle håb for hovedpersonerne. De skal have nogle delsejre og noget, der ligner en vej ud. Ellers ender man som her med at sidde og håbe på, at morderne snart får det overstået, mens Liv Tyler skriger løs.
"The Strangers" har en kuriøs detalje i, at én af morderne spilles af Gemma Ward. Det er ret mystisk, at man får en supermodel med i sin film, blot for at gemme hende bag en maske i samtlige 85 minutter. Men overordnet er det altså en film, der nok starter med at fange interessen, men derefter synker ned i kedsomhed og forudsigelighed.
Nå ja, og så afslutter Bryan Bertino i øvrigt også filmen med den absolut værste gyserkliché af dem alle.
31/10-2008
