Besat
5.0
Vilkårene for Werner Herzog og hans filmhold var med al tydelighed usle, da filmen om en spansk erobrers ætsende tømmerflådetur mod mørkets hjerte skulle bringes til live i et hidtil uudforsket jungleterrin i Peru - men selv ikke de deraf affødte fejl såsom elendige stemmesynkroniseringer og en snes middelalderkostumer, der mest af alt synes opstøvet fra et aflagt skoleteaterdepot, kan skjule det hjerte og den kunstneriske viljestyrke, der ligger til grunde for ”Aguirre, der Zorn Gottes”.
Det nærmest feberagtige sammensurium af pinligt dubbing-arbejde, nervespækket fotografering og en ikke mindst svært foruroligende underlægningsmusik - der må lade filmens indledende 10 minutter og de afsluttende 2 hengå i filmhistoriebøgerne - ér hele vejen igennem et mærkbart bekendtskab, men alligevel ikke den bærende force i ”Aguirre, der Zorn Gottes”. Den ære kan umuligt tilfalde andre end hovedrolleindehaveren Klaus Kinski, der for hvert minut af sin rendyrkede ’power-performance’ udbygger den ulmende mani, der gradvist præger filmens lidende titelrolle. Han gør en uafrystelig figur ud af Aguirre, en mand fanget i besættelsens knusende tag, og gør dette alene ved hjælp af den lysende galskab der ligger gemt i tyskerens øjne. Når Kinski vender blikket mod kameraet og siger: ”Ich bin der Zorn Gottes”, cementeres det hele - man tror ham ganske enkelt.
I sin kunstneriske potens er ”Aguirre, der Zorn Gottes” lysår foran udslukte klassikere som ”Solyaris” og ”Det syvende segl”, først og fremmest takket være sin udefinerbare stemning, der gør filmen til en førsteklasses sanseoplevelse - med billeder der på én gang synes tilfældigt beskårede og uden videre ro og elegance, og samtidig klæber sig til øjet som bidefaste malariamyg. I sit narrative element slår Herzog simpelthen gnister og ophøjer sin beretning til et psykologisk luftlag, hvor Bergman og Tarkovskij kun tillades at se med fra stueplan.
Werner Herzogs oversete tyske filmjuvel er med andre ord en film uden mage. Det synes ikke usandsynligt at påstå, at ingen hverken før eller siden har matchet en så særegen filmisk balancegang mellem kluntede amatørpræg og ren cinematisk ekstase, som den Herzog her lægger for dagen - uden at plumpe i den ene eller anden pøl. ”Aguirre, der Zorn Gottes” er derfor en lille film af de helt store, der sammen med ”Fitzcarraldo” og i særdeleshed hovedværket ”Nosferaru” for længst burde have tilskrevet Herzog en plads blandt filmhistoriens største auteurs.
Det nærmest feberagtige sammensurium af pinligt dubbing-arbejde, nervespækket fotografering og en ikke mindst svært foruroligende underlægningsmusik - der må lade filmens indledende 10 minutter og de afsluttende 2 hengå i filmhistoriebøgerne - ér hele vejen igennem et mærkbart bekendtskab, men alligevel ikke den bærende force i ”Aguirre, der Zorn Gottes”. Den ære kan umuligt tilfalde andre end hovedrolleindehaveren Klaus Kinski, der for hvert minut af sin rendyrkede ’power-performance’ udbygger den ulmende mani, der gradvist præger filmens lidende titelrolle. Han gør en uafrystelig figur ud af Aguirre, en mand fanget i besættelsens knusende tag, og gør dette alene ved hjælp af den lysende galskab der ligger gemt i tyskerens øjne. Når Kinski vender blikket mod kameraet og siger: ”Ich bin der Zorn Gottes”, cementeres det hele - man tror ham ganske enkelt.
I sin kunstneriske potens er ”Aguirre, der Zorn Gottes” lysår foran udslukte klassikere som ”Solyaris” og ”Det syvende segl”, først og fremmest takket være sin udefinerbare stemning, der gør filmen til en førsteklasses sanseoplevelse - med billeder der på én gang synes tilfældigt beskårede og uden videre ro og elegance, og samtidig klæber sig til øjet som bidefaste malariamyg. I sit narrative element slår Herzog simpelthen gnister og ophøjer sin beretning til et psykologisk luftlag, hvor Bergman og Tarkovskij kun tillades at se med fra stueplan.
Werner Herzogs oversete tyske filmjuvel er med andre ord en film uden mage. Det synes ikke usandsynligt at påstå, at ingen hverken før eller siden har matchet en så særegen filmisk balancegang mellem kluntede amatørpræg og ren cinematisk ekstase, som den Herzog her lægger for dagen - uden at plumpe i den ene eller anden pøl. ”Aguirre, der Zorn Gottes” er derfor en lille film af de helt store, der sammen med ”Fitzcarraldo” og i særdeleshed hovedværket ”Nosferaru” for længst burde have tilskrevet Herzog en plads blandt filmhistoriens største auteurs.
31/10-2008
