Stilfuld pulp-noir-klichéfilm
4.0
Hitspillet "Max Payne" er blevet til film med Mark Wahlberg i titelrollen som en politimand, der sammenbidt rasende leder efter den forbryder, som nogle år tidligere dræbte hans kone og datter. Filmen ændrer nogle detaljer i spillets storyline, men er i øvrigt meget tro mod det overordnede plot, som er et pulp-noir-opkog af korruption, narkohandel og nordisk mytologi.
Som film har "Max Payne" først og fremmest sin force i stil og stemning. Instruktør John Moore samler dygtigt alle genrens klicheer i et lettere tegneserieagtigt hypernoir-univers af forfaldne bygninger, mørke gyder og blinkende neonrør. Det her er én af den slags film, hvor vejret det ene øjeblik er styrtregn, det næste langsomt faldende sne - afhængigt af den ønskede stemning. Alle klicheerne er der, men de bliver leveret flot, med kærlighed til genren.
Derudover er det overraskende, hvor lidt action der er i filmen, når man tænker på, at den er baseret på et skydespil. Det vil sikkert skuffe nogle fans af spillet, men jeg synes, det klæder filmen, at Moore bruger så mange kræfter på historiefortælling og stilistisk lir. Han har fx næsten helt droppet spillets brug af bullet time.
Wahlberg gør det også glimrende i den forudsigeligt ensporede rolle som bitter hævner, mens der blandt birollerne er en sjov detalje i, at begge historiens lækre kvinder er ukrainere. Nemlig den kommende Bond-babe Olga Kurylenko som rødklædt femme fatale - og så Mila Kunis, der iført læderjakke og maskinpistol har en sjovere rolle som mini-dræberen Mona Sax.
Men "Max Payne" er i øvrigt ikke nogen film med plads til stort skuespil. Det er en meget gennemført pulp-noir-genrefilm - faktisk så gennemført, at historiens største twist er uhyggeligt let at forudse. Det var noget af det, der trak mest ned i halvanden times ellers glimrende underholdning, som lige præcis kommer op på fire stjerner hos mig.
Og det lille ekstra klip efter slutteksterne viser tydeligt, at selskabet har tænkt sig at lave en toer, hvis der bliver solgt nok billetter til denne her.
Som film har "Max Payne" først og fremmest sin force i stil og stemning. Instruktør John Moore samler dygtigt alle genrens klicheer i et lettere tegneserieagtigt hypernoir-univers af forfaldne bygninger, mørke gyder og blinkende neonrør. Det her er én af den slags film, hvor vejret det ene øjeblik er styrtregn, det næste langsomt faldende sne - afhængigt af den ønskede stemning. Alle klicheerne er der, men de bliver leveret flot, med kærlighed til genren.
Derudover er det overraskende, hvor lidt action der er i filmen, når man tænker på, at den er baseret på et skydespil. Det vil sikkert skuffe nogle fans af spillet, men jeg synes, det klæder filmen, at Moore bruger så mange kræfter på historiefortælling og stilistisk lir. Han har fx næsten helt droppet spillets brug af bullet time.
Wahlberg gør det også glimrende i den forudsigeligt ensporede rolle som bitter hævner, mens der blandt birollerne er en sjov detalje i, at begge historiens lækre kvinder er ukrainere. Nemlig den kommende Bond-babe Olga Kurylenko som rødklædt femme fatale - og så Mila Kunis, der iført læderjakke og maskinpistol har en sjovere rolle som mini-dræberen Mona Sax.
Men "Max Payne" er i øvrigt ikke nogen film med plads til stort skuespil. Det er en meget gennemført pulp-noir-genrefilm - faktisk så gennemført, at historiens største twist er uhyggeligt let at forudse. Det var noget af det, der trak mest ned i halvanden times ellers glimrende underholdning, som lige præcis kommer op på fire stjerner hos mig.
Og det lille ekstra klip efter slutteksterne viser tydeligt, at selskabet har tænkt sig at lave en toer, hvis der bliver solgt nok billetter til denne her.
02/11-2008
