en rød Triumph
4.0
Når den danske filmindustri nu engang lidt for ofte kører rundt i knastørt genre-selvsving uden det store mod på at gå distingverende veje, så er det en national velsignelse at opleve en lille filmperle, der sniger sig anonymt ind ad bagdøren og blæser en omkuld med frisk blod til dansk film. Sidst det skete, var med den sublimt originale og fremragende Voksne Mennesker (der, paradoksalt nok, var instrueret af islændingen Dagur Kari), og nu er det sket igen med Niels Gråbøls Gaven, der er produceret under New Danish Screen, der specialiserer sig i lavbudgetsfilm med plads til nye og ældre talenter og en medfølgende kreativ frihed til at udvikle filmsproget. Gråbøl er ikke ligefrem en nyankommer på markedet, han har levet i reklamebranchen i mange år og fik et solidt folkeligt hit med Det Store Flip fra ’97, men han udnytter til fulde de fraværende restriktioner og leverer en film, der sprudler af filmisk overskud og rolig fortællerlyst.
Gaven handler om en velfungerende familie, der under en af sønnernes fødselsdag får uventet visit fra deres fraværende og psykisk syge far. Heldigvis indrammer Gråbøl ikke sin historie i trange lejligheder med store verbale erkendelser, men lader i stedet historien udvikle sig og tage på rejse i en road movie inspireret fremdrift, og han undviger derved behændigt den standardiserede socialrealisme, der tidligere har hærget og drænet den danske filmindustri, men som heldigvis ser ud til at tørre ud nu.
Den aldrende Henning Jensen spiller den psykisk syge far med en fascinerende indlevelse og detaljesans, og han opbygger et troværdigt og spændende billede af en mand, der prøver at gøre gode ting for sin familie, som han af forståelige grunde er blevet efterladt af, men som ikke kan styre sin egen psyke og oftest gør tingene værre end bedre. Jakob Cedergren er fremragende som sønnen, der følger Jensen på jagt efter fødselsdagsgaven til sin anden søn (spillet lidt for konventionelt af Paw Henriksen), men som kommer alle andre steder hen end til Amager, hvor de skal finde en vintage bil. Det er en simpel historie med gode og gennemførte karakterer og fortalt med stærk publikumfængsling takket være den rørende far-søn historie, hvor de to langsomt nærmer sig hinanden, og den ellers distancerende Cedergren lærer at værdsætte sin far. Det lyder bøvet, men Gråbøl instruerer usentimentalt og nuanceret. Cedergren siger hen imod slutningen, at ”man har lov til at være anderledes” med kærlighed mod sin far, men han har også svært ved at erkende, at faderen psykisk sygdom er destruktiv, indikeret gennem bidemærket.
Historiens fremdrift er oftest rigtig velfungerende (selvom besøget hos barejerinden er mere morsom end nødvendig), og underholdningen højt og varmende, og det er derfor en stor ærgerlighed, at Gråbøl og hans manuskriptforfatter Rasmus Botoft ikke ved, hvordan de skal slutte filmen af, og derfor trækker den i en improviseret retning, der ikke rigtig konkluderer noget. Det er synd, for det koster filmen den 5. stjerne, som den i de første 75 minutter ellers fortjener storslået. Morten Søborgs søgende linse giver filmen en nydelig æstetik, og Mikael Simpsons stemningsmættede musik løfter emotionerne på fornem vis. Gaven er ikke banebrydende filmkunst, men det er en hjertefyldt sag, som man kun kan holde af, og så er det dejligt at se overskuddet til det knap så sikre og knap så konventionelle.
Gaven handler om en velfungerende familie, der under en af sønnernes fødselsdag får uventet visit fra deres fraværende og psykisk syge far. Heldigvis indrammer Gråbøl ikke sin historie i trange lejligheder med store verbale erkendelser, men lader i stedet historien udvikle sig og tage på rejse i en road movie inspireret fremdrift, og han undviger derved behændigt den standardiserede socialrealisme, der tidligere har hærget og drænet den danske filmindustri, men som heldigvis ser ud til at tørre ud nu.
Den aldrende Henning Jensen spiller den psykisk syge far med en fascinerende indlevelse og detaljesans, og han opbygger et troværdigt og spændende billede af en mand, der prøver at gøre gode ting for sin familie, som han af forståelige grunde er blevet efterladt af, men som ikke kan styre sin egen psyke og oftest gør tingene værre end bedre. Jakob Cedergren er fremragende som sønnen, der følger Jensen på jagt efter fødselsdagsgaven til sin anden søn (spillet lidt for konventionelt af Paw Henriksen), men som kommer alle andre steder hen end til Amager, hvor de skal finde en vintage bil. Det er en simpel historie med gode og gennemførte karakterer og fortalt med stærk publikumfængsling takket være den rørende far-søn historie, hvor de to langsomt nærmer sig hinanden, og den ellers distancerende Cedergren lærer at værdsætte sin far. Det lyder bøvet, men Gråbøl instruerer usentimentalt og nuanceret. Cedergren siger hen imod slutningen, at ”man har lov til at være anderledes” med kærlighed mod sin far, men han har også svært ved at erkende, at faderen psykisk sygdom er destruktiv, indikeret gennem bidemærket.
Historiens fremdrift er oftest rigtig velfungerende (selvom besøget hos barejerinden er mere morsom end nødvendig), og underholdningen højt og varmende, og det er derfor en stor ærgerlighed, at Gråbøl og hans manuskriptforfatter Rasmus Botoft ikke ved, hvordan de skal slutte filmen af, og derfor trækker den i en improviseret retning, der ikke rigtig konkluderer noget. Det er synd, for det koster filmen den 5. stjerne, som den i de første 75 minutter ellers fortjener storslået. Morten Søborgs søgende linse giver filmen en nydelig æstetik, og Mikael Simpsons stemningsmættede musik løfter emotionerne på fornem vis. Gaven er ikke banebrydende filmkunst, men det er en hjertefyldt sag, som man kun kan holde af, og så er det dejligt at se overskuddet til det knap så sikre og knap så konventionelle.
05/11-2008
