- Vold på film -
3.0
Love hurts
Love scars
Love wounds
and marks
Any heart not tough
Or strong enough
To take alot of pain
To take alot of pain
Sofia Coppola's store gennembrud kom med dramaet ”Lost in Translation”, der fortalte om to menneskers møde i et bilateralt, japansk samfund, som vaklede på randen imellem de traditionsbundne aner og det moderne utopi. I et stille og realistisk billede, fik hun med fængslende nærhed skildret den svære dyd det er at kommunikere og forstå, i en verden hvor vores evne til at se frem, har gjort det svært at leve i nuet. I dén sociologiske problemstilling, har japanernes konformitet så afgjort brændemærket dem som skoleeksemplet på et folk, der langsomt, men sikkert dræber sine egne rødder – og dermed deres kulturelle identitet. Landsmanden Takashi Miike har lavet en film over selvsamme tema, men hans indgangsvinkel er noget mere radikal og bombastisk end en hotel-romance. Man ved der er noget i gære, når filmens titel spire frem i en klat sæd...
Yakuza-bossen Anjo forsvinder med 300 millioner yen, efter en nat i byen med en prostitueret. Hans gamle bande, under jernhård ledelse af den sadomasochistiske voldspsykopat Kakihara (Tadanobu Asano), indleder nu en detektiv-jagt igennem Tokyo's rådnende og iltre underverden, hvor alle tilgængelige midler tages i overdreven og afskyelig brug: Uskyldige ofre hænges fra loftet med fiskekroge i deres rygskind, kønsdele bliver penetreret af strikkepinde og brystervorter snittes af på et glasbord. Skulle man træde de forkerte mennesker over tæerne, så kompenserer man blot ved at skære sin egen tunge af – iført hagesmæk. Den ene jagt tager dog dén anden ved hånden, for Kakihara har et skjult og langt mere sygeligt motiv for sin ihærdige søgen: En uslukkelig, seksuel smertehunger, som kun hans tidligere chef kunne tilfredsstille.
At Takashi Miike er en dissident, stod klart allerede tidligt i karrieren, hvor film som ”A Human Murder Weapon” og ”Osaka Tough Guys” ramte videomarkedet. Mens hans revisitionistiske foregængere Hopper, Scorsese og Coppola, står i international agtelse og hyldes som banebrydende og endda epokegørende visionære, er Miike blevet undermineret af hans eget omstridte ry – men ingen kan betvivle, hvorvidt han er en auteur i absolut verdensklasse. Her benytter han det sadomasochistiske stof som udtryksform for en satirisk samfundskritik; den høje tolerance for sex og tv-vold i en tvekønnet, japansk ungdomskultur, hvor tabuer søges i det offentlige rum, samt en opstilling af den hårfine grænse imellem et kunstnerisk portræt og brugen af vold som kommercialisme. Filmens skurk står og vander blomster, da han bliver overfaldent af en voldsmand. Han ser på ham med oprigtig sympati og konstanterer tørt, at der ingen kærlighed er i hans slag. ”It's a serious thing, giving someone pain”. De to problemkomplekser kædes sammen i en absurd, homoerotisk spiral mellem to mænd og deres menneskesyn: den ene indifferent og asocial. Den anden social og misantrop. Miike's brug af kunsten og volden som reklame, samt hans evne til at serverer provokationen som sit eget solide argument, er i sidste ende også dét der gør ”Ichi the Killer” (opkaldt efter tegneserien af samme navn) istand til at stå på egne ben.
Det er dog desværre også den sociale patologi og den udpenslede vold, der drukner filmen. Ét er, at special-effekterne springer fra modbydeligt realistiske til pinagtigt ringe (i en sådan grad, at man overvejer hvorvidt filmens budget blev brændt op før tid), men noget andet er filmens spillelængde: 2 timer og 10 minutter. Amerikansk-talende femme fatale-figurer introduceres som en kilde til seksuel åbenbaring og potentiel drivkraft, for blot at blive lemlæstet nådesløst få sekunder efter, og uden at have udgjort den mindste forskel – det endelige opgør er uundgåeligt, med eller uden deres indblanding. Her burde Miike har lagt mere vægt på ungdomskulturens forstokkede eskapisme, som kun hastigt berøres, og stillet spørgsmålet om, hvad der i virkeligheden står bag massemorderens uhyggelige og tragiske skæbne – er det faderfiguren eller den moderne mediekultur der hjernevasker ham?
Under Nao Omori's hysteriske og grådkvalte dræber-seancer, lyser sig et stjernetalent af international kaliber. Med iskolde og stendøde øjne, stift kropsprog og en lavmælt, nervøs stemme, er han i sandhed både frygtindgydende, aseksuel og ynkværdig. Undertegnede kan ikke huske, hvornår en barnemorder sidst påråbte sig sympati og fik den fra sit publikum, men det får han hér. Samtidig må Tadanobu Asano's psykotiske Kakihara, uden konkurrence, siges at være den ondeste og mest afstumpede filmskurk til nogensinde at betræde det hvide lærred! Det er deres slagkraftige præstationer og galleriet af farverige karakterer, der holder Miike's splatter-orgie i konstant kog – ikke hans flygtige handling eller kryptiske tematik.
”Ichi the Killer” står tilbage som et værk, der svækker formidlingen af sit budskab, i forsøget på at anspore publikum og få deres udelte opmærksomhed – det er en skam, for under al dens kyniske slapstick-humor og voldelige eskapader, gemmer der sig en filmisk perle, hvis ambitiøse forsøg på at være en afstikker, er en pointe i sig selv.
Love scars
Love wounds
and marks
Any heart not tough
Or strong enough
To take alot of pain
To take alot of pain
Sofia Coppola's store gennembrud kom med dramaet ”Lost in Translation”, der fortalte om to menneskers møde i et bilateralt, japansk samfund, som vaklede på randen imellem de traditionsbundne aner og det moderne utopi. I et stille og realistisk billede, fik hun med fængslende nærhed skildret den svære dyd det er at kommunikere og forstå, i en verden hvor vores evne til at se frem, har gjort det svært at leve i nuet. I dén sociologiske problemstilling, har japanernes konformitet så afgjort brændemærket dem som skoleeksemplet på et folk, der langsomt, men sikkert dræber sine egne rødder – og dermed deres kulturelle identitet. Landsmanden Takashi Miike har lavet en film over selvsamme tema, men hans indgangsvinkel er noget mere radikal og bombastisk end en hotel-romance. Man ved der er noget i gære, når filmens titel spire frem i en klat sæd...
Yakuza-bossen Anjo forsvinder med 300 millioner yen, efter en nat i byen med en prostitueret. Hans gamle bande, under jernhård ledelse af den sadomasochistiske voldspsykopat Kakihara (Tadanobu Asano), indleder nu en detektiv-jagt igennem Tokyo's rådnende og iltre underverden, hvor alle tilgængelige midler tages i overdreven og afskyelig brug: Uskyldige ofre hænges fra loftet med fiskekroge i deres rygskind, kønsdele bliver penetreret af strikkepinde og brystervorter snittes af på et glasbord. Skulle man træde de forkerte mennesker over tæerne, så kompenserer man blot ved at skære sin egen tunge af – iført hagesmæk. Den ene jagt tager dog dén anden ved hånden, for Kakihara har et skjult og langt mere sygeligt motiv for sin ihærdige søgen: En uslukkelig, seksuel smertehunger, som kun hans tidligere chef kunne tilfredsstille.
At Takashi Miike er en dissident, stod klart allerede tidligt i karrieren, hvor film som ”A Human Murder Weapon” og ”Osaka Tough Guys” ramte videomarkedet. Mens hans revisitionistiske foregængere Hopper, Scorsese og Coppola, står i international agtelse og hyldes som banebrydende og endda epokegørende visionære, er Miike blevet undermineret af hans eget omstridte ry – men ingen kan betvivle, hvorvidt han er en auteur i absolut verdensklasse. Her benytter han det sadomasochistiske stof som udtryksform for en satirisk samfundskritik; den høje tolerance for sex og tv-vold i en tvekønnet, japansk ungdomskultur, hvor tabuer søges i det offentlige rum, samt en opstilling af den hårfine grænse imellem et kunstnerisk portræt og brugen af vold som kommercialisme. Filmens skurk står og vander blomster, da han bliver overfaldent af en voldsmand. Han ser på ham med oprigtig sympati og konstanterer tørt, at der ingen kærlighed er i hans slag. ”It's a serious thing, giving someone pain”. De to problemkomplekser kædes sammen i en absurd, homoerotisk spiral mellem to mænd og deres menneskesyn: den ene indifferent og asocial. Den anden social og misantrop. Miike's brug af kunsten og volden som reklame, samt hans evne til at serverer provokationen som sit eget solide argument, er i sidste ende også dét der gør ”Ichi the Killer” (opkaldt efter tegneserien af samme navn) istand til at stå på egne ben.
Det er dog desværre også den sociale patologi og den udpenslede vold, der drukner filmen. Ét er, at special-effekterne springer fra modbydeligt realistiske til pinagtigt ringe (i en sådan grad, at man overvejer hvorvidt filmens budget blev brændt op før tid), men noget andet er filmens spillelængde: 2 timer og 10 minutter. Amerikansk-talende femme fatale-figurer introduceres som en kilde til seksuel åbenbaring og potentiel drivkraft, for blot at blive lemlæstet nådesløst få sekunder efter, og uden at have udgjort den mindste forskel – det endelige opgør er uundgåeligt, med eller uden deres indblanding. Her burde Miike har lagt mere vægt på ungdomskulturens forstokkede eskapisme, som kun hastigt berøres, og stillet spørgsmålet om, hvad der i virkeligheden står bag massemorderens uhyggelige og tragiske skæbne – er det faderfiguren eller den moderne mediekultur der hjernevasker ham?
Under Nao Omori's hysteriske og grådkvalte dræber-seancer, lyser sig et stjernetalent af international kaliber. Med iskolde og stendøde øjne, stift kropsprog og en lavmælt, nervøs stemme, er han i sandhed både frygtindgydende, aseksuel og ynkværdig. Undertegnede kan ikke huske, hvornår en barnemorder sidst påråbte sig sympati og fik den fra sit publikum, men det får han hér. Samtidig må Tadanobu Asano's psykotiske Kakihara, uden konkurrence, siges at være den ondeste og mest afstumpede filmskurk til nogensinde at betræde det hvide lærred! Det er deres slagkraftige præstationer og galleriet af farverige karakterer, der holder Miike's splatter-orgie i konstant kog – ikke hans flygtige handling eller kryptiske tematik.
”Ichi the Killer” står tilbage som et værk, der svækker formidlingen af sit budskab, i forsøget på at anspore publikum og få deres udelte opmærksomhed – det er en skam, for under al dens kyniske slapstick-humor og voldelige eskapader, gemmer der sig en filmisk perle, hvis ambitiøse forsøg på at være en afstikker, er en pointe i sig selv.
08/11-2008
