Historisk tristesse
3.0
Navnet Jan Troell siger muligvis ikke moderne biografgængere så meget, men han er én af Sveriges største filminstruktører i nyere tid - især kendt for "Immigranterne" og "Nybyggerne" fra starten af 70'erne. De to film skildrede svensk udvandring til USA i midten af 1800-tallet, og netop historisk socialrealisme har været Troells foretrukne genre gennem karrieren. Den nu 77-årige instruktørs seneste film er da også mere af samme skuffe, for "Maria Larssons eviga ögonblick" er baseret på en virkelig kvindes liv i starten af det 20. århundrede.
Maria Larsson bor i Malmö, er gift med en havnearbejder og passer en voksende børneflok, samtidig med at hun selv arbejder som rengøringskone. Hun har engang vundet et kamera i et lotteri, og da familien får pengeproblemer under en strejke på havnen, vil hun sælge kameraet. Men ejeren af fotoforretningen opfordrer hende til at prøve apparatet, og det viser sig, at rengøringskonen har blik for at fotografere.
"Maria Larssons eviga ögonblick" er stilmæssigt en ret gammeldags film. Troell fortæller omhyggeligt sin historie i et temmelig langsommeligt tempo - faktisk så langsommeligt, at den bliver småkedelig undervejs. Filmen er absolut overbevisende i sin skildring af underklassens hverdagsliv, men de socialrealistiske pointer kommer ret hurtigt på plads, og så virker det som gentagelser resten af filmen, selv om der faktisk sker en udvikling i familien.
Der er lidt mere bid i historiens feministiske undertone, som handler om en stærk kvindes kamp for at få tingene til at hænge sammen trods en fordrukken og voldelig mand - men også dér syntes jeg, at filmen bevægede sig på lidt for velkendt territorium. Jeg blev i hvert fald aldrig for alvor grebet af Maria Larssons historie.
Det er ellers en generelt velspillet film, hvor Mikael Persbrandt endnu en gang imponerer som Marias charmerende, men psykisk ustabile mand. Og finske Maria Heiskanen er også rigtig god i titelrollen - Maria Larsson var finlandssvensker, og Heiskanen slår effektfuldt over i finsk i et par af filmens nøglescener.
Men selv om "Maria Larssons eviga ögonblick" er en overbevisende historisk skildring, og historien glimtvis kommer ind på en interessant dimension i hovedpersonens æstetiske flugt fra den trælse hverdag, fik den som nævnt aldrig rigtig fat i mig. Troell har for mig at se forelsket sig i en historie, der står ham selv nær - familien Larsson endte med at bo i instruktørens egen fødeby, Limhamn - men får aldrig foldet den ud til at være væsentlig for os andre.
Maria Larsson bor i Malmö, er gift med en havnearbejder og passer en voksende børneflok, samtidig med at hun selv arbejder som rengøringskone. Hun har engang vundet et kamera i et lotteri, og da familien får pengeproblemer under en strejke på havnen, vil hun sælge kameraet. Men ejeren af fotoforretningen opfordrer hende til at prøve apparatet, og det viser sig, at rengøringskonen har blik for at fotografere.
"Maria Larssons eviga ögonblick" er stilmæssigt en ret gammeldags film. Troell fortæller omhyggeligt sin historie i et temmelig langsommeligt tempo - faktisk så langsommeligt, at den bliver småkedelig undervejs. Filmen er absolut overbevisende i sin skildring af underklassens hverdagsliv, men de socialrealistiske pointer kommer ret hurtigt på plads, og så virker det som gentagelser resten af filmen, selv om der faktisk sker en udvikling i familien.
Der er lidt mere bid i historiens feministiske undertone, som handler om en stærk kvindes kamp for at få tingene til at hænge sammen trods en fordrukken og voldelig mand - men også dér syntes jeg, at filmen bevægede sig på lidt for velkendt territorium. Jeg blev i hvert fald aldrig for alvor grebet af Maria Larssons historie.
Det er ellers en generelt velspillet film, hvor Mikael Persbrandt endnu en gang imponerer som Marias charmerende, men psykisk ustabile mand. Og finske Maria Heiskanen er også rigtig god i titelrollen - Maria Larsson var finlandssvensker, og Heiskanen slår effektfuldt over i finsk i et par af filmens nøglescener.
Men selv om "Maria Larssons eviga ögonblick" er en overbevisende historisk skildring, og historien glimtvis kommer ind på en interessant dimension i hovedpersonens æstetiske flugt fra den trælse hverdag, fik den som nævnt aldrig rigtig fat i mig. Troell har for mig at se forelsket sig i en historie, der står ham selv nær - familien Larsson endte med at bo i instruktørens egen fødeby, Limhamn - men får aldrig foldet den ud til at være væsentlig for os andre.
10/11-2008
