Sheer bloody poetry
5.0
Et kombineret tidsbillede af 1960ernes og 1970ernes Irland og Storbritannien og en dramatisk dannelsesrejse for en ung transvestit (tenderende til det transseksuelle). Det kan i sig selv lyde som et humoristisk anlagt, men måske også lidt forudsigeligt plot. Det er det bare ikke. Patrick (Patricia) er nemlig filmens alvidende fortæller, og han (hun) trækker med enorm fortællemæssig og sproglig elegance seeren fuldstændig ind i sit syn på sine omgivelser og sine egne oplevelser.
Filmen følger formentlig sit boglige forlæg ganske tæt, idet den faktisk er fortalt i henved 25-30 små kapitler, der dog hænger tæt sammen. Gamle venner og fjender dukker op med nye resultater til følge. De eneste sikre tabere er formentlig IRA-folkene, der dog når at sprede en del ødelæggelse undervejs i deres kamp mod den britiske imperialisme.
Mest fascinerende er nok levendegørelsen af 1970ernes SoHo-kvarter i London, hvor Patricia (Kitten) ernærer sig som en blanding mellem prostitueret og selvbestaltet samtaleterapaut i liveshow-kabinerne. Derudover er både tøjdesignet og i særdeleshed lydsporet dybt betagende og iørefaldende. Man mangler næsten bare et nummer med Queen eller Bowie for at bilde sig selv ind, at Freddie Mercury gik rundt i de selvsamme omgivelser for kort tid siden. Fascinerende.
Cillian Murphy er i øvrigt sluppet særdeles heldigt fra sin drag-rolle, selv om det må ha' været en udfordring at tale med en så konsekvent svag kvindagtig stemme. Næstmest fascinerende rolle er tryllekunstneren Bertie (Stephen Rea), som brænder fuldstændig igennem lærredet i sin korte rolle som kynsik platugle med hjertet på rette sted.
Summasummarum: En forbandet poetisk og virtuos fortælling, hvis lige vi kun desværre sjældent får lov at se.
Filmen følger formentlig sit boglige forlæg ganske tæt, idet den faktisk er fortalt i henved 25-30 små kapitler, der dog hænger tæt sammen. Gamle venner og fjender dukker op med nye resultater til følge. De eneste sikre tabere er formentlig IRA-folkene, der dog når at sprede en del ødelæggelse undervejs i deres kamp mod den britiske imperialisme.
Mest fascinerende er nok levendegørelsen af 1970ernes SoHo-kvarter i London, hvor Patricia (Kitten) ernærer sig som en blanding mellem prostitueret og selvbestaltet samtaleterapaut i liveshow-kabinerne. Derudover er både tøjdesignet og i særdeleshed lydsporet dybt betagende og iørefaldende. Man mangler næsten bare et nummer med Queen eller Bowie for at bilde sig selv ind, at Freddie Mercury gik rundt i de selvsamme omgivelser for kort tid siden. Fascinerende.
Cillian Murphy er i øvrigt sluppet særdeles heldigt fra sin drag-rolle, selv om det må ha' været en udfordring at tale med en så konsekvent svag kvindagtig stemme. Næstmest fascinerende rolle er tryllekunstneren Bertie (Stephen Rea), som brænder fuldstændig igennem lærredet i sin korte rolle som kynsik platugle med hjertet på rette sted.
Summasummarum: En forbandet poetisk og virtuos fortælling, hvis lige vi kun desværre sjældent får lov at se.
10/11-2008
