The Bond Supremacy
3.0
Reklameoffensiven har været enorm forud for det hæsblæsende Bond-drøn, der skulle følge op på "Casino Royale". Det er vist få, der har undgået at bemærke, at en by Bond film var på vej, og Jesper Christensen har snart været i så mange morgen- og aftenprogrammer, at jeg næsten vil have penge for at se ham promovere filmen igen (men også kun næsten).
Og hvad får vi så? Tja, action-drønet udebliver så afgjort ikke. Det er højspændt drama-action i 007'ende gear fra start til slut. Men det er også lige som om, der er noget der mangler. Nu kunne jeg brokke mig over det tynde plot, men jeg genså faktisk "Licence to Kill" samme dag, som jeg så "Quantum of Solace", og der var plottet faktisk næsten tyndere. Krav om dybt plot i en Bond film ligger ud over, hvad jeg mener at kunne forlange eller forvente.
Men i betragtning af, at det er de samme manuskriptforfattere plus Paul Haggis, der har forfattet løjerne, så virker suppen nu alligevel som et underligt tyndt opkog. Det kunne jeg dog såmænd godt leve med, hvis filmen ellers underholdede korrekt.
Men samtidig kan jeg ikke fjerne mig fra følelsen af, at Bond i frygt for konkurrencen forsøger at kopiere fra Jason Bourne. Det kunne i sig selv lyde fint nok, idet jeg holder meget af Bourne filmene, men uheldigvis synes instruktøren Marc Forsters opfattelse af Bourne-filmene at være, at de har biljagter, hvor bilerne bliver smadret til ukendelighed, samt at der bruges et uroligt eller håndholdt kamera, som gør oplevelsen mere fragmenteret og forvirrende. Følgeligt har vi nu både vilde bådjagter, jagter til fods, flyjagt og bådjagt, hvor udstyr i alle tilfælde skal kvadres til den store guldmedalje. Ikke overbevist? Tag f.eks. jagten til fods lige efter Bond og M forsøger at forhøre Mr. White - her jager Bond afsted efter den flygtende over hustage og gennem lejligheder, ganske som Bourne jagter Desh i Bourne Ultimatum. Men min anke er ikke, at Bond "låner" fra Bourne. Det ville sådan set være okay. Nej, mit problem er, at jeg i lange minutter ikke anede, hvem det var, Bond forfulgte, fordi det hele var fortalt så fragmenteret, at det var næsten umuligt at følge med. Og den går ikke - det er simpelthen for skidt fortælling på det store lærred.
På samme måde leder biljagterne og slåskampene meget tankerne hen på "Bourne Supremacy", som om Bond vil melde sig i den dyst om "supremacy", komplet med en afsluttende klimaks, hvor Bond skal tage til et koldt, sneklædt Rusland for at konfrontere noget ubehageligt og uafsluttet fra sin fortid. Lyder det velkendt?
Okay, men hvis den nye film plagie... ahem, LÅNER fra Bourne, så må det vel være et kvalitetsstempel for mig, når nu Bourne filmene, især dem Paul Greengrass har instrueret, var så gode. Ikke? Desværre ikke helt. Det spændende ved Bourne er, at selv om han er iskold dræber, der snigmyrdede for CIA uden hæmninger, så er hans fundamentale problem netop, at der stadig er for meget menneske tilbage i ham til at fastholde den rolle, og derfor bliver man aldrig træt af at se Bournes afsky over sine egne handlinger og valg afspejlet i Matt Damons øjne. Og det er præcist her Bond falder igennem. Der er måske lidt menneske på bunden, men fordi den elskede Vesper forrådte ham, er han i denne film komplet kyniker og blottet for medmenneskelighed. Han er bare vred og hård uden formildende omstændigheder, mens plottet tager ham igennem den ene afstumpede handling efter den anden med hans sorg og vrede som en konstant undskyldning. Bemærk f.eks. hvordan Bond efter en kammerats død omgående begynder ligplyndringen for derefter at efterlade den afdøde ven i en affaldscontainer. Sorry, old chap - rotten, bad luck. Goodbye.
Bevares, det kunne i sig selv være interessant nok, hvis ikke det lige var fordi Bond samtidig skal være så meget helt, at han umuligt kan selvdestruere i sin uforløselige vrede. Bond kan ikke tabe en kamp, og da han er vred fyldes plottet hurtigt med lig til højre og venstre i en lind strøm, mens Craig's øjne - i modsætningen til Damon - samtidig er kemisk rensede for anger eller usikkerhed. Når filmen så samtidig er nærmest blottet for humor, så bliver det noget af en trist omgang. Ikke fordi jeg savner Moore's one-liners, men det er godt nok nedtur, når filmens eneste komiske element er scenen, hvor Bond og co. kører i en taxi, og hvor Mathis over mobilen forsøger at dyrke de lokale kontakter, mens taxichaufføren insisterer på at ævle løs. "Ja, det var så filmens humoristiske indslag. Skal vi så se at komme videre," hører man næsten plotfolkene sige...
Nu er det også en skummel historie om hævn, men den virker ikke engang særligt forløsende, fordi alle de markante scener, hvor Bond finder frem til noget foregår off screen. Ja, Bond finder ud af meget om den hemmelige organisation Quantum, men det gør vi som publikum ikke - vi får bare at vide, at han finder ud af det, og så er den pot ude. Det øger ikke ligefrem identifikationen til Bond.
Samtidig er Bond nu ren actionhelt. Det var før en blanding, hvor Bond dels skulle nedlægge damer, mens han udspionerede skurken, sloges med dennes håndlangere og ellers skulle gennemgå den obligatoriske brug af Q's gadgets, som han fik først i filmen. Jeg savner Q. Men jeg savner ikke den kombinerede bil/undervandsbåd, katapultsædet, uret med laserstråler eller de andre tåbeligheder, vi har set over årene. Hvad savner jeg så? Tja, jeg savner, at Bond faktisk er spion. Det er han ikke i denne film. Her er han snarere en slags hårdtslående detektiv for den britiske krone med licens til at dræbe (indtil den bliver fjernet). Der er ingen udspionering i denne film. Bond tager på intet tidspunkt film af hemmelige dokumenter eller aflytter skurkenes telefon eller andet spion-halløj. Og mens jeg kan undvære "Bond, James Bond" replikkerne og hans "shaken, not stirred" vodka martini, så duer det altså ikke, at Bond helt har droppet sin finesse og elegance. Der er stort set intet af den veloplagte dialog mellem Bond og især skurken i denne film, og det er faktisk noget skuffende.
Konsekvensen er, at Quantum of Solace bliver en noget ordinær film og ikke en Bond-film, man vil huske meget. Det undrer, fordi man havde så godt fat i den nye stil i Casino Royale. Problemet er ikke de grimme, lurvede steder, hvor Bond slår sine folder denne gang - jeg kan sagtens leve med de golde ørkener og de skumle barer, men når Bond bliver en hård dræber uden stil og finesse eller ikke formår at agere som spion, så rammer man ærligt talt noget ved siden af. Ved tilbage til spiongerningen, Bond - du vinder ikke The Bourne Supremacy, og det skal du heller ikke. Du skal spille på de tangenter, du netop ikke har til fælles med Bourne i stedet for at forsøge at overtage hans.
Og hvad får vi så? Tja, action-drønet udebliver så afgjort ikke. Det er højspændt drama-action i 007'ende gear fra start til slut. Men det er også lige som om, der er noget der mangler. Nu kunne jeg brokke mig over det tynde plot, men jeg genså faktisk "Licence to Kill" samme dag, som jeg så "Quantum of Solace", og der var plottet faktisk næsten tyndere. Krav om dybt plot i en Bond film ligger ud over, hvad jeg mener at kunne forlange eller forvente.
Men i betragtning af, at det er de samme manuskriptforfattere plus Paul Haggis, der har forfattet løjerne, så virker suppen nu alligevel som et underligt tyndt opkog. Det kunne jeg dog såmænd godt leve med, hvis filmen ellers underholdede korrekt.
Men samtidig kan jeg ikke fjerne mig fra følelsen af, at Bond i frygt for konkurrencen forsøger at kopiere fra Jason Bourne. Det kunne i sig selv lyde fint nok, idet jeg holder meget af Bourne filmene, men uheldigvis synes instruktøren Marc Forsters opfattelse af Bourne-filmene at være, at de har biljagter, hvor bilerne bliver smadret til ukendelighed, samt at der bruges et uroligt eller håndholdt kamera, som gør oplevelsen mere fragmenteret og forvirrende. Følgeligt har vi nu både vilde bådjagter, jagter til fods, flyjagt og bådjagt, hvor udstyr i alle tilfælde skal kvadres til den store guldmedalje. Ikke overbevist? Tag f.eks. jagten til fods lige efter Bond og M forsøger at forhøre Mr. White - her jager Bond afsted efter den flygtende over hustage og gennem lejligheder, ganske som Bourne jagter Desh i Bourne Ultimatum. Men min anke er ikke, at Bond "låner" fra Bourne. Det ville sådan set være okay. Nej, mit problem er, at jeg i lange minutter ikke anede, hvem det var, Bond forfulgte, fordi det hele var fortalt så fragmenteret, at det var næsten umuligt at følge med. Og den går ikke - det er simpelthen for skidt fortælling på det store lærred.
På samme måde leder biljagterne og slåskampene meget tankerne hen på "Bourne Supremacy", som om Bond vil melde sig i den dyst om "supremacy", komplet med en afsluttende klimaks, hvor Bond skal tage til et koldt, sneklædt Rusland for at konfrontere noget ubehageligt og uafsluttet fra sin fortid. Lyder det velkendt?
Okay, men hvis den nye film plagie... ahem, LÅNER fra Bourne, så må det vel være et kvalitetsstempel for mig, når nu Bourne filmene, især dem Paul Greengrass har instrueret, var så gode. Ikke? Desværre ikke helt. Det spændende ved Bourne er, at selv om han er iskold dræber, der snigmyrdede for CIA uden hæmninger, så er hans fundamentale problem netop, at der stadig er for meget menneske tilbage i ham til at fastholde den rolle, og derfor bliver man aldrig træt af at se Bournes afsky over sine egne handlinger og valg afspejlet i Matt Damons øjne. Og det er præcist her Bond falder igennem. Der er måske lidt menneske på bunden, men fordi den elskede Vesper forrådte ham, er han i denne film komplet kyniker og blottet for medmenneskelighed. Han er bare vred og hård uden formildende omstændigheder, mens plottet tager ham igennem den ene afstumpede handling efter den anden med hans sorg og vrede som en konstant undskyldning. Bemærk f.eks. hvordan Bond efter en kammerats død omgående begynder ligplyndringen for derefter at efterlade den afdøde ven i en affaldscontainer. Sorry, old chap - rotten, bad luck. Goodbye.
Bevares, det kunne i sig selv være interessant nok, hvis ikke det lige var fordi Bond samtidig skal være så meget helt, at han umuligt kan selvdestruere i sin uforløselige vrede. Bond kan ikke tabe en kamp, og da han er vred fyldes plottet hurtigt med lig til højre og venstre i en lind strøm, mens Craig's øjne - i modsætningen til Damon - samtidig er kemisk rensede for anger eller usikkerhed. Når filmen så samtidig er nærmest blottet for humor, så bliver det noget af en trist omgang. Ikke fordi jeg savner Moore's one-liners, men det er godt nok nedtur, når filmens eneste komiske element er scenen, hvor Bond og co. kører i en taxi, og hvor Mathis over mobilen forsøger at dyrke de lokale kontakter, mens taxichaufføren insisterer på at ævle løs. "Ja, det var så filmens humoristiske indslag. Skal vi så se at komme videre," hører man næsten plotfolkene sige...
Nu er det også en skummel historie om hævn, men den virker ikke engang særligt forløsende, fordi alle de markante scener, hvor Bond finder frem til noget foregår off screen. Ja, Bond finder ud af meget om den hemmelige organisation Quantum, men det gør vi som publikum ikke - vi får bare at vide, at han finder ud af det, og så er den pot ude. Det øger ikke ligefrem identifikationen til Bond.
Samtidig er Bond nu ren actionhelt. Det var før en blanding, hvor Bond dels skulle nedlægge damer, mens han udspionerede skurken, sloges med dennes håndlangere og ellers skulle gennemgå den obligatoriske brug af Q's gadgets, som han fik først i filmen. Jeg savner Q. Men jeg savner ikke den kombinerede bil/undervandsbåd, katapultsædet, uret med laserstråler eller de andre tåbeligheder, vi har set over årene. Hvad savner jeg så? Tja, jeg savner, at Bond faktisk er spion. Det er han ikke i denne film. Her er han snarere en slags hårdtslående detektiv for den britiske krone med licens til at dræbe (indtil den bliver fjernet). Der er ingen udspionering i denne film. Bond tager på intet tidspunkt film af hemmelige dokumenter eller aflytter skurkenes telefon eller andet spion-halløj. Og mens jeg kan undvære "Bond, James Bond" replikkerne og hans "shaken, not stirred" vodka martini, så duer det altså ikke, at Bond helt har droppet sin finesse og elegance. Der er stort set intet af den veloplagte dialog mellem Bond og især skurken i denne film, og det er faktisk noget skuffende.
Konsekvensen er, at Quantum of Solace bliver en noget ordinær film og ikke en Bond-film, man vil huske meget. Det undrer, fordi man havde så godt fat i den nye stil i Casino Royale. Problemet er ikke de grimme, lurvede steder, hvor Bond slår sine folder denne gang - jeg kan sagtens leve med de golde ørkener og de skumle barer, men når Bond bliver en hård dræber uden stil og finesse eller ikke formår at agere som spion, så rammer man ærligt talt noget ved siden af. Ved tilbage til spiongerningen, Bond - du vinder ikke The Bourne Supremacy, og det skal du heller ikke. Du skal spille på de tangenter, du netop ikke har til fælles med Bourne i stedet for at forsøge at overtage hans.
11/11-2008
