Udredning
5.0
Alan J. Pakulas filmatisering af Bernstein og Woodwards beskrivelser af deres arbejde med at dække Watergate-skandalen er dybt engagerende. Det er en thriller, hvor man kender udfaldet på forhånd.
De to Washington Post-skribenter startede med en lille bid af information om en sammenhæng mellem indbruddet på demokraternes valgkontor i Hotel Watergate og toppen af det Hvide Hus. Men vejen til at begribe og dokumentere omfanget af sammenhængen var hård og nervepirrende. Med de unge skuespillere Hoffman og Redford som de to unge skribenter sætter Pakula os i orkanens øje med hård, journalistisk gravearbejde og svære beslutninger.
Det meste af Bernstein og Woodwards belæg byggede på anonyme kilder. Og nogle af dem ville ikke engang på papiret som anonyme kilder. Bag ved sad en redaktion og bed negle. Et fejltrin og Washington Post ville fremstå som komplet utroværdige og paranoide.
Jeg har selv siddet med ved redaktionsmøder på et par af landets store aviser, og skildringen af stemningen ved bordet under store sager er meget realistisk. I store sager skal alt dobbelttjekkes. Anonyme kilder er ikke bare en sjældenhed. Det er nærmest et tabu. Scenerne af redaktionsmøderne fik de små hår til at rejse sig af spænding på denne journalist-studerende.
Pakula og castet giver oplevelsen af afsløringerne for over tredive år siden. Og selv om vi ved, hvad der skete, kommer det alligevel som et chok. Det er resultatet af eminent fortælleteknik.
De to Washington Post-skribenter startede med en lille bid af information om en sammenhæng mellem indbruddet på demokraternes valgkontor i Hotel Watergate og toppen af det Hvide Hus. Men vejen til at begribe og dokumentere omfanget af sammenhængen var hård og nervepirrende. Med de unge skuespillere Hoffman og Redford som de to unge skribenter sætter Pakula os i orkanens øje med hård, journalistisk gravearbejde og svære beslutninger.
Det meste af Bernstein og Woodwards belæg byggede på anonyme kilder. Og nogle af dem ville ikke engang på papiret som anonyme kilder. Bag ved sad en redaktion og bed negle. Et fejltrin og Washington Post ville fremstå som komplet utroværdige og paranoide.
Jeg har selv siddet med ved redaktionsmøder på et par af landets store aviser, og skildringen af stemningen ved bordet under store sager er meget realistisk. I store sager skal alt dobbelttjekkes. Anonyme kilder er ikke bare en sjældenhed. Det er nærmest et tabu. Scenerne af redaktionsmøderne fik de små hår til at rejse sig af spænding på denne journalist-studerende.
Pakula og castet giver oplevelsen af afsløringerne for over tredive år siden. Og selv om vi ved, hvad der skete, kommer det alligevel som et chok. Det er resultatet af eminent fortælleteknik.
17/11-2008
