En film med store kvaliteter, men ...
4.0
Stemningsfyldt og moralsk norsk drama om en yngre mand, der kommer ud af fængslet, otte år efter at han sammen med en ven var skyld i en lille drengs død. Ude i friheden får han job som organist og kommer tæt på kirkens kvindelige præst - men fortiden indhenter ham, da han bliver genkendt af moderen til den døde dreng.
"De usynlige" blander sine kort flot i en historie, der handler om skyld og forsoning, tro og angst og selvværd. Det er en stærkt religiøs film, men ikke én med flammende prædikener. I stedet kommer den tæt ind på én af kristendommens grundpiller, som præsten allerede tidligt i filmen omformulerer til historiens moderne stil ved at sige, at hun ikke er sikker på, at det handler om at søge tilgivelse, men om forsoning og accept. Men filmen viser også, at det ikke nødvendigvis er så nemt, og at selv den stærkeste tro kan udfordres.
Pål Sverre Valheim Hagen er fremragende i hovedrollen som den løsladte - ranglet, usikker og indesluttet viser han med hele kroppen, hvordan han bærer rundt på fortidens byrde. Undtagen når han i filmens stærkeste scener sætter sig ved orglet og fuldstændig fortaber sig i musikken. Kontrasten til Ellen Dorrit Petersens lyse og positive præst er stor, og deres samspil fungerer strålende.
Filmen er desuden nydeligt fotograferet i en afdæmpet mørkgylden glød, der giver en passende alvorlig, men luftig stemning. Og i første halvdel er filmen som helhed også på vej mod det fremragende.
Men så bliver manuskriptet lige en tand for smart. "De usynlige" er nemlig bygget op, så man ser størstedelen af handlingen fra to synsvinkler. Først via den løsladte hovedperson, siden via moderen til den døde dreng. Problemet er bare, at der allerede i første gennemspilning af historien er så klare indikationer på kvindens tilstedeværelse, at anden gennemspilning er nærmest blottet for overraskelser og dermed bliver temmelig langtrukken. Derudover er Trine Dyrholms tolkning af kvinden helt uden de subtile nuancer, som ellers hæver filmen i første halvdel - i mine øjne er Dyrholm tæt på overspil som den her paniske kæmpende jeg-må-redde-mine-børn-urmor.
"De usynlige" er en film med mange store kvaliteter, men desværre bliver den trukket ned af et manuskript, som helt unødvendigt forsøger at være lidt for snedigt. Og af, at Trine Dyrholms opspilede øjne ikke har samme gennemslagskraft, som de plejer.
"De usynlige" blander sine kort flot i en historie, der handler om skyld og forsoning, tro og angst og selvværd. Det er en stærkt religiøs film, men ikke én med flammende prædikener. I stedet kommer den tæt ind på én af kristendommens grundpiller, som præsten allerede tidligt i filmen omformulerer til historiens moderne stil ved at sige, at hun ikke er sikker på, at det handler om at søge tilgivelse, men om forsoning og accept. Men filmen viser også, at det ikke nødvendigvis er så nemt, og at selv den stærkeste tro kan udfordres.
Pål Sverre Valheim Hagen er fremragende i hovedrollen som den løsladte - ranglet, usikker og indesluttet viser han med hele kroppen, hvordan han bærer rundt på fortidens byrde. Undtagen når han i filmens stærkeste scener sætter sig ved orglet og fuldstændig fortaber sig i musikken. Kontrasten til Ellen Dorrit Petersens lyse og positive præst er stor, og deres samspil fungerer strålende.
Filmen er desuden nydeligt fotograferet i en afdæmpet mørkgylden glød, der giver en passende alvorlig, men luftig stemning. Og i første halvdel er filmen som helhed også på vej mod det fremragende.
Men så bliver manuskriptet lige en tand for smart. "De usynlige" er nemlig bygget op, så man ser størstedelen af handlingen fra to synsvinkler. Først via den løsladte hovedperson, siden via moderen til den døde dreng. Problemet er bare, at der allerede i første gennemspilning af historien er så klare indikationer på kvindens tilstedeværelse, at anden gennemspilning er nærmest blottet for overraskelser og dermed bliver temmelig langtrukken. Derudover er Trine Dyrholms tolkning af kvinden helt uden de subtile nuancer, som ellers hæver filmen i første halvdel - i mine øjne er Dyrholm tæt på overspil som den her paniske kæmpende jeg-må-redde-mine-børn-urmor.
"De usynlige" er en film med mange store kvaliteter, men desværre bliver den trukket ned af et manuskript, som helt unødvendigt forsøger at være lidt for snedigt. Og af, at Trine Dyrholms opspilede øjne ikke har samme gennemslagskraft, som de plejer.
19/11-2008
