'What am I drinking?'
5.0
Modstanden mod den nye ‘Bond’-film har været massiv. Hele universet der indrammer vores engelske agent har fået smæk for at have karisma som et åbent benbrud, nok mest af alt takket være ham, det hele handler om, James Bond, der nærmest er blevet erklæret skindød for at ligne en arret rottweiler og kompensere sin nattesøvn med vilkårlige drinks. Flere anmeldere og hjerteknuste fans, danske såvel som udenlandske, har sagt at ”Quantum of Solace” tilhører bunden af sin resistente franchise, der spænder sig over mere end 20 spillefilm. Meget værre modtagelse af en James Bond-film kan man næsten ikke forestille sig.
Men sandheden er, at det formentlig ikke kunne være gået meget anderledes. I den brillante forgænger, ”Casino Royale”, mistede James Bond - ud over fløjlshandskerne - kvinden han elskede, nemlig den senere forræderiske dobbeltagent Vesper Lynd. Bond var såret, tydeligvis på den måde som ingen knivskarp bowlerhat og intet tandsæt af sølvskinnende stål kunne være skyld i - og i ”Quantum of Solace”, der tager direkte afsæt i sin forgænger, er sårene langt fra færdige med at svie. Tværtimod tvinger de vores ’helt’ (et ord, der mere og mere mister grebet i Bond-sammenhæng) til at dulme sin hævntørst i drinks, der hverken nødvendigvis er ’shaken’ eller ’stirred’ eller overhoved Dry Martini og nægte enhver form for forsoning - samtidig med at udbygge dyngerne af lig i lasten mere drastisk end nogensinde før.
James Bond er med al tydelighed et reduceret menneske i ”Quantum of Solace” og derfor føles det som det eneste rigtige, at filmens tre manuskriptforfattere har skåret Bonds forråd af one-liners og formildende miner endnu mere til end for to år side, selvfølgelig uden at undlade en funklende håndfuld af samme slags. Men selv med den amputerede humor i mente er instruktøren Marc Forster ikke bleg for at pumpe universet fuld af energi og eksotisme, særligt når han i to omgange med henholdsvis en opera og en hestevæddeløbsbane i fokus parallelklipper mellem Bond, der tømmer skudmagasiner og løber for sit liv, og et symbolsk sideforløb. Kun speedbådsscenen føles uinspireret og noget flad i sit udtryk, men opvejes til gengæld af et slutopgør, der vidner om den vildeste omgang action i umindelige tider.
Mange har beskyldt ”Quantum of Solace” for ikke at handle om noget, men sagen er i virkeligheden en helt anden. Den lider så afgjort under samme anke som ”Casino Royale”, nemlig en vis uklarhed over filmens plot, faktisk blot i mindre omfang end forgængeren. Jo, ”Quantom of Solace” handler om noget og hvor er det endnu engang befriende at det hverken er teknologisk isenkræm eller en kompliceret plan om verdensherredømmet - men derimod agent 007 der er færdig og moralsk udslukt før han overhoved kommer i gang. For fremtiden kan Bond duske lige så mange velformede kvinde og bestille lige så mange rystede og uomrørte Martinier som hans alder tillader ham, men efter at have oplevet de så godt som ligevægtige ”Casino Royale” og ”Quantum of Solace” bliver det formentlig aldrig det samme.
Men sandheden er, at det formentlig ikke kunne være gået meget anderledes. I den brillante forgænger, ”Casino Royale”, mistede James Bond - ud over fløjlshandskerne - kvinden han elskede, nemlig den senere forræderiske dobbeltagent Vesper Lynd. Bond var såret, tydeligvis på den måde som ingen knivskarp bowlerhat og intet tandsæt af sølvskinnende stål kunne være skyld i - og i ”Quantum of Solace”, der tager direkte afsæt i sin forgænger, er sårene langt fra færdige med at svie. Tværtimod tvinger de vores ’helt’ (et ord, der mere og mere mister grebet i Bond-sammenhæng) til at dulme sin hævntørst i drinks, der hverken nødvendigvis er ’shaken’ eller ’stirred’ eller overhoved Dry Martini og nægte enhver form for forsoning - samtidig med at udbygge dyngerne af lig i lasten mere drastisk end nogensinde før.
James Bond er med al tydelighed et reduceret menneske i ”Quantum of Solace” og derfor føles det som det eneste rigtige, at filmens tre manuskriptforfattere har skåret Bonds forråd af one-liners og formildende miner endnu mere til end for to år side, selvfølgelig uden at undlade en funklende håndfuld af samme slags. Men selv med den amputerede humor i mente er instruktøren Marc Forster ikke bleg for at pumpe universet fuld af energi og eksotisme, særligt når han i to omgange med henholdsvis en opera og en hestevæddeløbsbane i fokus parallelklipper mellem Bond, der tømmer skudmagasiner og løber for sit liv, og et symbolsk sideforløb. Kun speedbådsscenen føles uinspireret og noget flad i sit udtryk, men opvejes til gengæld af et slutopgør, der vidner om den vildeste omgang action i umindelige tider.
Mange har beskyldt ”Quantum of Solace” for ikke at handle om noget, men sagen er i virkeligheden en helt anden. Den lider så afgjort under samme anke som ”Casino Royale”, nemlig en vis uklarhed over filmens plot, faktisk blot i mindre omfang end forgængeren. Jo, ”Quantom of Solace” handler om noget og hvor er det endnu engang befriende at det hverken er teknologisk isenkræm eller en kompliceret plan om verdensherredømmet - men derimod agent 007 der er færdig og moralsk udslukt før han overhoved kommer i gang. For fremtiden kan Bond duske lige så mange velformede kvinde og bestille lige så mange rystede og uomrørte Martinier som hans alder tillader ham, men efter at have oplevet de så godt som ligevægtige ”Casino Royale” og ”Quantum of Solace” bliver det formentlig aldrig det samme.
20/11-2008
