dommedag for dummies
3.0
Efter at have begået de to stringent fortalte og konceptuelle film, Dog Soldiers og The Descent, fik gyser- og suspense instruktøren Neil Marshall lov til at smide hæmninger og budgetrestriktioner over bord og finde sit indre filmvoldselskende legebarn frem til dommedagsvisionen Doomsday, der langtfra besidder Dog Soldiers humoristiske balancegang mellem spænding og morskab eller The Descent’s snigende uhygge og fastholdende spænding, men som til gengæld kan prale af et tempo- og actionniveau så ildevarslende højt, at man burde udlevere køresygepiller ved indgangen til denne film.
Marshall har ikke lagt de store ambitioner ind i historien, der til tider inspireres af, men oftest plagierer direkte fra film som Mad Max-trilogien, Camerons Aliens, John Carpenters tidligere værker og til dels også Reynolds humørrige Waterworld. Handlingen er taget fra standardhylden; vi er i den nære fremtid, hvor en biokemisk virus truer hele Storbritanniens eksistens. Skotland isoleres i troen på at virussen bliver det samme, men naturligvis sker dette ikke, og en hårdført, kvindelig kampsoldat, tilpas karismatisk spillet af Rhona Mitra, sendes som leder af en flok elitesoldater ind i karantænezonen for at finde en kur under tidspres. Simpelt og lettere dumt udgangspunkt, med den konventionelle pointe om at intet er så destruerende som mennesket selv, men Marshalls dedikerede indsats fokuserer ikke ind på historien, det er de talrige actionsekvenser, som han frådende kaster sig over med en bestialsk kreativitet. Det isolerede samfund er naturligvis forfaldet til primitive voldinstinkter, og så snart soldaterne er kommet om på den anden side af muren, starter Marshalls grafiske og depraverende voldsorgie, der indiskutabelt er en omgang overlæsset rod, men instrueret med en tilpas portion actionbehændighed og selvironi (en uskyldig kanin eksploderes, mens en storbarmet, badende blondine hiver et haglgevær frem og giver modstand). Innovation er for Marshall et fy-ord i denne omgang, men med hans nærmest barnlige entusiasme og en stor portion genrebeherskelse, er underholdningen intakt.
Doomsday er en umådelig stupid film, men det er også en effen og visuelt glimrende b-film, der fungerer upåklageligt på sine egne præmisser. Spændingen fra tidligere film er forsvundet og hjernefunktionen skal helst være tæt på det sovende niveau. Man sidder og læser i klichéernes håndbog, og hver og en af dem krydses af, men når rutschebaneturen er så heftig og voldsom, flyver bogen nærmest fra en. Den 80´er-agtige musikside hjælper også på filmens primitive charme. Marshalls kærlighedserklæring til en genre, som han tydeligvis elsker grænseløst, kalder ikke på gensyn, men underholdning er der nok af, i en herlig og eksplicit respektløshed overfor censuren. 3 store stjerner.
Marshall har ikke lagt de store ambitioner ind i historien, der til tider inspireres af, men oftest plagierer direkte fra film som Mad Max-trilogien, Camerons Aliens, John Carpenters tidligere værker og til dels også Reynolds humørrige Waterworld. Handlingen er taget fra standardhylden; vi er i den nære fremtid, hvor en biokemisk virus truer hele Storbritanniens eksistens. Skotland isoleres i troen på at virussen bliver det samme, men naturligvis sker dette ikke, og en hårdført, kvindelig kampsoldat, tilpas karismatisk spillet af Rhona Mitra, sendes som leder af en flok elitesoldater ind i karantænezonen for at finde en kur under tidspres. Simpelt og lettere dumt udgangspunkt, med den konventionelle pointe om at intet er så destruerende som mennesket selv, men Marshalls dedikerede indsats fokuserer ikke ind på historien, det er de talrige actionsekvenser, som han frådende kaster sig over med en bestialsk kreativitet. Det isolerede samfund er naturligvis forfaldet til primitive voldinstinkter, og så snart soldaterne er kommet om på den anden side af muren, starter Marshalls grafiske og depraverende voldsorgie, der indiskutabelt er en omgang overlæsset rod, men instrueret med en tilpas portion actionbehændighed og selvironi (en uskyldig kanin eksploderes, mens en storbarmet, badende blondine hiver et haglgevær frem og giver modstand). Innovation er for Marshall et fy-ord i denne omgang, men med hans nærmest barnlige entusiasme og en stor portion genrebeherskelse, er underholdningen intakt.
Doomsday er en umådelig stupid film, men det er også en effen og visuelt glimrende b-film, der fungerer upåklageligt på sine egne præmisser. Spændingen fra tidligere film er forsvundet og hjernefunktionen skal helst være tæt på det sovende niveau. Man sidder og læser i klichéernes håndbog, og hver og en af dem krydses af, men når rutschebaneturen er så heftig og voldsom, flyver bogen nærmest fra en. Den 80´er-agtige musikside hjælper også på filmens primitive charme. Marshalls kærlighedserklæring til en genre, som han tydeligvis elsker grænseløst, kalder ikke på gensyn, men underholdning er der nok af, i en herlig og eksplicit respektløshed overfor censuren. 3 store stjerner.
22/11-2008
