Strandet på moder jord
4.0
Nicholas Roegs sci-fi film, ’The man who fell to earth’, er lysår væk fra rumkrige, lyssværd og futuristiske dingenoter, men finder sted i noget så atypisk New Mexico på vores egen planet, i vores egen tidsalder. Dette gør den dog ikke mindre sær og speciel. Nærmere tvært i mod, for den er et originalt spejlbillede på vores egne særheder, i vores eget særlige samfund og i vores egen særlige lille univers, set fra de mest oplagte øjne. Nemlig en besøger ude fra.
En alien, beskikket af en fremragende debuterende David Bowie, lander, hvor enhver alien med respekt for sig selv ville lande, i New Mexico, med missionen som håndbagage, at bringe vand hjem til sin egen døende planet. Som at gå på månen for første gang, ser man i et flot panorerings billede en mand, med armene på langs, svært balancerende ned ad en skrænt fuldt med løs grus. Manden, som det fremgår, men ikke konkret dokumenteret i billederne, er lige landet på jorden, fra et kometlignende rumskib med meteorfart pladask ned i en stor sø. Han har hverdags tøj og sko på, og det eneste der umiddelbart får den nyankommende fra det ydre rum til at skille sig ud, er hans flamme, passioneret røde hår.
Med et ser vi med hans øjne, når han træder ind i menneskets verden og samfund, hvor det første der imødekommer ham, er en beruset og fattig bestyrer for et faldefærdigt cirkus, siger lokkende og dumt ”come over here, buddy”, som var han fra – en anden planet. Det er han ikke, han er nemlig placeret på vores lille klode, men han forekommer fremmede i hans rus, mens en løst flyvende og ødelagt hoppeborg svæver bag ham. Men vi er stadig på jorden, og snart viser vores gæst at han via 20 dollars – som han fik byttet for sin vielsesring hos en mistroisk købmand – får skabt en af USA’s allerstørste koncerner. Men som tilværelsen langsomt bliver skabt for den kære alien, ved navn noget såre simpelt som Thomas Jerome Newton, begynder dilemmaet om, han skal tage tilbage til sin oprigtige familie og redde dem fra en tørstende død, eller om han skal dyrke sin evige rigdom og magt her på jorden.
Nicholas Roeg instruerer på en sær og nærmest provokerende måde. Hvorfor har Thomas Jerome Newton almindelig tøj på efter han med lysets hastighed har styrtet ned i en våd sø? Hvordan får han via 20 dollars taget patent på diverse ting, som gør ham rig i uanede dimensioner? Og som noget af det mest betænksomme, hvad laver han egentlig på jorden? Det får man nemlig først svar på meget sent i filmen, og da det hænder, er det kun i en kort replik. Roeg slynger via et forførende visuelt sprog informationer frem i hovedet på hans tilskuer, uden at de har et fortællende fundament bag dem. Det gør fortællingen, selvom det er udelukkende bevidst fra Roegs side, meget narrativt haltende til tider og uforklarlig, mens man som publikum, skal indstille sig på, at skatten ligger for enden af regnbuen.
Fortællingen taber simpelthen puls og glød over dens 140 minutters lange spilletid. Hvor ’Blade Runner’, som givetvis skulle være inspireret af ’The man who fell to earth’, er et billeddigt man lydløst kan fortabe sig i, så er Roegd farvelade, visuelt mindre blændende. Triumferende er dog den konstant vedvarende symbolik og sensualitet, der for os mennesker til at fremstår dyriske, som gang på gang driver gæk. For eksempel, når vores aliens fortabende tilværelse i livet smukt bliver spejlet i gamle, amerikanske noir-romancer, som kører i de fjernsyn han over beglor og fascineres af døgnets 24 timer. Nicholas Roegs skæve rumcirkus er som helhed en vaklende suppedas af glamourøs, sensuelt og original sci-fi, mens den i de enkelte momenter blænder med provokerende symbolik og detaljerende, tankevækkende provokationer, som går op i en højere enhed der rager helt ud i det uendelige univers.
En alien, beskikket af en fremragende debuterende David Bowie, lander, hvor enhver alien med respekt for sig selv ville lande, i New Mexico, med missionen som håndbagage, at bringe vand hjem til sin egen døende planet. Som at gå på månen for første gang, ser man i et flot panorerings billede en mand, med armene på langs, svært balancerende ned ad en skrænt fuldt med løs grus. Manden, som det fremgår, men ikke konkret dokumenteret i billederne, er lige landet på jorden, fra et kometlignende rumskib med meteorfart pladask ned i en stor sø. Han har hverdags tøj og sko på, og det eneste der umiddelbart får den nyankommende fra det ydre rum til at skille sig ud, er hans flamme, passioneret røde hår.
Med et ser vi med hans øjne, når han træder ind i menneskets verden og samfund, hvor det første der imødekommer ham, er en beruset og fattig bestyrer for et faldefærdigt cirkus, siger lokkende og dumt ”come over here, buddy”, som var han fra – en anden planet. Det er han ikke, han er nemlig placeret på vores lille klode, men han forekommer fremmede i hans rus, mens en løst flyvende og ødelagt hoppeborg svæver bag ham. Men vi er stadig på jorden, og snart viser vores gæst at han via 20 dollars – som han fik byttet for sin vielsesring hos en mistroisk købmand – får skabt en af USA’s allerstørste koncerner. Men som tilværelsen langsomt bliver skabt for den kære alien, ved navn noget såre simpelt som Thomas Jerome Newton, begynder dilemmaet om, han skal tage tilbage til sin oprigtige familie og redde dem fra en tørstende død, eller om han skal dyrke sin evige rigdom og magt her på jorden.
Nicholas Roeg instruerer på en sær og nærmest provokerende måde. Hvorfor har Thomas Jerome Newton almindelig tøj på efter han med lysets hastighed har styrtet ned i en våd sø? Hvordan får han via 20 dollars taget patent på diverse ting, som gør ham rig i uanede dimensioner? Og som noget af det mest betænksomme, hvad laver han egentlig på jorden? Det får man nemlig først svar på meget sent i filmen, og da det hænder, er det kun i en kort replik. Roeg slynger via et forførende visuelt sprog informationer frem i hovedet på hans tilskuer, uden at de har et fortællende fundament bag dem. Det gør fortællingen, selvom det er udelukkende bevidst fra Roegs side, meget narrativt haltende til tider og uforklarlig, mens man som publikum, skal indstille sig på, at skatten ligger for enden af regnbuen.
Fortællingen taber simpelthen puls og glød over dens 140 minutters lange spilletid. Hvor ’Blade Runner’, som givetvis skulle være inspireret af ’The man who fell to earth’, er et billeddigt man lydløst kan fortabe sig i, så er Roegd farvelade, visuelt mindre blændende. Triumferende er dog den konstant vedvarende symbolik og sensualitet, der for os mennesker til at fremstår dyriske, som gang på gang driver gæk. For eksempel, når vores aliens fortabende tilværelse i livet smukt bliver spejlet i gamle, amerikanske noir-romancer, som kører i de fjernsyn han over beglor og fascineres af døgnets 24 timer. Nicholas Roegs skæve rumcirkus er som helhed en vaklende suppedas af glamourøs, sensuelt og original sci-fi, mens den i de enkelte momenter blænder med provokerende symbolik og detaljerende, tankevækkende provokationer, som går op i en højere enhed der rager helt ud i det uendelige univers.
24/11-2008
