return of the king

Anmeldelse af biografversionen

Man kunne ikke andet end have de værste anelser med hensyn til den fjerde installation i den filmisk udødelige Die-Hard saga. Hovedrolleindehaveren nærmede sig en alder, der ikke helt faldt overens med en action-karakter (hvilket blev bevist i den vage 16 Blocks), den nyfundne instruktør havde kun to tilforladelige, men mangelfulde sci-fi fantasy film bag sig, og det blev hurtigt officielt, at bandeord i denne omgang ville være fraværende. Derfor var det med græmmelse, jeg i sin tid satte mig utilrette i biografens sæde. Lyset dalede til mørke, projektoren gjorde hvad den skulle, to timer senere oplystes salen atter, og jeg forlod biografen med et smil så bredtfavnende og euforisk, at folk ikke kunne tro andet end at jeg var på stoffer. Hvilket ikke er langt fra sandheden, for med Die Hard 4.0 får man et af de mest hæsblæsende, medrivende og energismittende adrenalinfix i det nye årtusind. De skeptiske forhåndsindtryk var gjort dybt til skamme, og den nye film om John McClanes actionrige eskapader er en smuk og yderst værdig videreførelse af en ellers perfektibel trilogi.

Den unge instruktør Len Wiseman gik ud i sin baghave som lille og genindspillede den første Die Hard film efter at have overværet en af milestenene indenfor action-film. Tyve år senere fik han lov til at give sit eget bud til det epos, og han hiver karakteren fornemt ind i post-millennium med dertilhørende altomfavnende digitalisering og computerfokusering, uden på nogen vis at miste de originale films distingverende stemning. Die Hard 4.0 er en film lavet af en dedikeret fan af serien, og Wisemans mest imponerende bedrift er at behandle materialet, ikke kun med respekt, men med ærefrygt overfor sine forgængere. I modsætning til en film som den nye Indiana Jones, kan man med Die Hard 4.0 mærke, at der har været en genuin dedikation bag projektet, og slutresultatet er Hollywood-underholdning af den allerhøjeste og mest medrivende kvalitet.

Bruce Willis vender sensationel veloplagt og karismatisk charmerende tilbage som den fejlfyldte action-helt, der revolutionerede de ellers så ensidige og kedsommelige fortolkninger, som folk som Schwarzenegger og Stallone gav. Willis har ikke mistet pusten eller lysten med alderen og formår stadig at injektorere sin karakter med en fængende og dimensionsgivende portion humanisme. Genintroduktionen er fremragende i sin egen simplicitet. Efter tre gange at have forhindret rendyrket katastrofe, er McClane-figuren stadig håbløs med sine medmennesker. Han fungerer optimalt blandt kugleregn, eksplosioner og verbale provokationer, men de familiære og personlige aspekter er gennemhullede. Willis udspionerer sin datter (spillet af den billedskønne Mary Elizabeth Winstead) og bryder ind under en pinagtig situation, men hun afviser ham. Willis er for sent ude med at være far for sin datter, og han ved det selv. Det er et glimrende emotionelt fundament, Wiseman ligger ud fra begyndelsen af, men Die Hard 4.0 lever storslået på sine actionscener og har lidt med tid til de mere rolige sekvenser. Plottet går hurtigt i gang, hvor Willis i denne omgang må kæmpe med så abstrakt et begreb som strøm, ledninger og software. Mange har klaget over plottet i Die Hard 4.0, men personligt finder jeg det er et smart og til dels nødvendigt træk. Willis er oppe imod en teknologistyrende fjende med kløgtighed og magt bag en computer, og Willis´ fysiske ekspertise og handlekraftighed kan ikke række igennem skærme. Der er en underfundig kontrast mellem teoretiker versus praktiker, modernitet versus gammeldags tekniker, men heldigvis har hovedskurken masser af håndlangere (som Willis ironisk nok på et tidspunkt funderer over), som kan give Willis kamp langt over stregen. Skurken spilles af en ligeledes anklaget Timothy Olyphant, der muligvis ikke er en Alan Rickman eller Jeremy Irons, men mindre kan skam også gøre det. Man kan vel ikke servere uforglemmelige skurke hver gang, og Die Hard 2 var da stadig en sublim serie-film, selvom dennes skurk var mindre mindeværdig. Desuden synes jeg også, at Olyphant udskældes uretfærdig, for selvom han ikke har de mest originale eller gennemførte planer på bordet, så bringer han sin figur en nydelig del kynisme, uforudsigelighed og ikke mindst hånlig sarkasme overfor sine mindre kompetente medarbejdere. Olyphants indelukkede og kølige karisma klæder rollen, og så er hans nationale ragnaroksiværksættelse tilpas misantropisk til at han fortjener en omgang McClane.

Sidekaraktererne i Die Hard 4.0 er inferiørt tidligere værker taget i betragtning, men heldigvis falder Justin Longs konspirationselskende og pivsede computernørd ikke igennem. Tværtimod faktisk. Long giver humoristisk og velfungerende modspil til Willis, og så er begge to i besiddelse af faktisk ret fede one-liners, hvilket ellers har været en stor mangelvare i amerikanske film de sidste mange år. Handlingen omfatter en komplet computerovertagelse, hvilket paralyserer hele Amerika og efterlader alle hjælpeløse. En provokerende detalje ses i form af en sammenklippet version af diverse præsidenters taler, der sammenlagt beretter om den forestående terrorisme og regeringens magtesløshed overfor dette. Så er det dog godt, at den ensomme helt McClane kan kom ind og redde dagen, og troværdigheden mistes aldrig. Man kan tage renæssancen af Bond og Batman, Bourne og Ethan Hunt, og ingen af dem har noget på John McClane, der igennem Willis´ konsekvent fantastiske præstationer er den ultimative action-helt, med dertilhørende anklagende selvindsigt, grovkornet humor og konstant høj energi. Og i Die hard 4.0 får han lov til at give den hele armen. Lige fra den indledende redningsaktion (der er noget af det mest eminent sammenskruede action, jeg mindes at have set!) til det endegyldige klimaks, serveres vi som publikum generøst med sindsoprivende actionscener, der er opfindsomme, uhørt medrivende og nærmest uforglemmelig udtænkt og udført. Hvor Wiseman muligvis savner den intensitet fra de tidligere film, godtgøre han med en energi så latterlig højt, at man glemmer alt omkring sig. De eksplosive actionscener kan ikke gengives, de skal opleves, for magen til rendyrket drengerøvsfilm finder man sjældent. Når det hele indfanges i en konstant bevægelig og gennemført blæret linse, kan man ikke ønske mere.

Die Hard 4.0 har dog sine småfejl ind imellem, selvom de er svære at udpege på turen. Censuren har skåret bandeordene væk, hvilket tager marginaler fra McClane-karakteren (glæder mig til at se den ucensurerede udgave), og afvigelsen til Warlocks kælder giver et uklædeligt afbræk i en ellers stram fremadkørende film. Hvor megen respekt og beundring jeg end har for Kevin Smith som filmmager og pietetsløs foredragsholder, så falder han igennem her som nørdet computergeni med en Star Wars fetich. Som sagt er det dog bagateller, der ikke ændrer på den uforbeholdne fornøjelse der er i at se ens barndomshelt sparke røv, hoved og kvinder, og stadigvæk være ligeså sej og fascinerende som dengang. En respektindgydende triumf for både Wiseman og Willis, der meget gerne måtte byde på endnu en omgang the, da Die Hard 4.0 er perfekt underholdning, der fik mig til at føle den glæde, man som lille knøs havde, da man tog med forældrene i biografen. Tæt på topkarakter.