Idiotisk trivial-horror uden hoved eller hale
2.0
Lad os antage, at du var alene i et sommerhus en mørk aften. Pludselig dukker en mystisk person op ved døren og siger noget, der ikke gi'r mening. Kort efter hamres der voldsomt løs på alle døre og vinduer, og det står klart, at nogen også er trængt indenfor. Disse indtrængere går målrettet efter at ødelægge dine forbindelser til omverdenen ved at ødelægge din bil og dine telefoner.
- Spørgsmålet er: Hvor længe har du lyst til at blive i sommerhuset? Det er nemlig intet problem at flygte.
I filmen er vore to hovedpersoner overraskende glade for at blive på dette sted, endskønt ingen af dem oprindeligt var glade for at komme der. Selv da de erfarer, at huset belejres af hele tre maskeklædte sadister, som dog åbenlyst ikke har midler til at holde dem fanget, vælger de IKKE at løbe væk og ud i skoven, hvor de ville være i indiskutabel sikkerhed.
I stedet følger en lang føljeton af panikhandlinger og chokeffekter, bundet op på en utilgivelig mængde usandsynligheder (den tilkaldte ven, som lister sig musestille ind i huset samt vor mandlige helts opgivelse af haglgeværet trods livsfare og amsser af ammunition). Særdeles mange handlinger fremstår præcis ligeså umotiverede og tåbelige, som i alle andre dårlige gysere.
Rent håndværksmæssigt ikke er noget at klage over - ud over at det trods filmens korte spilletid hurtigt bli'r trivielt at se en opskræmt Liv Tyler løbe fra det ene til det andet til det tiende rum og smække døren bag sig.
Det er bare ikke pga. "godt håndværk" og effekter, at jeg betaler 85 kr. for at se en - helt uforståeligt anmelderrost - gyser i biffen af en debuterende instruktør. Dér forventer man sig naturligt nok at se noget nyt inden for genren eller i det mindste en originalt tænkt idé, som, hvad enten den helt holder eller ej, ville ha' været prisværdig. Bertino giver os ingen af delene men kun en stilistisk fortærsket og tilmed handlingsmæssigt irriterende dum genrefilm.
[SPOILER]
Flere har følt sig fristet til at sammenligne filmen med bl.a. Michael Hanekes psykopat-provokationsdrama "Funny Games" (1997). Forskellene på de to film er dog enorme. Bertino har ret beset intet at sige med sin film, gyset er alene for gysets skyld (morderne fremstår dumme), og handlingen fremdrives af et totalt fravær af motiv og sandsynlighed. I modsætning til F.G. er denne film alene skabt for at underholde.
Skal man i stedet sammenligne med noget, bliver det snarere "Texas Chainsaw Massacre" eller den australske isolations-slasher "Wolf Creek". Begge film, hvor skildringen af rædsler i mødet med en sadistisk massemorder synes at være den eneste idé bag filmen... så kan man altid påklistre noget søgt ævl à la "based on true events". Det legitimerer naturligvis intet i sig selv.
Værdsætter man alene gysere for chokeffekternes skyld, anbefales i stedet den japanske "Ju-On" (Hollywood-udgaven hedder "The Grudge"). Mit ubetinget største chok ift. "The Strangers" var nemlig, hvorfor så relativt mange anmeldere er faldet pladask for denne forkølede forestilling, som hverken rummer originalitet, æstetik eller dybere lag?
- Spørgsmålet er: Hvor længe har du lyst til at blive i sommerhuset? Det er nemlig intet problem at flygte.
I filmen er vore to hovedpersoner overraskende glade for at blive på dette sted, endskønt ingen af dem oprindeligt var glade for at komme der. Selv da de erfarer, at huset belejres af hele tre maskeklædte sadister, som dog åbenlyst ikke har midler til at holde dem fanget, vælger de IKKE at løbe væk og ud i skoven, hvor de ville være i indiskutabel sikkerhed.
I stedet følger en lang føljeton af panikhandlinger og chokeffekter, bundet op på en utilgivelig mængde usandsynligheder (den tilkaldte ven, som lister sig musestille ind i huset samt vor mandlige helts opgivelse af haglgeværet trods livsfare og amsser af ammunition). Særdeles mange handlinger fremstår præcis ligeså umotiverede og tåbelige, som i alle andre dårlige gysere.
Rent håndværksmæssigt ikke er noget at klage over - ud over at det trods filmens korte spilletid hurtigt bli'r trivielt at se en opskræmt Liv Tyler løbe fra det ene til det andet til det tiende rum og smække døren bag sig.
Det er bare ikke pga. "godt håndværk" og effekter, at jeg betaler 85 kr. for at se en - helt uforståeligt anmelderrost - gyser i biffen af en debuterende instruktør. Dér forventer man sig naturligt nok at se noget nyt inden for genren eller i det mindste en originalt tænkt idé, som, hvad enten den helt holder eller ej, ville ha' været prisværdig. Bertino giver os ingen af delene men kun en stilistisk fortærsket og tilmed handlingsmæssigt irriterende dum genrefilm.
[SPOILER]
Flere har følt sig fristet til at sammenligne filmen med bl.a. Michael Hanekes psykopat-provokationsdrama "Funny Games" (1997). Forskellene på de to film er dog enorme. Bertino har ret beset intet at sige med sin film, gyset er alene for gysets skyld (morderne fremstår dumme), og handlingen fremdrives af et totalt fravær af motiv og sandsynlighed. I modsætning til F.G. er denne film alene skabt for at underholde.
Skal man i stedet sammenligne med noget, bliver det snarere "Texas Chainsaw Massacre" eller den australske isolations-slasher "Wolf Creek". Begge film, hvor skildringen af rædsler i mødet med en sadistisk massemorder synes at være den eneste idé bag filmen... så kan man altid påklistre noget søgt ævl à la "based on true events". Det legitimerer naturligvis intet i sig selv.
Værdsætter man alene gysere for chokeffekternes skyld, anbefales i stedet den japanske "Ju-On" (Hollywood-udgaven hedder "The Grudge"). Mit ubetinget største chok ift. "The Strangers" var nemlig, hvorfor så relativt mange anmeldere er faldet pladask for denne forkølede forestilling, som hverken rummer originalitet, æstetik eller dybere lag?
28/11-2008
