"Fetch me my nigger"

"Fetch me my nigger". Den ene replik opsummerer hele filmen, sagt som den bliver af Toby Jones i rollen som den dekadent sminkede, parykbærende Hertug af Clarence, der ikke har kontanter nok på sig og derfor bruger sin sorte kusk som indsats i et spil kort. Filmen nævner ikke med ét ord, at samme hertug senere blev kronet som Kong William IV af Storbritannien, men det er så heller ikke ham, "Amazing Grace" handler om - men derimod én af hans politiske modstandere, William Wilberforce, som fra slutningen af det 18. århundrede var blandt lederne af bevægelsen for at forbyde slavehandel i det britiske imperium.

"Amazing Grace" beskæftiger sig stort set kun med den politiske side af historien. Man ser næsten intet til slavernes lidelser, hører dem kun genfortalt - og deri har filmen en fin indirekte pointe: Nemlig at lige meget hvor trygt den engelske overklasse levede hjemme i London, langt fra slaveskibe og sukkerplantager, så burde det ikke have været muligt at vende det blinde øje til så længe (der gik 18 år, fra Wilberforce første gang forsøgte at få slavehandel forbudt i Underhuset, til loven blev stemt igennem).

Den store styrke i "Amazing Grace" ligger i den detaljerede skildring af et kontroversielt emne i britisk politik i en turbulent periode - i baggrunden rumsterer både Den Amerikanske Frihedskrig, Den Franske Revolution og Napoleonskrigene. Filmen klipper en hæl og en tå flere steder for at passe de historie fakta ind i filmformat. Men det tilgiver jeg gerne instruktør Michael Apted, for de store linjer er intakte, og filmen vrimler ikke mindst med historiske personligheder, spillet af dygtige britiske skuespillere.

Ioan Gruffudd er faktisk ikke synderligt overbevisende som sin lidende udgave af Wilberforce. Men det er til gengæld en storspillende Benedict Cumberbatch som hans studiekammerat William Pitt (the Younger), Englands yngste premierminister nogensinde, Michael Gambon som den prominente whig Charles Fox og Rufus Sewell som Thomas Clarkson, der var en pioner inden for græsrodsarbejde og bl.a. organiserede underskriftsindsamlinger, PR-kampagner, salg af antislaveri-badges og forbrugerboykot af slaveproducerede varer. Der er også Albert Finney, som har to stærke nøglescener som Wilberforces religiøse rådgiver John Newton - manden, der skrev salmen "Amazing Grace", efter han havde opgivet sin karriere som slaveskibskaptajn og i stedet blev præst. Og så lige Toby Jones og Ciarán Hinds som Wilberforces stærkeste modstandere i parlamentet.

Med sådan en rolleliste er det nærmest en selvfølge, at skuespillet generelt er af høj kvalitet, og Apted leverer desuden en bundsolid historisk filmproduktion - stille og roligt overbevisende i billeder og production design uden at være en storfilm. Til gengæld synes jeg, at fortællingen bliver afviklet temmelig mystisk. Den starter ca. midt i, med at Wilberforce møder sin kommende kone, tager derefter forhistorien i nogle meget lange flashbacks og fortsætter så videre i tid fra det oprindelige udgangspunkt. Meget kluntet, og jeg kan ikke finde andre forklaringer, end at Apted må have troet, at publikums interesse ville blive bedre fastholdt, når Romola Garais kønne rødfarvede krøller kom på lærredet helt fra start.

Den underlige omgang frem-og-tilbage i handlingen gør ikke noget godt for "Amazing Grace", som i forvejen ikke er for enhver smag, fordi den altså fokuserer på detaljer i det historisk-politiske spil. Faktisk er den overraskende afdæmpet, når man tænker på, hvor nemt det ville være at spille på de store følelser i en historie om de godes kamp mod de ondes slaveri. "Amazing Grace" kommer aldrig ud i store, episke historiske vingesus, men holder sig til mere afmålte bask med vingerne. De virker så til gengæld stabilt og effektivt i en film, der har meget at byde på, hvis man tager sig tid til den.