// Vort sinds endeløse og mørke high ways //

Mit forhold til David Lynch er noget nær det mest ambivalente i mit liv. Jeg hader hans måde at lave film samtidig med at jeg elsker den. Jeg kan simpelthen ikke forstå hans pointer samtidig med at jeg er helt med på, hvad han prøver at fortælle os. Jeg kan ikke snuppe hans bølgede hår samtidig med at jeg selv vil have samme frisure. Jeg kunne blive ved. Lost Highway er måske hans største fuldblods neo-noir-klassiker, og efter at have set filmen anden gang kan jeg stadig ikke få tingene til at hænge sammen. Men alligevel har jeg ikke kunne ryste oplevelsen af mig, og jeg føler at jeg er nødt til at få mine tanker skrevet ned på sort-hvid, helt simpelt og konventionelt. Hvis min anmeldelse alligevel bliver lige så sløret som en Lynch-film, beklager jeg meget på forhånd - det er altså ikke verdens nemmeste film at skrive om.

For det første er det vigtigt at slå fast at Lynch ikke lægger sin vægt på en kronologisk og plotbetynget handling. Hans film svæver i sin helt egen bobbel, som er mørk og til tider helt uigennemtrængelig. Der sker ting og sager, som kun kan "forstås" hvis man ser bort fra sin bevidste moral og perception - ALT foregår på et mørkt og underbevist plan, som mest af alt ligner et freudiansk mareridt. Og som vi alle ved med mareridt (og drømme) så er det aldrig til at forudsige, hvad der næst vil ske. Det er kun vort sind, som leder os igennem og det helt uden for vore egne valg. Tit opbygges en ond spiral, som bevæger sig længere og længere væk fra det, man egentlig troede mareridtet handlede om. Til sidst er man gået igennem så mange lag, at der kun er mørke tilbage - og et utal af fortolkninger. Hvad kræver dette? At man ser tilbage helt fra begyndelsen og kortlægger handlingen, helst med så mange detaljer som muligt. Efter dette kan man så trække på de forskellige sideforløb og fortolkninger. Samme princip gælder for Lost Highway (og de fleste af Lynch's film).

SKAL OGSÅ ADVARE AT MIN ANMELDELSE/KOMMENTAR BYGGER PÅ SPOILERS!

Frank Madison (Bill Pulman) er jazzmusiker uden rigtig forbindelse til sit liv. Han har en smuk kone (Patricia Arquette). Deres sexliv er ikke længere blomstrende, og Frank er bange for at konen Renee er ham utro. Han er ikke lykkelig, og det eneste sted han kan slippe af med sine aggressioner er på scenen med sin tenorsax. En dag får ægteparret tilsendt en pakke (samtidig med at Frank lidt inden har fået at vide at en vis Dick Laurent er død), hvori der ligger et videobånd. Tilsyneladende er det en fanatiker, som har filmet deres hus i et halvt minut. Frank og Renee ligger ikke mere i det, selvom filmen er lige så stille, som den er urolig. De får en ny pakke, og samme sekvens ses på det nye bånd. Der er dog filmet lidt mere denne gang, da galningen nu nærmer sig huset, åbner døren og træder indenfor. Båndet slutter. Tredje gang de modtager pakken, ses samme film som på det andet bånd, denne gang fortsætter filmen indtil at Frank og Renee bliver filmet mens de sover i deres seng. Politiet bliver med det samme tilkaldt, men de har stort set ingen spor at gå efter.

Frank og Renee tager sammen til fest, som et eller andet lykkeligt ægtepar. Hun bliver hurtig fuld og Frank fornemmer hendes flirten med andre mænd end ham selv. En mystisk mand (Robert Blake) træder frem og snakker til Frank, som hvis de kendte hinanden. Han fortæller ham, at han i dette øjeblik befinder sig i hans hjem, og det er intet under at Frank ikke forstår ham. Den mystiske mand rækker ham en mobiltelefon, og Frank får selv lov til at ringe hjem, og en stemme svarer i røret, som er helt identisk med den mystiske mands. Dette er dog først den letfordøjelige start. Ægteparret vender hjem, og siden Frank er rystet fra vid og sans tjekker han huset igennem. Der er selvfølgelig ingen hjemme. Næste dag vågner Frank, og sætter et nyt bånd på, som han har modtaget. Alt er ligesom før, men efter at han bliver filmet i sengen med sin kone, dukker de mest rædelsslagende billeder frem. Her klipper Lynch filmen på en helt igennem genial måde, så man kun ser fragmenter af billederne - man er dog ikke et sekund i tvivl om hvad der er sket. Frank har åbenbart som en eller anden Jack The Ripper myrdet og sprættet sin kone op. Og i næste sekund får Frank en knytnæve i hovedet af en politibetjent, som hvis han har drømt om den morgen. Nu er vi godt på vej ned af spiralen. Man sidder allerede og tvivler på hvad der egentlig er sket. Bare rolig, det hele skal nok nå at blive meget mere bizart...

Frank ryger selvfølgelig i fængsel, dømt for mord. Isoleret fra omverdenen (det ser også ud som om at han er den eneste fange), går hans hverdag nu kun ud på at vente til døden træder ind, når han sidder i den elektriske stol. Han bliver dog ramt at forfærdelige hovedpiner, søvnløshed og i sidste ende en mærkelig sygdom. Og en aften, mens han sidder i sin fængelscelle, sker der et eller andet. Lyn og torden blurer, Frank sidder og skriger og skaber sig mens Lynch fører kameraet lige ind i Franks hovedskal som brækkes op. Sort.

Næste morgen er Frank væk, og i hans celle sidder en helt anden fyr, som vi aldrig har set før, den unge fyr Pete Dayton (Balthazar Getty). Ingen forstår noget som helst, og Pete kan selv intet huske. Han bliver selvfølgelig hentet af sine forældre, som tager pleje om ham. Pete begynder at ses med sine venner, han har en smuk kæreste og arbejder hos den lokale mekaniker, hvilket han udfører med bravour. Hans liv ser ud til at være på skinner igen, indtil Mr. Eddy (den glimrende Robert Loggia) kommer kørende med sin panserede Mercedes. Han interesserer sig for Pete, og hvis man ikke vidste bedre kunne han sagtens være hans søde bedstefar, som blot passer på sit barnebarn. Man erfarer dog, at han er skingrende sindssyg gangster med en dødalvorlig moral. Det ser stadig godt ud for Pete, for nu har han også en som vil beskytte ham, og Mr. Eddy er bestemt en vogter alle ville ønske sig.

Tingene begynder så småt at smuldre, da Pete indleder en affære med den smukke og forføreriske (femme fatale) Alice (også spillet af Patricia Arquette). Det er nemlig Mr. Eddys kone. Selvom de skjuler affæren så godt som muligt, føler Pete hele tiden at Mr. Eddy udmærket er klar over hans synd. Endnu en gang bevæger vi os ned af en mørk spiral, som opstår ud af den første store spiral, og nu bliver det rigtig svært at følge med. Petes kæreste finder ud af hans utroskab, og forældrene bekymrer sig for deres søn. De ved tydeligvis et eller andet om den aften, hvor han endte i fængslet. De vil blot ikke fortælle ham sandheden. Samtidig får Pete et opkald af Mr. Eddy, som åbenbart er i ledtråd med den mystisk mand fra festen, hvor Frank og Renee befandt sig. Alice har dog en plan, som vil kunne redde deres liv. Hun kender en alfons (den samme fyr som inviterer Frank og Renee til fest), og han skulle ikke være det sværeste offer, når det kommer til et lille røveri. Det virker som en perfekt simpel plan, men det er som regel også dem, som er bundet til at gå galt. Spiralen begynder nu at føre publikum ind til et endnu mere bizart sted, og Pete står nu midt i et makabert pornomiljø, hvor Alice også har bidraget med sin del. Alt ender med at alfonsen bliver myrdet ved et uheld, og Pete begynder at lide af en hovedpine som ligner Franks i fængslet. Han forsøger at finde badeværelset, men åbner i stedet en dør hvor der vises en pornofilm med Alice. Pete lider mere og mere, og hovedpinen udvikler sig til en slags mentalt nedbrydende stress. Inden de begge flygter fra gerningsstedet, opdager Pete et foto af alfonsen som står med Alice og Mr. Eddy som står med Renee (Franks kone!)

De flygter ud i ørkenen, hvor Alice har lovet at politiet vil møde dem. De stopper dog først ved et træhus, og foran dette ude i sandet dyrker de hed sex (noget som nok skal forstås mere symbolsk end reelt), og inden Petes klimaks fortæller Alice ham, at hun aldrig vil blive hans. Vi får ingen katarsis. Vi ser nu ikke længere Pete, men Frank som nøgen rejser sig op og følger efter Alice, som løber ind i huset. Derinde sidder den mystiske mand, og påminder ham vredt om at kvinden hedder Renee - ikke Alice - og hun åbenbart er flygtet. Frank løber nu ud til bilen, mens manden truende følger efter ham med et kamera. Frank ender ved Lost Highway Hotel, hvor Mr. Eddy (som nu går under navnet Dick Laurent) deler værelse med Renee/Alice. Frank venter til at hun er gået og angriber den ældre mand og fører ham ud i ørkenen. De ender i en kamp, hvor Frank får hjælp af en tredje person, som rækker ham en kniv, hvorefter Frank skærer halsen om på den psykopatiske gangster. Den mystiske mand træder endnu en gang frem med et bærbart lille tv (der vises en makaber og surrealistisk pornofilm med Marilyn Manson og Twiggy Ramirez, som Laurent/Mr. Eddy har set før og nydt). Den mystiske mand trækker en pistol frem og skyder den i forvejen medtagne Laurent/Mr. Eddy. Han hvisker noget i Franks øre og forsvinder.

Hjemme hos alfonsen er politiet i gang med undersøge mordet, og de ser samme fotografi som Pete kiggede på. Forskellen er blot at Alice mystisk nok ikke længere befinder sig ved siden af alfonsen. De forsøger nu at klarlægge det nylige mord i huset med Franks mord, og sætter således en jagt igang efter ham. Morgenen starter påny og Frank ankommer til sit hjem og siger i dørtelefonen at Dick Laurent er død (det samme som vi hører af starten af filmen). Og på samme måde som i Eternal Sunshine... erfarer publikum at filmen i sig selv er en ond cirkel. Han vender tilbage til bilen, hvorefter politiet følger efter ham ud i ørkenen. Frank får samme onde hovedpine som i fænglset og det sidste man ser ved den nu sindssyge og skrigende Frank, er hans hovedskal som endnu engang flækkes.

Kameraet kører hurtigt hen ad motorvejen nede ved afstribningen og David Bowie begynder at synge den passende sang "I'm Deranged".

Hvis du er en af de få, som er nået til dette punkt, beklager jeg for beskrivelsen af det lange handlingsforløb, både pga. længden og de detaljer, jeg har glemt undervejs.

Frank Madison er et fuck-up. Han er bange for at leve livet, og hans angst for impotens og konens utroskab medfører en form for mentalt fravær uanset hvor han befinder sig. Hans eneste beskyttelse er saxofonen, kun med dette falliske og sexede instrument, overlever han hverdagen. De mystiske videobånd dukker op, som vi må formode at den mephisto-lignende mand filmer. Hvem er den fyr, som kan være flere steder på een gang, og som tydeligvis har interesse i Frank? Findes han overhovedet eller er han en del af Franks fantasi? Hvad er overhovedet virkeligt i filmen?

Underbevidstheden er ganske umulig at finde logik i, men hvis man endelig skal tage snakken op - og især mht Lost Highway - vil psykoanalysen give nogle fornuftige bud på forløbet og personernes vigtighed i filmen. Frank og Pete er selvsamme person, eller sagt på en anden måde: Frank ønsker at være den lækre unge fyr, som er god til at score damer og arbejde på en så maskulin arbejdsplads som en mekaniker. Frank/Pete er jeg'et, og allerede der har vi et tegn på, at Franks er personlighed er dysfunktionel: kampen og hovedpinerne i fængslet er hans skizofrene tendens. Han hader sig selv så meget, at Lynch rent visuelt viser transformationen. Og her vil de fleste slukke tv'et, for selvfølgelig knækkes Franks hovedskal ikke i virkeligheden, men rent symbolsk gør den. På samme måde med det næsten ødetomme fængsel, som symboliserer Franks sind; et tomt og komplekst rum, hvor han selv sidder fanget og som han kun kan undslippe ved dagdrømme. Hvad så med overjeg'et og id'et? Her bevæger vi os ud i fortolkninger, som kan forekomme lidt mere flygtige og ulogiske. Men Lost Highway skal egentlig også betragtes som et digt, fordi det kan fortolkes på mange forskellige måder, afhængig af personen, der læser det.

Id'et bliver repræsenteret af Mr. Eddy, som også er en tvetydig person i form af Dick Laurent, hvilket jo gør hele mønstret endnu mere komplekst. Mr. Eddy er den impulsive psykopat og pornoentusiast, han elsker store pistoler og kører rundt i en sort, turbotunet Mercedes. Han bliver styret af sine drifter, og har absolut ingen potensproblemer. Det har Pete jo egentlig heller ikke i begyndelsen, men man skal huske på at hans "kreator" er Frank, og han er den store tåbe. Han er rent faktisk sådan en tåbe og taber, at hans alter ego i dagdrømmene også begynder at fucke op. Og det er måske det største tegn på, at en mand er i problemer. Pete kommer til at stå overfor en ny angst (som også anspores hos Frank) for de sexuelle drifter, mord og den makabre vold; et noir-univers som Pete tvinges ud i af filmens femme fatale. Overjeg'et er straks det svære element at skulle identificere, men lad os betragte den mystiske mand med kameraet som repræsentant. Overjeg'et fornemste opgave er at advare jeg'et om de fristelser som id'et ånder og lever for. Overjeg'et kontrollerer vores samvittighed, en rolle som man måske ikke helt kan forbinde med den mystiske mand. På et tidspunkt i filmen sidder Mr. Eddy jo sammen med ham, men id'et ville aldrig kunne eksistere hvis vi ikke havde et overjeg'et. Men det er i hvert fald et af de problematiske aspekter i denne teori. Videofilmene viser sig at være afspejlinger af virkeligheden, og mordet på konen kommer til at fungere som Franks mord på fristelserne, hvilet han tror kommer til at hjælpe på hans impotens. Da Frank "vågner" op igen efter at hans alter ego har mislykket sin affære, møder han sit overjeg i træhuset igen, og der advarer han ham om ikke at tage fejl af sin kone; hun hedder ikke Alice men Renee! Alice findes jo ikke, og hun er blot en fantasi, som Frank et eller andet sted ikke må have, fordi han er en anstændigt gift mand! Hele episoden med Pete viser bare, hvor stærke vores drifter er. De bliver en så stor del af Frank, at han ikke engang selv kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Dick Laurent er den anden side af drifterne, som rammer Frank direkte, fordi Laurent ikke har problemer med at tilfredsstile hans kone. Han bliver et ideal for Frank, som han dog er nødt til at slå ihjel; ingen må være bedre end ham selv, og det skaber et hav af jalousi og had inde i ham. Overjeget i form af den mystiske mand hjælper ham derfor med at slå sine drifter ihjel, og man skulle derfor tro at Frank så kommer på rette spor. Men han er nu et ukomplet menneske, og til sidst i filmen befinder han sig præcist i samme punkt, som i fængslet på randen af et nervesammenbrud. Han står faktisk værre til end før. Detektiverne og politiet repræsenterer dermed alle os andre almindelige og halvdumme mennesker. De befinder sig i en verden, som de slet ikke forstår, og forsøger at finde orden i det kaos, som bliver spredt omkring dem.

Lost Highway er ikke for den gængse biografgænger. Det er et stykke abstrakt kunst, som adskiller sig fra noget andet der bliver sendt fra Hollywoods evighedsmaskine. Lynch kan uden tvivl sit kram, og filmen oser simpelthen af æstetiske kvaliteter, som man godt kan komme til at glemme pga. den abstrakte historie. Især det typisk lynchianske hus, hvor Frank og Renee bor, får hårene til at rejse sig med sine mørke gange, det forstyrrende stringente møblement og de store loftsvinduer, der hænger som overvågningskameraer. Første del af filmen er helt klart noget af de ypperste der er lavet inden for den psykologiske thriller-genre, som selveste Hitchcock ikke ville kunne lave bedre. Anden del er den onde tvilling, som understøttes af et hårdtslående soundtrack af bl.a. Marilyn Manson og Rammstein.

Skuespillerne leverer også varen, selvom Balthazar Getty måske ikke er den stærkeste karakterskuespiller i rollen som Pete - men det fungerer alligevel på en eller anden måde. Patricia Arquette er også en ren fryd at kigge på, og der er heller ikke mange af hendes former, som man ikke får vist på skærmen - og det er tydeligt endnu en gang at Lynch kan bringe det smukkeste og grimmeste frem i de kvinder han caster (tænk bare på Isabella Rossellini, Laura Dern og Naomi Watts). Peter Derning har også hjulpet godt til med at få den helt rigtige noir stemning frem, hvilket jo så også er blevet blandet sammen med den lynchianske surrealisme. Men det er en svær film, som jeg tror de færreste ville kunne være med på, og selvom det måske er den bedste film Lynch har lavet, er det samtidig også den, der har fået de dårligste anmeldelser. Det kan godt være at den simpelthen er alt for Lynch!

Lost Highway er en fascinerende film, som dog ikke kan kategoriseres blandt andre end Lynches egne, som ånder og lever i et helt specielt univers, han måske er den eneste der forstår. De er en stemning, en meditation, et psykologisk indblik i sindets mest mørke kroge; det sted som man kun holder for sig selv og tophemmeligt for andre. Jeg har stor respekt for manden, og jeg vil blive ved med at se hans film, for han er en virtuos som laver film om det som ingen anden tør, men som vi alle på en eller anden måde kan relatere til - vi ved det bare måske ikke. Og det er netop også Lynchs svaghed samtidig med at det også er hans evige styrke.

Jeg er desværre ikke i stand til at vurdere filmen kvantitativt i fulde alvor, helst ville jeg ikke sætte filmen i bås med x antal stjerner. De 3 stjerner skal derfor ikke tages så alvorligt, blot en afspejling af den følelse jeg sidder inde med, helst ville jeg give 6 og 0 stjerner på samme tid. Lad det være op til læseren af min anmeldelse, hvad de synes filmen skal modtage.