The Monsters are Back...
4.0
... og som sædvanligt mener de det alvorligt!
Egentlig døde Ripley (selvfølgelig spillet af Sigourney Weaver) jo i "Alien 3", men en blodprøve af hende eksisterer stadig, og den bruges til, 200 år ude i fremtiden, at skabe en klon af hende. Genskabelsen af Ripley sker natuligvis med henblik på at få fat på den Alien, hun bærer i sig. Klonningen finder sted ombord på et militært-videnskabeligt rumskib, hvor man ønsker at studere og tæmme alien'en (vi ved selvfølgelig godt, at det kommer til at gå grueligt galt).
Heldigvis bliver klonningen ikke bare en gimmick for, at få Ripley hevet ind til endnu en film. Den bruges faktisk som en del af handlingen. Hvor de tre første Alien-film handlede om, "The Company", hvis grådighed var årsagen til, at monstret blev sluppet løs. Tager "Alien - genopstandelsen" fat på et, allerede fra Frankenstein, gammelkendt tema. De frygtelige konsekvenser af videnskabens/videnskabsmandens overmod. Den pervertering, som sker, når ny viden jagtes uden tanke for konsekvenserne. Det ses allerede i indledningscenen i den næsten seksuelt betonede glæde, som videnskabsmændene udviser, da de opererer alien'en ud af Ripleys bryst. Man kunne godt have instruktøren Jean-Pierre Jeunet mistænkt for at have set "Riget", og ladet sig inspirere af både Mary og Lillebror. "Alien - genopstandelsen" handler også om, hvad det vil sig at være henholdsvis et menneske og menneskelig, når videnskaben skaber væsener, som ikke er mennesker, men som måske er mere menneskelige end disse.
Ombord på rumskibet kommer en flok pirater og smuglere. De har kidnappet et rumskib med nedfrosne mennesker, som militæret køber for at bruge til udrugning af nye aliens. Det er denne flok forbrydere, som Ripley slår sig sammen med i kampen mod monstrene. De hæderkronede autoriteter; militæret og videnskaben - personificeret ved hvide mænd, kan ikke kontrolere monstret. Som modsætning til denne traditionelle autoritet står outsidergruppen af kvinder, handicappede, negre, samt et par andre minoriteter som science fiction-filmen har forsynet filmens verden med. De evner til gengæld at kæmpe mod monstret.
Fransk humor
Det er franskmanden Jean-Pierre Jeunet, der har instrueret "Alien - genopstandelsen". Sammen med makkeren Marc Caro har han stået bag filmene "Delicatessen" og "De fortabte børns by". Især "Delicatessen" var en perle af en film. Begge filmene skabte et helt specielt, bizart og grotesk - og ikke mindst visuelt betagende univers. På engang science fiction og samtidigt med et sær gammeldags tone. Denne visuelle overdådighed tager Jeunet med til Amerika og kombinerer den med det velkendte Alien-univers, hvor slimede monstre færdes i forfaldne rumskibe. Resultatet er flot. Med sig tager han også den meget sorte humor som karakteriserede "Delicatessen" og "De fortabte børns by". Nogen vil måske ikke synes, at den hører hjemme i Alien-universet, men i denne verden af utallige sequels har det været Alien-filmenes styrke, at de var indbyrdes forskellige.
Klonningen af Ripley er ikke gået sporløst hen over hende, og hendes nye personlighed giver filmen nogle interessante aspekter. Ved siden af Sigourney Weaver, der altid er sej som Ripley, introduceres Winona Ryder som den nye heltinde Call. Selvom Winona Ryder næsten er for smuk og æterisk til at optræde i et Alien-univers fuldt af forfald og vold, fungerer samspillet mellem hende og Weaver fint.
Under alle omstændigheder har genoplivningen af Ripley (eller af monstret) skabt en flot og underholdende film.
Egentlig døde Ripley (selvfølgelig spillet af Sigourney Weaver) jo i "Alien 3", men en blodprøve af hende eksisterer stadig, og den bruges til, 200 år ude i fremtiden, at skabe en klon af hende. Genskabelsen af Ripley sker natuligvis med henblik på at få fat på den Alien, hun bærer i sig. Klonningen finder sted ombord på et militært-videnskabeligt rumskib, hvor man ønsker at studere og tæmme alien'en (vi ved selvfølgelig godt, at det kommer til at gå grueligt galt).
Heldigvis bliver klonningen ikke bare en gimmick for, at få Ripley hevet ind til endnu en film. Den bruges faktisk som en del af handlingen. Hvor de tre første Alien-film handlede om, "The Company", hvis grådighed var årsagen til, at monstret blev sluppet løs. Tager "Alien - genopstandelsen" fat på et, allerede fra Frankenstein, gammelkendt tema. De frygtelige konsekvenser af videnskabens/videnskabsmandens overmod. Den pervertering, som sker, når ny viden jagtes uden tanke for konsekvenserne. Det ses allerede i indledningscenen i den næsten seksuelt betonede glæde, som videnskabsmændene udviser, da de opererer alien'en ud af Ripleys bryst. Man kunne godt have instruktøren Jean-Pierre Jeunet mistænkt for at have set "Riget", og ladet sig inspirere af både Mary og Lillebror. "Alien - genopstandelsen" handler også om, hvad det vil sig at være henholdsvis et menneske og menneskelig, når videnskaben skaber væsener, som ikke er mennesker, men som måske er mere menneskelige end disse.
Ombord på rumskibet kommer en flok pirater og smuglere. De har kidnappet et rumskib med nedfrosne mennesker, som militæret køber for at bruge til udrugning af nye aliens. Det er denne flok forbrydere, som Ripley slår sig sammen med i kampen mod monstrene. De hæderkronede autoriteter; militæret og videnskaben - personificeret ved hvide mænd, kan ikke kontrolere monstret. Som modsætning til denne traditionelle autoritet står outsidergruppen af kvinder, handicappede, negre, samt et par andre minoriteter som science fiction-filmen har forsynet filmens verden med. De evner til gengæld at kæmpe mod monstret.
Fransk humor
Det er franskmanden Jean-Pierre Jeunet, der har instrueret "Alien - genopstandelsen". Sammen med makkeren Marc Caro har han stået bag filmene "Delicatessen" og "De fortabte børns by". Især "Delicatessen" var en perle af en film. Begge filmene skabte et helt specielt, bizart og grotesk - og ikke mindst visuelt betagende univers. På engang science fiction og samtidigt med et sær gammeldags tone. Denne visuelle overdådighed tager Jeunet med til Amerika og kombinerer den med det velkendte Alien-univers, hvor slimede monstre færdes i forfaldne rumskibe. Resultatet er flot. Med sig tager han også den meget sorte humor som karakteriserede "Delicatessen" og "De fortabte børns by". Nogen vil måske ikke synes, at den hører hjemme i Alien-universet, men i denne verden af utallige sequels har det været Alien-filmenes styrke, at de var indbyrdes forskellige.
Klonningen af Ripley er ikke gået sporløst hen over hende, og hendes nye personlighed giver filmen nogle interessante aspekter. Ved siden af Sigourney Weaver, der altid er sej som Ripley, introduceres Winona Ryder som den nye heltinde Call. Selvom Winona Ryder næsten er for smuk og æterisk til at optræde i et Alien-univers fuldt af forfald og vold, fungerer samspillet mellem hende og Weaver fint.
Under alle omstændigheder har genoplivningen af Ripley (eller af monstret) skabt en flot og underholdende film.
19/11-2018
