Brækkede vingers basken
5.0
Lige fra allerførste billede mærker man noget helt særligt florere i den franske film ”Dykkerklokken og sommerfuglen”. Mens dens indledende ’credits’ tørner frem på skærmen i skæve, charmerende bogstaver suppleres de af en lystig fransk melodi og af en række kulørte røntgenbilleder af brækkede knogler - og så har filmen i al sin herlige og ydmyg enkelhed listet sig i gang.
Allerede i denne smågeniale indledning aner man en kvote af den bitre og smukke poesi som ”Dykkerklokken og sommerfuglen” senere hen svælger i - ligesom det allerede står klart, at der bag filmen gemmer sig en helt særligt underfundig filmisk hjerne, der gør det til en skiftevis dybt sørgmodig og uendelig livsinspirerende oplevelse at spendere halvanden time af sit liv i selskab med en lam og længselsfuld mand med udsyn fra en sygeseng.
Manden med hjernen af den krøllede slags, der har det med at gøre filmverdenen underværker, hedder altså i denne omgang Julian Schnabel og er en forholdsvis lille, tæt mand med uglet hår, stort skæg og kulørte solbriller - og med en hjertefølt ambition om at få sine medmennesker til at føle sig i live. En sammensætning der er omtrent lige så omfangsrigt som det filmiske vildnis, der fryder og forskrækker sanserne på skift i ”Dykkerklokken og sommerfuglen”.
Først og fremmest er det dog den bærende ambition om livsbekræftelse, der former Schnabel som kunster og en filmmager af den viljestærke slags. Når han i de første 20 minutter af sin film vil vise os, hvordan en 99% kropslam mand anskuer tilværelsen igennem et enkelt øje, jamen så lader han da bare kameraet agere øje og giver linseudsynet sløring og dobbeltsyn når øjet mangler fikspunkt eller blot en kløende finger til den fnugbefængte nethinde.
Igennem disse ca. 20 minimalistiske minutter er det lige før at ”Dykkerklokken og sommerfuglen” ligner en higen efter noget, den aldrig kan blive, nemlig en audiovisuel afdækning af livet i en død krop - selvom det vitterligt er enormt fascinerende. Når Schnabel til gengæld giver os en af de mest sanselige afdækninger af en menneskelig sindstilstand i filmens hidtidige historie tilgiver man det gerne, og når man græder med sin lamme hovedperson i en af de mest hjertegribende scener i mands minde, gyser i en anden og henrykkes over livets muligheder i en tredje, så fås filmkunst ikke meget mere mangfoldigt end ”Dykkerklokken og sommerfuglen”. Marginal tæt på 6 stjerner.
Allerede i denne smågeniale indledning aner man en kvote af den bitre og smukke poesi som ”Dykkerklokken og sommerfuglen” senere hen svælger i - ligesom det allerede står klart, at der bag filmen gemmer sig en helt særligt underfundig filmisk hjerne, der gør det til en skiftevis dybt sørgmodig og uendelig livsinspirerende oplevelse at spendere halvanden time af sit liv i selskab med en lam og længselsfuld mand med udsyn fra en sygeseng.
Manden med hjernen af den krøllede slags, der har det med at gøre filmverdenen underværker, hedder altså i denne omgang Julian Schnabel og er en forholdsvis lille, tæt mand med uglet hår, stort skæg og kulørte solbriller - og med en hjertefølt ambition om at få sine medmennesker til at føle sig i live. En sammensætning der er omtrent lige så omfangsrigt som det filmiske vildnis, der fryder og forskrækker sanserne på skift i ”Dykkerklokken og sommerfuglen”.
Først og fremmest er det dog den bærende ambition om livsbekræftelse, der former Schnabel som kunster og en filmmager af den viljestærke slags. Når han i de første 20 minutter af sin film vil vise os, hvordan en 99% kropslam mand anskuer tilværelsen igennem et enkelt øje, jamen så lader han da bare kameraet agere øje og giver linseudsynet sløring og dobbeltsyn når øjet mangler fikspunkt eller blot en kløende finger til den fnugbefængte nethinde.
Igennem disse ca. 20 minimalistiske minutter er det lige før at ”Dykkerklokken og sommerfuglen” ligner en higen efter noget, den aldrig kan blive, nemlig en audiovisuel afdækning af livet i en død krop - selvom det vitterligt er enormt fascinerende. Når Schnabel til gengæld giver os en af de mest sanselige afdækninger af en menneskelig sindstilstand i filmens hidtidige historie tilgiver man det gerne, og når man græder med sin lamme hovedperson i en af de mest hjertegribende scener i mands minde, gyser i en anden og henrykkes over livets muligheder i en tredje, så fås filmkunst ikke meget mere mangfoldigt end ”Dykkerklokken og sommerfuglen”. Marginal tæt på 6 stjerner.
08/12-2008
