Socialrealistisk vampyrfilm
5.0
Jeg sidder lige i noget "eksamensforberedelse", men føler mig nødsaget til at reklamere for dette lille mesterstykke. Derfor må I tage jer til takke med en knap så gennemarbejdet anmeldelse fra hjemmesiden filmz.dk:
Der er dømt svensk socialrealistisk vampyrdrama i Tomas Alfredsons visuelt overdådige "Lad den rette komme ind". En film, der tryllebinder seeren fra første fløjt og aldrig slipper sit jerngreb igen.
Jeg vil nødigst gennemgå handlingen i detaljer, da det muligvis vil skræmme alle med en vis kritisk sans væk. Umiddelbart lyder blandingen af socialrealisme, ungdomsfilm og vampyrdrama indrømmet som en noget broget cocktail, men måden hvorpå Alfredson samler den i en bundsolid helhed er forbilledlig. Han formår konstant at spille på alle strenge i sit filmiske repertoire, mens han flydende veksler mellem de vidt forskellige genrer; uden så meget som en enkelt falsk eller påklistret tone. Både de ubarmhjertigt intense scener mellem hovedpersonen Oskar og vampyren Eli og de mere overnaturlige øjeblikke fungerer således upåklageligt, og uanset om handlingen finder sted i en triviel skolegård eller på siden af et højhus(!) stråler filmen af vitalitet og knugende nærvær.
Rigtigt imponerende bliver det dog først, da Alfredsson - yderst implicit - for alvor begynder at berøre en række evigt aktuelle temaer. Bl.a. er mobning under luppen, men sjældent (man fristes til at sige aldrig!) er det blevet behandlet så smukt som i "Lad den rette komme ind".
Da filmen tilmed er krydret med en bjergtagende billedside , der perfekt understøtter filmens særegne væsen (forpremierens arrangør beskrev den som "creme ned i organerne") , er der ikke meget tilbage at ønske sig. "Lad den rette komme ind" er en af årets rent ud sagt bedste film, en mesterlig dissektion af fremmedgørelse blandt børn, og en film enhver bør unde sig selv at se. Marginaler fra topkarakteren.
Der er dømt svensk socialrealistisk vampyrdrama i Tomas Alfredsons visuelt overdådige "Lad den rette komme ind". En film, der tryllebinder seeren fra første fløjt og aldrig slipper sit jerngreb igen.
Jeg vil nødigst gennemgå handlingen i detaljer, da det muligvis vil skræmme alle med en vis kritisk sans væk. Umiddelbart lyder blandingen af socialrealisme, ungdomsfilm og vampyrdrama indrømmet som en noget broget cocktail, men måden hvorpå Alfredson samler den i en bundsolid helhed er forbilledlig. Han formår konstant at spille på alle strenge i sit filmiske repertoire, mens han flydende veksler mellem de vidt forskellige genrer; uden så meget som en enkelt falsk eller påklistret tone. Både de ubarmhjertigt intense scener mellem hovedpersonen Oskar og vampyren Eli og de mere overnaturlige øjeblikke fungerer således upåklageligt, og uanset om handlingen finder sted i en triviel skolegård eller på siden af et højhus(!) stråler filmen af vitalitet og knugende nærvær.
Rigtigt imponerende bliver det dog først, da Alfredsson - yderst implicit - for alvor begynder at berøre en række evigt aktuelle temaer. Bl.a. er mobning under luppen, men sjældent (man fristes til at sige aldrig!) er det blevet behandlet så smukt som i "Lad den rette komme ind".
Da filmen tilmed er krydret med en bjergtagende billedside , der perfekt understøtter filmens særegne væsen (forpremierens arrangør beskrev den som "creme ned i organerne") , er der ikke meget tilbage at ønske sig. "Lad den rette komme ind" er en af årets rent ud sagt bedste film, en mesterlig dissektion af fremmedgørelse blandt børn, og en film enhver bør unde sig selv at se. Marginaler fra topkarakteren.
11/12-2008
