Klaatu burde have sagt nej tak

2.0
*spoilers*

Som i Robert Wises sci-fi-klassiker fra 1951 får Jorden i genindspilningen af "The Day the Earth Stood Still" besøg af aliens med et budskab: Opfør jer ordentligt, eller vi udsletter jer.

I den oprindelige film var budskabet pacifistisk, møntet på atomvåbenkapløbet og den kolde krig. I den nye udgave er det derimod mere uklart, hvad det egentlig er, de der aliens mener. Deres sendebud siger flere gange, at menneskene er ved at ødelægge planeten, men det bliver faktisk aldrig specificeret hvordan. Jeg associerede til global opvarmning og klimaproblemer, som mange garanteret vil gøre det. Men der er i princippet frit valg til at fylde sine egne holdninger i.

Det er blot ét eksempel på, hvor store plothullerne er i denne her film. Et andet af de større er, at de truende aliens tilsyneladende har været til stede på planeten i årtier i form af agenter i menneskeform. Men de har alligevel ikke gidet at lære deres dræberrobot at tale menneskesprog - hvilket måske kunne have forhindret nogle af de misforståelser, der som i den oprindelige film fører til, at den amerikanske hær går til angreb frem for at søge dialog. Hvis robotten havde kunnet tale engelsk, ville den så ikke kunne have gentaget én af sci-fi-filmhistoriens mest berømte replikker. Så den må søreme have været vigtig at få med ...

Derudover bliver filmen aldrig spændende for alvor. Hvilket egentlig er godt klaret i en historie, hvor hele menneskehedens overlevelse er på spil. Det ender jo, selvfølgelig, med at de truende aliens beslutter sig for at give menneskene en chance til - men det fremgår heller ikke rigtig, hvorfor de ændrer mening. Tingene bliver aldrig virkelig sat på spidsen, og pludselig er menneskeheden alligevel reddet, og de der aliens tager hjem ... Nå?

Måske er den dybere mening, at man skal tolke det fremmede sendebud som en Kristus-figur. Det lægger filmens allersidste replik i hvert fald klart op til, ligesom det er bemærkelsesværdigt, hvor naturligt visse ting i plottet bliver sat i en bibelsk kontekst. Men selv hvis det er det, der er meningen, lykkes det ikke for instruktør Scott Derrickson (som ellers stod for en ganske effektiv gang kristen propaganda i sin forrige film, "The Exorcism of Emily Rose").

Medgives skal det dog, at "The Day the Earth Stood Still" anno 2008 er en flot produktion, især med fine visuelle effekter. Rumvæsenernes biologiske masseødelæggelsesvåben er godt udtænkt, og der er bl.a. en flot animation af ødelæggelsen af Giants Stadium. Keanu Reeves er også glimrende valgt til sin hovedrolle, for hans stive spillestil passer godt til et sendebud fra rummet. Og Jennifer Connelly kæmper det bedste, hun kan, som den forsker, der som den eneste kommer i ordentlig dialog med sendebuddet.

Filmen starter klart bedre, end den slutter, for rumvæsenernes ankomst er egentlig spændende nok. Men overordnet er der altså alt for mange ting, der slet ikke fungerer i den nye udgave af "The Day the Earth Stood Still". Den er en sørgelig gendigtning af en klassiker, som havde fortjent bedre.
The Day the Earth Stood Still