Pseudoseriøs karikatur
3.0
Som satire er Oliver Stones biografi af George W. Bush ikke skarp nok. Som et seriøst drama er den for plat og karikeret. Det er en blød mellemvare. Hurtigt lavet, så den kunne udgives op til valget af den problematiske præsidents efterfølger.
Josh Brolin er fremragende til at fange det kropssprog og ansigtsudtryk, som vi kender så godt fra hver gang Bush går på talerstolen til pressekonferencer. Ifølge filmen har det ganske enkelt været hans udtryksform igennem hele livet i alle situationer. Der er ikke forskel på college-knægten Bush og præsidenten Bush i denne fremstilling. Han er lige så tynget af sin fars forventninger og skuffelse nu som dengang. Måske er det rigtigt i virkelighede. Men jeg tror ikke på det, som det er fremstillet i ”W.”. J
eg tror heller ikke på den simplificerede skildring af, hvad der foregik i Pentagon og det hvide hus op til invasionen af Irak. Den handling var også så ubegribelig, at det er svært at tro, når man ser det genfortalt. Men Dick Cheneys (Richard Dreyfuss) megalomaniske slideshow er næsten over i en fattigmandsudgave af ”Dr. Strangelove”.
Samtidig er ”W.” på grænsen til at være et seriøst melodrama om en mand med faderkompleks og et alkoholproblem. Bush tømmer den ene flask Jack Daniels efter den anden og Oliver Stone zoomer gang på gang ind på flasken for at sige: Se her, det er den, der gør det.
Måske er det, fordi vi stadig døjer med manden, at det er svært at få balancen mellem det seriøse og komiske til at gå op. Komedie er tragedie plus tid. Vi får nok en bedre, sjovere film om Bush-tiden at se om nogle år.
Josh Brolin er fremragende til at fange det kropssprog og ansigtsudtryk, som vi kender så godt fra hver gang Bush går på talerstolen til pressekonferencer. Ifølge filmen har det ganske enkelt været hans udtryksform igennem hele livet i alle situationer. Der er ikke forskel på college-knægten Bush og præsidenten Bush i denne fremstilling. Han er lige så tynget af sin fars forventninger og skuffelse nu som dengang. Måske er det rigtigt i virkelighede. Men jeg tror ikke på det, som det er fremstillet i ”W.”. J
eg tror heller ikke på den simplificerede skildring af, hvad der foregik i Pentagon og det hvide hus op til invasionen af Irak. Den handling var også så ubegribelig, at det er svært at tro, når man ser det genfortalt. Men Dick Cheneys (Richard Dreyfuss) megalomaniske slideshow er næsten over i en fattigmandsudgave af ”Dr. Strangelove”.
Samtidig er ”W.” på grænsen til at være et seriøst melodrama om en mand med faderkompleks og et alkoholproblem. Bush tømmer den ene flask Jack Daniels efter den anden og Oliver Stone zoomer gang på gang ind på flasken for at sige: Se her, det er den, der gør det.
Måske er det, fordi vi stadig døjer med manden, at det er svært at få balancen mellem det seriøse og komiske til at gå op. Komedie er tragedie plus tid. Vi får nok en bedre, sjovere film om Bush-tiden at se om nogle år.
17/12-2008
