Tilbage til start

2.0
Efter to store kommercielle flop, "Swept Away" og "Revolver", er Guy Ritchie søgt tilbage til den britmob-stil, han for 10 år siden etablerede sig med.

I "RocknRolla" bliver historien udløst af nogle russiske mafiosi, der laver suspekte ejendomsinvesteringer i London og har brug for en byggetilladelse, som de vil bestikke sig til. Men en forræder i deres egne rækker giver et tip til en bande small-time-gangstere, og snart er mange mennesker på jagt efter bestikkelsespengene. Samtidig med at de forsøger at finde den russiske gangsterboss' lykkemaleri, som hans britiske forbindelse har mistet.

Som det måske kan anes af ovenstående, minder "RocknRolla" temmelig meget om "Lock, Stock and Two Smoking Barrels". Omdrejningspunktet er nogle ulovlige penge, som alle gerne vil have fat på, mens maleriet har ca. samme rolle som de antikke geværer i Ritchies debutfilm. Ritchie forsøger sig da også med den velkendte cocktail af skæv humor, højt tempo og usandsynlige forviklinger.

Det fungerer bare slet ikke så godt som i Ritchies to første hitfilm. "RocknRolla" er simpelt hen for ivrig efter at være sej og cool og morsom, og det får hele filmen til at virke enormt konstrueret. Alle replikker skal være seje og sjove, men de bliver for angstrengte og for meget - især filmens fortællerstemme er slemt overlæsset med smarte formuleringer. Alle scener skal have attitude og kant, og det fjerner fokus fra helheden, som bliver alt for rodet, samtidig med at plottet er fortænkt. Ganske godt klaret, egentlig.

Selvfølgelig er der øjeblikke, som virker fint, for Ritchies gamle sans for skæv humor skinner trods alt igennem. Blandt andre Tom Wilkinson, Idris Elba og Toby Kebbell har nogle fint leverede replikker, og "RocknRolla" skal også have ros for en fantastisk kreativt klippet sexscene. Men som helhed lykkes den slet ikke. Guy Ritchie vil tydeligvis gerne bevise, at han stadig har talentet, men det var der ærligt talt mere af i "Revolver", som i sin lettere mystiske stil var et interessant forsøg på at koble freudiansk analyse med britmob. "RocknRolla" er kun en gang anstrengt genbrug af gammel britmob.
RocknRolla