Halvgod klassisk storfilm!

3.0
Baz Luhrmann’s nye film hedder Australia, som er en klassisk storfilm om kærlighed og krig. Lige efter bogen. Det er ikke hver dag der laves sådan en. Men uanset hvad baggrunden er for dette projekt, så er resultatet kun halvfærdigt. Desværre føler man, at gnisten mangler. Man er aldrig 100% grebet af historien, som desværre også hurtigt flader ud. Man forværrer desværre også situationen ved at lade en irriterende dreng rende rundt og være ufrivillig komisk. Og han er tilmed også filmens forfærdelige voiceover. Til sidst kammer det også helt over i ren følelsesporno, men det havde man jo også næsten forudset.

Filmens store force er nok den tekniske afdeling. Billedsiden, lydsiden, locations, musikken og kostumerne er alt sammen gennemført lavet, og giver en god fornemmelse af, at det er en storfilm vi har med at gøre. Man er også fint underholdt af filmens anden halvleg, hvor den ligesom begynder at komme op i omdrejningerne, mens den første del af filmen virkede på mig direkte ufrivillig komisk og langtrukken.

De store navne på plakaten gør det fint, selvom de selvfølgelig også er meget oplagte valg til rollerne. Men de gør jobbet fint i en på mange måder middelgod og politisk korrekt storfilm, som burde have været bedre med en anden som instruktør. Den får lige røven med sig op på de tre stjerner.
Australia