Mester og lærling

Dardenne-brødrenes naturalistiske stil fungerer så godt, fordi de tænker på indhold mere end stilen. I ”Le Fils” bruger de som altid håndholdte kamera og lange takes, men i de fleste tilfælde er de rettet mod hovedpersonens ansigt. Det er et subjektivt kamera. Close ups af hovedpersonen, så vi hele tiden spekulerer på, hvad der foregår i hans hoved.

Snedkermesteren Olivier (Olivier Gourmet) ligner mest af alt en bæver med sine tykke briller, der fremhæver de smalle øjne. Han underviser på et træningscenter for kriminelle unge. En dag kommer en ny elev på centret. Olivier afviser først at tage ham på sit hold. Derefter begynder han at spionere drengen. Følge efter ham på vej hjem. Kigge efter ham fra kantinekøkkenet. Er han pædofil? Er det som titlen antyder måske en søn, han aldrig har mødt? Først efter en halv time finder vi ud af hvorfor. Jeg vil ikke afsløre noget her. Læs ikke for meget andre steder om den, før du ser den.

Der er et stærkt moralsk dilemma bag det hele. Filmen er proppet med suspense i hver en scene, selv når personerne blot gør de mest basale, kedelige hverdagsting som at købe en sandwich hos en bager. Olivier er en indelukket type. Han har ikke så mange udtryk. Ikke så meget snak. Kun snitteri i træ. Men stilheden larmer i denne film.

”Le Fils” er umådelig spændende for blandingen af det naturalistiske med det subjektive. Al spændingen ligger under overfladen. Som publikum er vi hele tiden aktive i at spekulere i, hvad der foregår bag facaden. Det er en film, der kan eksplodere hvert sekund, og det vi ser på er så virkeligt, næsten kedeligt, at det er skræmmende. ”Le Fils” er helt unik.