Blodfattig Hitchcock
2.0
Dette er utvivlsomt den ringeste Hitchcock, jeg har oplevet. Ikke nok med at al klassisk Hitchcock-suspense er kasseret til fordel for middelmådige kærlighedshistorier, tager filmen - ligesom sin forgænger "Torn Curtain" - også udgangspunkt i den kolde krig som den portrætterer yderst unuanceret. For at sige det lige ud er skildringen af den kolde krig lige så troværdi som i de samtidige James bond-film; de rene amerikanere bekæmper de onde, korrupte og snotdumme cubanere. Men modsat 60'ernes James Bond-film, skildres karaktererne i "Topaz" uden den mindste smule forsonende ironi, hvilket for en venstreorienteret gut som jeg, faktisk gør "Topaz" til en decideret usympatisk film.
De eneste plusser tilfalder de rester af Hitchcocks store stilistiske originalitet som trods alt kommer til syne et par gange i løbet af filmen i form af stærkt symbolsprog og pirrelig leg med tilskueren, der pludselig selv skal til at lægge to og to sammen, for at kunne udrede en handling af visse scener. Det er dog alt for sjældent at denne virtuositet kommer til syne, og det mest imponerende ved filmen ender således også med at være forundringen over, hvordan det har været muligt for Hitchcock at lave så solide thrillers som "Vertigo", "Psycho" og "The Birds", og efterfølgende synke så langt ned i de trivielle romancers ligegyldighed, hvilket dybest set er hvad denne film repræsenterer.
De eneste plusser tilfalder de rester af Hitchcocks store stilistiske originalitet som trods alt kommer til syne et par gange i løbet af filmen i form af stærkt symbolsprog og pirrelig leg med tilskueren, der pludselig selv skal til at lægge to og to sammen, for at kunne udrede en handling af visse scener. Det er dog alt for sjældent at denne virtuositet kommer til syne, og det mest imponerende ved filmen ender således også med at være forundringen over, hvordan det har været muligt for Hitchcock at lave så solide thrillers som "Vertigo", "Psycho" og "The Birds", og efterfølgende synke så langt ned i de trivielle romancers ligegyldighed, hvilket dybest set er hvad denne film repræsenterer.
28/12-2008
