Carrey i god form
4.0
Efter at have været deltids passiv og fuldtids anonymiseret i en mindre årrække i filmverdenen, er det en udelt fornøjelse at se en af generationens mest talentfulde og fysisk gakkede komikere tilbage på lærredet. Jim Carrey er fundamentet, tiltrækningskraften og hele omdrejningspunktet i Yes Man, der er en filmatisering af Danny Wallaces underfundige memoirs, der i et humorladet eksperiment nødtvunget sagde ja til alle tilbud i et halvt år. En glimrende præmis til en komedie, men selvom Yes Man ikke udnytter potentialet til fulde, så er der masser af varmende underholdning og komisk seværdighed fra Carreys side til stede i en bundforudsigelig og politisk korrekt film, der leverer til tilfredshed, men så heller ikke et milligram mere.
Carrey spiller den livspassiviserede Carl Allen, der frasiger sig alt i livet og lever på kedsommelige dampe. En dag deltager han i et selvhjælpsseminar, der lærer ham at sige ubetinget ja til alt, og tingene vendes derefter til det positive. Yes Man er umådelig formularisk og uoverraskende fortalt, men der er en sympatisk finhed til stede i karakterbeskrivelsen og den gængse udvikling, som instruktøren Peyton Reed kommer langt med i sin film. Det hjælper også, at Carrey er genuin morsom og tilpas restriktiv (han har en sporadisk tendens til at overspille komikken), og han får glimrende modspil i den lettere aparte og ganske charmerende Zooey Deschanel, der har gjort sig bemærket med denne type semi-excentriske roller i film som Crowes Almost Famous og David Gordon Greens interessante All the Real Girls. De opstillede situationer, som Carrey sættes ud i, er velfungerende og langt hen ad vejen morsomme (kunne dog godt have undværet selvmordsredningsaktionen), og der er altid velbehag at finde i en fortælling om en mand, der lærer at leve livet. Reed napper blidt i halsen på de overgearede selvhjælpskurser og fanatiske scientology-agtige trosretninger, og pointerne med at gode råd kommer tvetydige og at alt skal gøres med måde indlemmes naturligt i store dele af filmen, der kun i dens tredje akt begynder at miste sit publikum til alt for standardiseret dramatik og visdomsmorale. Her burde man muligvis trække en stjerne fra min bedømmelse, men jeg var ultimativt glimrende og harmløst underholdt, så Yes Man fortjener en anbefaling herfra.
Carrey spiller den livspassiviserede Carl Allen, der frasiger sig alt i livet og lever på kedsommelige dampe. En dag deltager han i et selvhjælpsseminar, der lærer ham at sige ubetinget ja til alt, og tingene vendes derefter til det positive. Yes Man er umådelig formularisk og uoverraskende fortalt, men der er en sympatisk finhed til stede i karakterbeskrivelsen og den gængse udvikling, som instruktøren Peyton Reed kommer langt med i sin film. Det hjælper også, at Carrey er genuin morsom og tilpas restriktiv (han har en sporadisk tendens til at overspille komikken), og han får glimrende modspil i den lettere aparte og ganske charmerende Zooey Deschanel, der har gjort sig bemærket med denne type semi-excentriske roller i film som Crowes Almost Famous og David Gordon Greens interessante All the Real Girls. De opstillede situationer, som Carrey sættes ud i, er velfungerende og langt hen ad vejen morsomme (kunne dog godt have undværet selvmordsredningsaktionen), og der er altid velbehag at finde i en fortælling om en mand, der lærer at leve livet. Reed napper blidt i halsen på de overgearede selvhjælpskurser og fanatiske scientology-agtige trosretninger, og pointerne med at gode råd kommer tvetydige og at alt skal gøres med måde indlemmes naturligt i store dele af filmen, der kun i dens tredje akt begynder at miste sit publikum til alt for standardiseret dramatik og visdomsmorale. Her burde man muligvis trække en stjerne fra min bedømmelse, men jeg var ultimativt glimrende og harmløst underholdt, så Yes Man fortjener en anbefaling herfra.
28/12-2008
