- Narnia lever videre -

4.0
Den første filmatisering var overraskende vellykket, og det samme kan siges om den næste udfordring for de fire søskende i landet med de talende dyr. Igen har man fortalt eventyret levende og underholdende, og som det var tilfældet med den første film er der ikke mange kedelige minutter, på trods af at man tager sig rigtig god tid til tingene. Adamson er igen en glimrende fortæller, der indfanger universets storhed med et flot holdt kamera.

De mange karakterer er en svær opgave at få balanceret og holde styr på, men også her er det lykkedes ret godt, og selvom vores nye titelkarakter spilles hamrende kedeligt af Ben Barnes, så stråler de fire søskende igen. Visuelt får vi, ikke overraskende, en stor oplevelse, og kampscenerne er et stort aktiv for filmen. Slutningen trækkes lige lovlig langt ud, men ellers er Adamson nu kun én film fra at lave en vellykket trilogi over et af de mest berømte litterære værker i nyere tid. Hvis den da overhovedet får lov at blive lavet (Disney er netop sprunget fra).
Narnia: Prins Caspian