Dinoland revisited
3.0
"The Lost World" fortsætter, hvor "Jurassic Park" slap, eller rettere, bringer os tilbage til begyndelsen, så vi kan gennemleve mareridtet forfra igen.
"I'll be back in five or six days." -"No. You'll be back in five or six pieces!" Dette galgenhumoristiske replikskifte er ganske sigende for den entusiasme, eller rettere mangel på samme, som kaosteoretikeren Ian Malcolm lægger for dagen, da han finder sig selv solidt plantet tilbage i det mareridt, han har prøvet at glemme, siden han første gang rendte rundt i storvildtjægeroutfit og kiggede på store firben. Den gang i Jurassic Park rendte han rundt med nogle videnskabsmænd, der grangiveligt lignede Laura Dern, Sam Neill og Richard Attenbrough og funderede over hvor meget, der egentlig kan gå galt, når mennesket manipulerer med arvemassen fra uddøde dyr og således begår hybris. Hans værste forudanelser holdt stik, og Jurassic Park blev et meget usundt sted at opholde sig. Kun med nød og næppe undslap Malcolm og nogle få andre en grusom skæbne som dinofrokost, og Jurassic Park måtte opgives og ødelægges.
Der var lige én mere
Flere år efter tilkaldes han af sin gamle arbejdsgiver Attenborough, der har en plan. Eftersom det aldrig er lykkedes de overlevende at overbevise omverdenen om rigtigheden af dinosaurhistorien, må der skaffes nogle konkrete beviser. De beviser ønsker han, at Malcolm skal tilvejebringe, og han ved også hvorfra. Det viser sig nemlig, at han i bedste computerånd tog en sikkerhedskopi af øen, før den blev slettet, så der stadig eksisterer et site no. 2. Denne ø har aldrig været beregnet til kommerciel udnyttelse, men skulle være en rugekasse for øgleyngel, før det blev sluppet løs på site no. 1. Og vupti - historien kan begynde forfra. Der er bare ét problem: Malcolm vil ikke. Han synes ligesom, at han fik nok sidst og mener, at man aldrig bør gå tilbage til en Tyrannosaurus Rex. Desværre for ham er hans kæreste, Sarah, af en anden opfattelse og er allerede taget afsted til øen. Så hvad enten han vil eller ej, må Malcolm tilbage i farezonen for at redde hende fra de skællede bæster. Det kan jeg godt forstå. Julianna Moore er en sød pige, som bør reddes - ikke ligesom hende Laura Dern, der ganske ufortjent overlevede sidst.
Man han er en modvillig helt. Han vil virkelig ikke dette her, og havde dinosaurerne ikke været så adfærdsvanskelige, var der ikke blevet nogen konflikt dér. Men det er de, godt hjulpet på vej af filmens skurke, der hidser dem op ved at safarijage dem, samtidig med at vore helte er ved at ringmærke dem. Og så har vi balladen. Igen. Brøl, gys, blod og cliffhangerscener. Og det er der i grunden (irriterende nok) kommet en glimrende film ud af.
Bedre illusion
For det virker. Steven Spielberg er en instruktør, der måske ikke har lyst til at ændre verden, men i hvert fald gerne vil tjene penge på den. Og det gør han ved at lave bundsolid og velturneret underholdning, der er rigt i sit filmsprog og formår at skabe momenter af uovertruffen spænding. Rent teknisk kan det godt ses at holdet af computerdrenge er blevet bedre til at skabe illusionen om levende dyr. Sammensmeltningen af skuespillere og comuputeranimation er på det nærmeste sømløs, og de enkelte dyr har megen personlighed. Så langt hen ad vejen er filmen et glimrende eventyr, man godt kan være bekendt at se. Især ovennævnte cliffhangerscene er et mesterstykke i suspense, og det er utroligt hvor længe boldene kan holdes i luften med variationer over samme ide.
Desværre insisterer filmen på at slutte cirka 20 minutter efter, man halvhøjt er begyndt at remse bustiderne op for sig selv og lede efter nærmeste udgang. Disse tåbelige 20 minutter bruges på en særdeles tynd Crocodile Dundee-finte, hvor rollerne og miljøerne pludselig byttes om, så T. Rex kan fortsætte hvor King Kong slap. Mit råd må være at sætte sit æggeur til at ringe efter et par timer og så smutte, mens manuskriptforfatteren (David Koepp) stadig har sin værdighed i behold.
"I'll be back in five or six days." -"No. You'll be back in five or six pieces!" Dette galgenhumoristiske replikskifte er ganske sigende for den entusiasme, eller rettere mangel på samme, som kaosteoretikeren Ian Malcolm lægger for dagen, da han finder sig selv solidt plantet tilbage i det mareridt, han har prøvet at glemme, siden han første gang rendte rundt i storvildtjægeroutfit og kiggede på store firben. Den gang i Jurassic Park rendte han rundt med nogle videnskabsmænd, der grangiveligt lignede Laura Dern, Sam Neill og Richard Attenbrough og funderede over hvor meget, der egentlig kan gå galt, når mennesket manipulerer med arvemassen fra uddøde dyr og således begår hybris. Hans værste forudanelser holdt stik, og Jurassic Park blev et meget usundt sted at opholde sig. Kun med nød og næppe undslap Malcolm og nogle få andre en grusom skæbne som dinofrokost, og Jurassic Park måtte opgives og ødelægges.
Der var lige én mere
Flere år efter tilkaldes han af sin gamle arbejdsgiver Attenborough, der har en plan. Eftersom det aldrig er lykkedes de overlevende at overbevise omverdenen om rigtigheden af dinosaurhistorien, må der skaffes nogle konkrete beviser. De beviser ønsker han, at Malcolm skal tilvejebringe, og han ved også hvorfra. Det viser sig nemlig, at han i bedste computerånd tog en sikkerhedskopi af øen, før den blev slettet, så der stadig eksisterer et site no. 2. Denne ø har aldrig været beregnet til kommerciel udnyttelse, men skulle være en rugekasse for øgleyngel, før det blev sluppet løs på site no. 1. Og vupti - historien kan begynde forfra. Der er bare ét problem: Malcolm vil ikke. Han synes ligesom, at han fik nok sidst og mener, at man aldrig bør gå tilbage til en Tyrannosaurus Rex. Desværre for ham er hans kæreste, Sarah, af en anden opfattelse og er allerede taget afsted til øen. Så hvad enten han vil eller ej, må Malcolm tilbage i farezonen for at redde hende fra de skællede bæster. Det kan jeg godt forstå. Julianna Moore er en sød pige, som bør reddes - ikke ligesom hende Laura Dern, der ganske ufortjent overlevede sidst.
Man han er en modvillig helt. Han vil virkelig ikke dette her, og havde dinosaurerne ikke været så adfærdsvanskelige, var der ikke blevet nogen konflikt dér. Men det er de, godt hjulpet på vej af filmens skurke, der hidser dem op ved at safarijage dem, samtidig med at vore helte er ved at ringmærke dem. Og så har vi balladen. Igen. Brøl, gys, blod og cliffhangerscener. Og det er der i grunden (irriterende nok) kommet en glimrende film ud af.
Bedre illusion
For det virker. Steven Spielberg er en instruktør, der måske ikke har lyst til at ændre verden, men i hvert fald gerne vil tjene penge på den. Og det gør han ved at lave bundsolid og velturneret underholdning, der er rigt i sit filmsprog og formår at skabe momenter af uovertruffen spænding. Rent teknisk kan det godt ses at holdet af computerdrenge er blevet bedre til at skabe illusionen om levende dyr. Sammensmeltningen af skuespillere og comuputeranimation er på det nærmeste sømløs, og de enkelte dyr har megen personlighed. Så langt hen ad vejen er filmen et glimrende eventyr, man godt kan være bekendt at se. Især ovennævnte cliffhangerscene er et mesterstykke i suspense, og det er utroligt hvor længe boldene kan holdes i luften med variationer over samme ide.
Desværre insisterer filmen på at slutte cirka 20 minutter efter, man halvhøjt er begyndt at remse bustiderne op for sig selv og lede efter nærmeste udgang. Disse tåbelige 20 minutter bruges på en særdeles tynd Crocodile Dundee-finte, hvor rollerne og miljøerne pludselig byttes om, så T. Rex kan fortsætte hvor King Kong slap. Mit råd må være at sætte sit æggeur til at ringe efter et par timer og så smutte, mens manuskriptforfatteren (David Koepp) stadig har sin værdighed i behold.
19/11-2018
