det underdanige, mandlige individ

Jeg må med skam i sinde ærligt bekende, at jeg endnu ikke har set den oprindelige The Wicker Man, der i hænderne på den debuterende og lidet produktive instruktør Robin Hardy efter sigende skulle være en genuin kultklassiker. Det var derfor med åbent sind og begrænset med pre-viden, at jeg satte den amerikanske genindspilning i dvd-maskinen, og hvilken forbløffende og psykologisk skræmmende lille perle, der rullede sig ud foran mine benovede øjne. Nicolas Cage er hovedmanden bag opdateringen, og han har bragt den anerkendte og selvstændige independent-instruktør Neil LaBute ind som hovedsansvarlig. LaBute er hovedsagligt kendt for kvindemisantropiske og pessimistiske værker som In the Company of Men og Your Friends and Neighbors, der med et velartikuleret og analytisk blik nærstuderede manden som den overlegne race. Med The Wicker Man har han vendt kritikken og selvudleveringen indad, og filmen er en allegori for det maskuline køn og dennes gradvise destruering af selvopfattelsen som denne.

Cage spiller selv hovedrollen som den lettere passive og gumpetunge politimand Edward Malus, der introduceres i færd med at købe et selvhjælpsbånd betitlet Everything Is Okay. Et forvarsel for tværtimod det modsatte, og allerede fra begyndelsen af er man suget ind i det depressive univers, hvis kynisme langsomt kryber ind under huden på sin tilskuer. Cage udleverer ikke sin bedste præstation, men der er store kvaliteter at finde i hans portrættering af en nedsunket mand, der ikke har andet end sin selvopfattelse som livsholdepunkt. Efter et fatalt, og senere historiesignifikant, biluheld, drager han længere ned i depressionens bundløse sump, men da han får et brev fra en ekskæreste, der appellerer til hans maskulinitet ved at agere hjælpeløs pige, drager han genoprejst ud til en isoleret ø, hvor en fanatisk sekt bestående af kvinder lever i deres egen verden med selvkørende økologi og opofrelse til guderne for god livsførelse. The Wicker Man præsenteres som et mysterium i form, hvor Cage skal finde ekskærestens forsvundne datter (og sin egen oprejste selvopfattelse), men i indhold omhandler filmen kvindens retsmæssige dominans over manden. På øen er manden kvindens slave, der bruges som avleredskab, hvilket Cage ikke kan indfinde sig med. Efter talrige spændingsstigende eftersøgningssekvenser, falder den pilleafhængige Cage ned i kaninens hul, hvor virkelighed og dagsillusioner ikke længere kan skilles fra hinanden (med et Brazil-inspireret trick indikerer LaBute ydermere, at hændelserne faktisk kun foregår op i hovedet på hovedkarakteren). Cage ved ikke, hvem han er, men han forsøger desperat og ultimativt fallerende at hænge fast i sin facade som mand. Utallige kvinder er modtager for hans rekylsatte næve, der i frustrationens magt kastes rundt uden trolig afsender eller modtager. I en meget sigende og symbolsk innovativ sekvens forklæder Cage sig i et bjørnekostume for at infiltrere den psykotiske sekt. Bjørnen er jo en af dyrerigets store konger (bemærk i han-form), men dette inkognito-forsøg er på forhånd kapituleringsdømt. I en led kalkuleret og publikumsoverrumplende program, har hele hans lange odysse været planlagt på forhånd af de intelligente medlemmer (ført and af en sublim Ellen Burstyn i en fremragende skrevet rolle), der har leget rundt med ham, grint af hans latterlige forsøg på at opretholde en facade, for slutteligt fuldstændig at de-maskulinisere ham. Dette forekommer, da ekskæresten har taget kuglerne fra pistolen, så Cage ikke kan forsvare sig, han er blevet impotent. Pistolens kugler er evident et symbol for Cages mandige kugler, og han må nu, kønsløs og psykisk forslået, opofres til guderne i en scene så ubehageligt nærværende og gysende overraskende, at jeg sent vil glemme den.

The Wicker Man pendulerer eminent mellem det analytiske og det regulært underholdende. LaBute har en ferm håndsføring over de mange suspense-scener, der fylder filmen til bristepunktet, og gyset kommer chokerende, veltimet og uforventet. Især Cages indifferente forsøg på at genfinde pigen (de mange løbescener i filmen indikerer Cages målløse jagt på sig selv), hvilket leder ham ind i dronningens hule, har rystende sekvenser, hvor en spedalsk mand ligger seksuelt fastspændt i en seng og en ung kvinde er overbefængt af bier, der suger menneskets ”honning” ud af hende for at livet kan gå videre. Det er fremragende og genrestærkt iscenesat, og kompromiser har der ikke været på tale. Æstetisk set er filmen også en afdæmpet nydelse, hvor den klare belysning bare illustrerer, hvor kompetent en gyserinstruktør LaBute egentlig er. Når man i fuldt dagslys skræmmes, så er man i godt selskab.

The Wicker Man er en lille perle af en film og den er et klokkeklart bevis på, at genindspilningerne ikke altid blasfemisk overfor den originale. Jeg har ikke tænkt mig at se Hardys version, for det første fordi den ikke kan være andet end inferiør sat op imod LaBute visionære bud, og for det andet fordi jeg ikke vil have min glimrende oplevelse med den nye ødelagt. En stærk og uforbeholden anbefaling fra mig. Tæt på de seks stjerner.