Den mystiske spanier
3.0
Filmåret 2008 var et forrygende år - og ud over at tre af mit livs absolut største filmoplevelse kom til verden i skikkelse af ”The Dark Knight”, ”Cloverfield” og ”There Will Be Blood”, vil det især blive husket for de to film, der sendte gammelkendingen Tommy Lee Jones og hans martrede udstråling mod hidtil uudforskede højder. I de to pågældende film, ”No Country for Old Men” og “In the Valley of Elah”, udfolder Jones sig nærmest konsekvent i en lind strøm af surmuleri, hvor antallet af afvigelser i hans surmulende ansigt kan tælles på en hånd. Og i begge film leverer han et par ualmindeligt indfølte og troværdige portrætter af mennesker, der hver især har mistet lysten til at leve.
Det samme har den lige så nedslåede og udbrændte frontfigur i ”The Three Burials of Melquiades Estrada”, Jones instruktørdebut der efterhånden har været fire år om at nå dansk grund, og historien om den loyale landbetjent, Pete Perkins, er lige så - rig på tavshed og bitre visdomsord. Pete insisterer nemlig på at fragte liget af sin afdøde bedste ven, Melquiades, hjem til sin familie på tværs landegrænser og en ordentlig mundfuld af Mexicos prærieland, og med vennens morder på slæb. Det er store, følelsesmæssige kræfter der ulmer bag Petes rynkede ansigt. Kræfter der naturligvis ligger lige for Jones underspillede højreben, men også kræfter som synes at rende ham over ende.
Helt basalt knækker ”The Three Burials of Melquiades Estrada” nakken der, hvor den er absolut skrøbeligst, nemlig på det plan hvor den viljefaste landbetjents selvopofrelse meget gerne skal forekomme troværdig, og ikke gør det. Hvor Tommy Lee Jones kaster alle sine kræfter i skødet på de øde mexicanske sletter og sit eget forpinte ansigt, så står Petes afdøde ven, Melquiades, tilbage som en tandløs karakter, der langt mere ligner et nødvendigt led i historiens fremdrift end en mand, der på noget tidspunkt har fået Petes indesluttede hjerte blødt op. Kun i yderst sparsomme flashback-fragmenter får vi overhoved stiftet bekendtskab med denne Melquiades, og når det sker - f. eks. ved hans akavede besøg hos en prostitueret - siger scenerne ofte mere om manuskriptets ubeslutsomhed end om manden selv.
Der er øjeblikke af stor og følsom magi i ”The Three Burials of Melquiades Estrada”, og de har ofte Tommy Lee Jones’ eller Barry Peppers lidende ansigt som trumfkort - sidstnævnte leverer en sand pragtpræstation, der rammer topmålet af alle smertegrænser. Ellers savner man virkelig at kunne ofre følelsesmæssigt engagement til den bedrøvede landbetjent, der tilbagelægger et halvt kontinent af en grund vi ikke forstår. Der er ingen tvivl om, at det var i 2008 Tommy Lee Jones for alvor voksede sig stor og ”The Three Burials of Melquiades Estrada” er i den sammenhæng intet mere end tegn på noget vidt udviklende og næsten lige så ufuldkomment.
Det samme har den lige så nedslåede og udbrændte frontfigur i ”The Three Burials of Melquiades Estrada”, Jones instruktørdebut der efterhånden har været fire år om at nå dansk grund, og historien om den loyale landbetjent, Pete Perkins, er lige så - rig på tavshed og bitre visdomsord. Pete insisterer nemlig på at fragte liget af sin afdøde bedste ven, Melquiades, hjem til sin familie på tværs landegrænser og en ordentlig mundfuld af Mexicos prærieland, og med vennens morder på slæb. Det er store, følelsesmæssige kræfter der ulmer bag Petes rynkede ansigt. Kræfter der naturligvis ligger lige for Jones underspillede højreben, men også kræfter som synes at rende ham over ende.
Helt basalt knækker ”The Three Burials of Melquiades Estrada” nakken der, hvor den er absolut skrøbeligst, nemlig på det plan hvor den viljefaste landbetjents selvopofrelse meget gerne skal forekomme troværdig, og ikke gør det. Hvor Tommy Lee Jones kaster alle sine kræfter i skødet på de øde mexicanske sletter og sit eget forpinte ansigt, så står Petes afdøde ven, Melquiades, tilbage som en tandløs karakter, der langt mere ligner et nødvendigt led i historiens fremdrift end en mand, der på noget tidspunkt har fået Petes indesluttede hjerte blødt op. Kun i yderst sparsomme flashback-fragmenter får vi overhoved stiftet bekendtskab med denne Melquiades, og når det sker - f. eks. ved hans akavede besøg hos en prostitueret - siger scenerne ofte mere om manuskriptets ubeslutsomhed end om manden selv.
Der er øjeblikke af stor og følsom magi i ”The Three Burials of Melquiades Estrada”, og de har ofte Tommy Lee Jones’ eller Barry Peppers lidende ansigt som trumfkort - sidstnævnte leverer en sand pragtpræstation, der rammer topmålet af alle smertegrænser. Ellers savner man virkelig at kunne ofre følelsesmæssigt engagement til den bedrøvede landbetjent, der tilbagelægger et halvt kontinent af en grund vi ikke forstår. Der er ingen tvivl om, at det var i 2008 Tommy Lee Jones for alvor voksede sig stor og ”The Three Burials of Melquiades Estrada” er i den sammenhæng intet mere end tegn på noget vidt udviklende og næsten lige så ufuldkomment.
02/01-2009
