Dead Man Walking
3.0
Efter Frank Millers succes med ”300” og ”Sin City”, er tegneren gået solo som instruktør med filmatiseringen af Will Eisners tegneserie, ”The Spirit”. Frank Miller fortsætter imidlertid, hvor han slap med ”Sin City” – en film, han er krediteret som medinstruktør på – med udviklingen af et nyt filmisk ”tegneserie-look”, der på forunderlig vis formåede at levendegøre den opdigtede storby Basin City. Således også i ”The Spirit”, hvor filmens dunkle ramme, Central City, beskrives med besnærende visuel detaljerigdom.
Igen i ”The Spirit” er byen omdrejningspunkt for Millers fortælling, der beretter om den maskerede helteskikkelse i titelrollen, der velsignet af sin fortid som død, fejer gaden ren for kriminelle. Han fornemmer dog, at hans notoriske ærkefjende, Octopus, som det sig hør og bør inden for genren, pønser på at erobre verdensherredømmet – og det ikke ved hjælp af en retorisk charmeoffensiv. Han vil slet og ret forsøge at gøre sig selv til en gud ved at drikke Herakles’ blod, opnå evigt liv og derefter tvinge verden for sine fødder.
Det er ikke fordi, det er de store, universelle temaer, der behandles i ”The Spirit”, der er ligeså rig på stil, som den er fattig på indhold. Den gængse beretning om heltens kamp mod skurken, som er ude efter det uforbeholdne verdensherredømme, er da også umådeligt uinteressant i Frank Millers filmatisering, der har seriøse vanskeligheder med at reklamere for sin egen handling undervejs. Handlingen er derimod så komplet ligegyldig, intetsigende og forudsigelig, at man fra tid til anden kan komme i tvivl om, hvorvidt den overhovedet eksisterer.
Ikke desto mindre keder man sig aldrig i ”The Spirit”, da dens umanerligt stilfulde billedside og letløbende tone lader den fremstå så befriende kulørt, at man er tilbøjelig til at se igennem fingre med dens mangler. På plussiden befinder Samuel Jackson sig, der – akkompagneret af Scarlett Johanssons håndlanger, Silken Floss – er mand for en række morsomme enkeltscener i rollen som The Octopus. Især er scenen, hvor Floss forgæves forsøger at fange Octopus’ opmærksomhed, grundet hans betagelse af en levende fod, kostelig. Hvor dumt det end måtte lyde – og er – sørger filmens karismatiske højdepunkt i skikkelse af Jackson for, at det ender i et lige dele grotesk og morsomt optrin. Og dem er der flere af.
Men det er kun i fragmenter af filmens handling, at Samuel Jackson får lov til at udfolde sine komiske talenter. Resten af filmen henlægges til The Spirit og det hidtil ubeskrevne blad Gabriel Macht, som på sin vis gør en tilforladelig figur i titelrollen. Selve historien om Central Citys maskerede beskytter – hans fortid, død og genopståen – fremstår imidlertid underligt sjusket i den komplette mangel på psykologisk dybde, hvilket sandsynligvis skal tilskrives Millers enøjede fokus på de mere udvendige aspekter af projektet. Denne del lykkedes da også til perfektion for den urutinerede filmmager – ”The Spirit” er en åndeløst flot film – men det gennemgribende fravær af substans er i sidste ende for kritisk til, at filmen kan betegnes som vellykket.
Igen i ”The Spirit” er byen omdrejningspunkt for Millers fortælling, der beretter om den maskerede helteskikkelse i titelrollen, der velsignet af sin fortid som død, fejer gaden ren for kriminelle. Han fornemmer dog, at hans notoriske ærkefjende, Octopus, som det sig hør og bør inden for genren, pønser på at erobre verdensherredømmet – og det ikke ved hjælp af en retorisk charmeoffensiv. Han vil slet og ret forsøge at gøre sig selv til en gud ved at drikke Herakles’ blod, opnå evigt liv og derefter tvinge verden for sine fødder.
Det er ikke fordi, det er de store, universelle temaer, der behandles i ”The Spirit”, der er ligeså rig på stil, som den er fattig på indhold. Den gængse beretning om heltens kamp mod skurken, som er ude efter det uforbeholdne verdensherredømme, er da også umådeligt uinteressant i Frank Millers filmatisering, der har seriøse vanskeligheder med at reklamere for sin egen handling undervejs. Handlingen er derimod så komplet ligegyldig, intetsigende og forudsigelig, at man fra tid til anden kan komme i tvivl om, hvorvidt den overhovedet eksisterer.
Ikke desto mindre keder man sig aldrig i ”The Spirit”, da dens umanerligt stilfulde billedside og letløbende tone lader den fremstå så befriende kulørt, at man er tilbøjelig til at se igennem fingre med dens mangler. På plussiden befinder Samuel Jackson sig, der – akkompagneret af Scarlett Johanssons håndlanger, Silken Floss – er mand for en række morsomme enkeltscener i rollen som The Octopus. Især er scenen, hvor Floss forgæves forsøger at fange Octopus’ opmærksomhed, grundet hans betagelse af en levende fod, kostelig. Hvor dumt det end måtte lyde – og er – sørger filmens karismatiske højdepunkt i skikkelse af Jackson for, at det ender i et lige dele grotesk og morsomt optrin. Og dem er der flere af.
Men det er kun i fragmenter af filmens handling, at Samuel Jackson får lov til at udfolde sine komiske talenter. Resten af filmen henlægges til The Spirit og det hidtil ubeskrevne blad Gabriel Macht, som på sin vis gør en tilforladelig figur i titelrollen. Selve historien om Central Citys maskerede beskytter – hans fortid, død og genopståen – fremstår imidlertid underligt sjusket i den komplette mangel på psykologisk dybde, hvilket sandsynligvis skal tilskrives Millers enøjede fokus på de mere udvendige aspekter af projektet. Denne del lykkedes da også til perfektion for den urutinerede filmmager – ”The Spirit” er en åndeløst flot film – men det gennemgribende fravær af substans er i sidste ende for kritisk til, at filmen kan betegnes som vellykket.
03/01-2009
